pdf Latent og aktiv tuberkulose forud for behandling med TNF-α hæmmere og andre biologiske lægemidler 2010 Populær

1656 downloads

Retningslinjer for undersøgelse for latent og aktiv tuberkulose forud for behandling med TNF-α hæmmere og andre biologiske lægemidler hos dermatologiske, reumatologiske, gastroenterologiske og lungemedicinske patienter.


5. reviderede udgave oktober 2010
Udarbejdet af en arbejdsgruppe nedsat af
Dansk Lungemedicinsk Selskab
Dansk Reumatologisk Selskab
Dansk Selskab for Infektionsmedicin
Dansk Gastroenterologisk Selskab
Dansk Dermatologisk Selskab
Arbejdsgruppens medlemmer:
Dansk Lungemedicinsk Selskab
Overlæge dr.med. Niels Seersholm, Gentofte Hospital.
1. reservelæge Anders Løkke, Århus Sygehus
Overlæge dr.med. Ole Hilberg, Århus Sygehus
Dansk Reumatologisk Selskab
Overlæge ph.d.Lis Smedegaard Andersen, Kong Chr.X's Gigthospital.
Overlæge Annette Hansen, Gentofte Hospital.
Dansk Selskab for Infektionemedicin.
Overlæge, dr.med. Åse Bengård Andersen, Rigshospitalet.
Overlæge, ph.d. Pernille Ravn, Herlev Hospital
Dansk Gastroenterologisk Selskab
Overlæge dr.med. Pia Munkholm, Herlev Hospital.
Dansk Dermatologisk Selskab
Afdelingslæge Bo Bang, Bispebjerg hospital.
2
Indledning
Med fremkomsten af de nye behandlingsmuligheder med biologisk medicin er der i løbet af de
sidste par år opnået betydelige behandlingsmæssige fremskridt indenfor flere autoimmunmedierede
sygdomme.
Følgende biologiske præparater er markedsført i Danmark til dermatologiske, reumatologiske,
gastroenterologiske og lungemedicinske patienter:
TNF-α hæmmende midler: Infliximab (Remicade®), Adalimumab (Humira®), Etanercept
(Enbrel®), Certolizumab pegol (Cimzia®) og Golimumab (Simponi®).
Præparaterne neutraliserer TNF-α ved at binde sig specifikt til cytokinet. Præparaterne er forskellige
vedrørende struktur, bindingsmåde, bindingsaffinitet, farmokinetik, indgiftsmåde, samt dosering,
hvilket formentlig forklarer en vis forskellighed i terapeutisk virkning og bivirkningsprofil.
Interleukin- 6-hæmmere: Tocilizumab (RoActemra®).
Interleukin-6 er et proinflammatorisk cytokin, der har en rolle i flere processer i den autoimmune
inflammation ved reumatoid artritis. Interleukin-6-receptoren forekommer dels på celleoverflader
og dels i en opløselig form. Tocilizumab er et humaniseret antistof, der binder sig til begge former
af receptorer.
Co-stimulationshæmmere: Abatacept (Orencia®).
Co-stimulationshæmmere hæmmer T-lymfocytternes inflammatoriske aktivitet og dermed den
autoimmune inflammation ved reumatoid artritis.
Interleukin-1 hæmmer: Anakinra (Kineret®).
Interleukin-1 (IL-1) er et potent pro-inflammatorisk cytokin, der blandt andet øger produktionen af
prostaglandiner. Anakinra er en rekombinant IL-1-receptorantagonist. Kineret har i studier vist en
sygdomsaktivitetsdæmpende effekt hos patienter med bl.a reumatoid artritis.
Anti-IL12/23 antitof: Ustekinumab (Stelara®)
IL12 og IL23 produceres bl.a. i dendritiske celler og stimulerer hhv. Th1 og Th17 celler, der er
centralt placeret i vedligeholdelsen af den kroniske inflammation ved psoriasis.
CD20-antistof: Rituximab (Mabthera®).
CD20-antistoffet rituximab er rettet mod CD20-antigenet, som findes på normale B-celler. Binding
af antistoffet medfører celledød og dermed B-celledepletering. Mekanismerne er induktion af
apoptose samt antistof- og komplementafhængig cytolyse. Rituximab har vist sig at have en
sygdomsaktivitetsdæmpende effekt hos patienter med aktiv reumatoid artritis.
De biologiske præparater, der aktuelt anvendes hyppigst i Danmark til dermatologiske,
reumatologiske og endokrinologiske patienter er de TNF-α hæmmene præparater, Infliximab
(Remicade®), Adalimumab (Humira®) og Etanercept (Enbrel®). Disse præparater vil derfor blive
gennemgået grundigere i det følgende.
Fælles for alle de biologiske præparater gælder dog, at retningslinierne for udredning og behandling
af latent og aktiv TB skal anvendes før brug af alle de biologiske præparater. Dog kan Rituximab
(Mabthera®) og Anakinra (Kineret®) formelt gives uden forudgående screening.
3
Indikationer for TNF-α hæmmende behandling
Behandling med TNF-α hæmmere er indiceret ved visse reumatologiske, dermatologiske og
gastroenterologiske sygdomme. Aktuelt er TNF-α hæmmere vist at være effektive ved svær
behandlelig reumatoid arthritis, juvenil reumatoid arthritis, psoriasis arthritis, plaque psoriasis, og
Morbus Bechterew(1). Ligeledes er der opnået væsentlige fremskridt ved svær eller fistulerende
Crohns sygdom. Allerede nu anvendes præparaterne til en betydelig andel af patienter med
reumatoid arthritis og Crohns sygdom. Sarkoidose behandles også med TNF-α hæmmere.
Andre behandlingsindikationer for TNF-α hæmmere er ikke endelige fastlagt. Positive
behandlingsresultater er rapporteret ved off-label use i kasuistikker og små patientserier med svært
behandlelig Adult Still´s sygdom, amyloidosis, Behcet´s sygdom, primær biliær cirrhose, svær
alkoholisk hepatitis, dermatomyositis, familiær middelhavsfeber, arteritis temporalis, Kawasaki´s
sygdom, multicentric histiocytosis, myelodysplasi, polymyositis, polychondritis, SAPHO syndrome
(synovitis, acne, pustulose, hyperostosis og osteitis), akne fulminans, panniculitis, pyoderma
gangrenosum, granuloma annulare, nekrobiosis lipoidica, hidradenitis suppurativa, graft versus host
disease og Sweet`s syndrom, sarcoidosis, discusprolaps med radikulær påvirkning, systemisk lupus
erythematosus, Takayasus arteritis, uveitis og ANCA-associeret vasculitis(2;3).
TNF-α og inflammation
TNF-α hæmmernes virkningsmekanisme relateres til at TNF-α generelt er et af de mest centrale
pro-inflammatoriske cytokiner idet TNF-α medierer og inducerer produktionen af en kaskade af
andre cytokiner og inflammationsmediatorer.
TNF-α hæmmerne og infektionsrisiko
Med fremkomsten af TNF-α hæmmere er det nu muligt specifikt at neutraliserende TNF-α’s
virkning. TNF-α hæmningen har i kliniske studier vist sig at være forbundet med relativ få
bivirkninger. Dog er alle tre præparater associeret med en øget risiko for granulomatøse og
makrofag-afhængige infektioner, såsom infektioner udløst af intracellulære organismer som
Aspergillus, Coccidiomycosis, Cryptococcus neoformans, Histoplasma capsulatum, Listeria
monocytogenes, atypiske mykobakterier og ikke mindst Mykobacterium tuberkulosis.
Behandling med Infliximab og Adalimumab er også forbundet med øget risiko for svære
infektioner, og en undersøgelse af patenter med Morbus Bectherew behandlet med Etanercept viste
øget risiko for øvre luftvejsinfektioner(4;5).
TNF-α hæmmere og granulomdannelsen ved tuberkulose
TNF-α er af overordnet betydning for dannelse af granulomet, den patologiske struktur, hvormed
mykobakterien indkapsles. Granulomet udgøres af makrofager (epitheloidceller og gigantceller)
omkranset at lymfocytter, som primært er Th-1 differentierede, immune CD4+ T-celler og TNF-α
regulerer den tætte apposition mellem makrofager og lymfocytter(4).
TNF-α hæmmerne, struktur og bindingsmåde til TNF
Infliximab er et kimært monoklonalt IgG1 antistof bestående af en human del (den konstante del)
og en murin del (den hypervariable del). Adalimumab er et rekombinant monoklonalt human IgG1
antistof produceret ved hjælp af fagteknik. Begge antistoffer binder formentligt irreversibelt frit
TNF-α, transmenbranbundet TNF-α og TNF-α bundet til cirkulerende opløselig TNF-receptor
(TNFR2).
Etanercept er et fusionsprotein, hvor der til Fc-delen af human IgG1 er splejset to molekyler af den
normalt forekommende opløselige ligandbindende del af humant TNFR2. Etanercept binder sig
4
formentligt reversibelt til opløselig TNF- α, samt menbranbundet TNF- α og –beta.
Alle 3 TNF- α hæmmende præparater forhindrer TNF signalering ved at blokere interaktionen med
TNF receptoren. Hvert antistof binder 2 TNF-α molekyler. TNF-α molekylet består af en
homotrimer, som kan binde op til 3 antistofmolekyler. Etanercept bindes derimod til TNF-α i 1:1
ratio, idet det bindes til området mellem 2 TNF-α subunits. Antistofferne (Infliximab og
Adalimumab) adskiller sig fra fusionsproteinet Etanercept ved at have en 10-folds større
bindingsaffinitet til TNF-α.
Infliximab kan ved binding til receptorbundet TNF-α på celler fra makrofag/monocyt cellelinjen
inducere complement afhængig cytolyse og antistof afhængig celle medieret cytotoxicitet. Dette
forklarer måske den monocytopeni, som er observeret under Infliximab behandling.
Adalimumab er strukturelt identisk til Infliximab og har sandsynligvis samme effekt.
Etanercept indeholder Fc-delen af IgG1, men kan ikke fiksere komplement. Dette skyldes muligvis
sterisk hindring af C1q, hvorved en klassiske komplement kaskade ikke aktiveres.
Immunkomplekser, nødvendigt for aktivering af komplementafhængig cytolyse eller
antistofafhængig cellemedieret cytotoxicitet dannes ikke, idet Etanercept kun binder et TNF
molekyle. Etanercept binder også lymfotoksin α (TNF-β) i modsætning til Infliximab og
Adalimumab(4).
Disse forskelle mellem antistofferne og fusionsproteinet anses for at have klinisk relevans. Således
er Etanercept fx ved Crohn´s Sygdom ineffektivt til behandling af tarm manifestationerne, men
effektiv til behandling af spondylitgenerne.
Farmokokinetik og dosering
Halveringstiden af infliximab (8-9,5 dage) og adalimumab (12-14 dage) er længere end etanercept
(4-5 dage). Infliximab vedligeholdelsesbehandling gives som bolusinfusion (3-5 mg/kg) med 4-8
uger interval, hvorimod adalimumab indgives subcutant med 14 dages interval i en vægtuafhængig
dosering på 40 mg per injektion. Etanercept indgives i fast dosering på 25 mg 2 gange ugentligt.
Disse forhold medfører betydelige forskelle i maksimum og minimums koncentrationer af det TNF-
α hæmmende præparat, og dermed formentlig også i graden og varigheden af TNF-α hæmning.
Forskellene i virkningsmekanisme og farmakokinetik giver potentiel mulighed for variation i
præparaters effekt terapeutisk men også bivirkningsmæssigt.
Tuberkulosens naturhistorie
Tuberkulose forårsages af bakterien Mycobacterium tuberculosis (MT). Smitteoverførsel sker ved,
at en person med lungetuberkulose hoster eller nyser og producerer aerosol med MT indeni, som en
anden person indånder. I de fleste tilfælde fjernes aerosolerne i bronchier og alveoler, inden
tuberkulosebakterierne når at inficere individet, men nogle bliver inficeret. Antallet af personer,
sombliver inficeret afhænger af antallet og størrelsen af aerosolerne og frekvensen og varigheden af
eksponeringen.
Når MT invaderer alveolerne optages de og deler sig i alveolære makrofager. Samtidig foregår der
en spredning til regionale lymfeknuder og evt. hæmatogen spredning til fjerne foci. Den
intracellulære opformering bremses immunologisk efter 6-8 uger og omkring bakterierne udvikles
en granulomatøs inflammation, som begrænser infektionen til få overlevende bakterier centralt i
granulomet. Personen har nu latent tuberkulose infektion (LTBI) og kan senere udvikle aktiv TB.
Af personer med LTBI vil op mod 90% være i stand til at holde infektionen under kontrol og aldrig
udvikle aktiv TB. Ca. 1/3 af jordens befolkning (2 milliarder mennesker) er latent inficeret med TB.
Udvikling til aktiv TB sker, når der kommer ubalance i den immunologiske kontrol med
infektionen, som det ses ved underernæring, børn, alderdom, HIV infektion og
5
behandling med immunsupprimerende stoffer.
Det immunologiske respons involverer en lang række cytokiner, hvor TNF-α spiller en central rolle
i granulomdannelsen og forhindring af spredning af bakterier.
Tuberkulose og TNF-α blokkerbehandling
TNF-α blokkerbehandling øger risikoen for reaktivering af latent tuberkulose. I Danmark er der
mundtlige rapporter om ni tilfælde, men der findes ikke en systematisk opgørelse, og der kan være
flere tilfælde. Tuberkuloseincidensen var i 2007 i Danmark 7/100.000(6).
I et studie fra Sverige fandt man 13 tilfælde af tuberkulose hos patienter behandlet med TNFα
hæmmere. Det svarer til en fire gange øget risiko sammenlignet med normalbefolkningen. Ni
tilfælde havde fået Infliximab og fire tilfælde havde fået Etanercept (7).
Tuberkuloseincidens og infliximab
I den første større opgørelse af tuberkuloseincidensen efter behandling med Infliximab fra 2001
rapporteres der om 70 tilfælde blandt 121.000 behandlede patienter svarende til en incidensrate på
58 per 100.000 patienter. Lokalisationen af tuberkulosen var dissimineret ekstrapulmonal hos 24%,
lokaliseret ekstrapulmonal hos 33% og kun 31% havde pulmonal tuberkulose. Hos 11% var
lokalisationen uoplyst. Til sammenligning var tuberkulosen hos indfødte danskere i 2003 pulmonal
i 84% af tilfældene(8).
I Periodic safety update report (Psur-16, oktober 2007) fra Centocor som markedsfører Infliximab,
er der rapporteret 1051 tilfælde af tuberkulose blandt 1.008.413 patienter behandlet med Infliximab
svarende til en incidensrate på 104/100.000. Dette skal sammenlignes med en incidensrate på under
10 i de fleste vestlige lande, som er de lande, der overvejende bruger Infliximab. Disse tal for
tuberkulose er baseret på selvrapportering og kan være underestimerede.
I et spansk prospektivt multicenter studie af 1540 patienter behandlet med enten Infliximab (86%)
eller Etanercept (14%) udviklede 17 patienter TB efter påbegyndt behandling. Det svarer til en
incidens på mere end 1.000 per 100.000 personår og skal sammenholdes med en TB incidens i
Spanien på 21 per 100.000 personår i 2000. Alle patienter med TB fik Infliximab, og 59%
udviklede TB indenfor de første tre måneder efter påbegyndt behandling. Femogtres procent af
tilfældene var ekstrapulmonale mod 20-25% hos vesteuropæiske TB-patienter generelt(9).
Blandt ledegigt patienter i USA er der rapporteret en tuberkuloseincidensrate på 6,8/100.000 per år i
perioden før TNF-α blokkerbehandling sammenlignet med en incidensrate blandt Infliximab
behandlede leddegigtpatienter på 52,5 per 100.000(10).
Et mindre prospektivt studie fra Belgien af 107 patienter behandlet med Infliximab rapporterede om
to tilfælde af tuberkulose indenfor det første år af behandlingen.
Udover disse systematiske undersøgelser er der en del kasuistiske meddelser om tuberkulose
udviklet efter påbegyndt behandling med alle tre TNF-α-blokkere.
Tuberkuloseincidens og Etanercept
Postmarketing opgørelser tyder på, at der er mindre risiko for udvikling af tuberkulose efter
behandling med Etanercept end med Infliximab, og ifølge Etanercept produktresumeet fra USA
kræves det ikke, at patienterne screenes for TB før behandling. Der er dog efterhånden en del
studier som tyder på, at Etanercept også medfører en væsentlig risiko for at reaktivere latent
tuberkulose.
Fra ”Adverse Event Reporting System of the US Food and DrugAdministration” er der i perioden
6
januar 1998 september 2002 indrapporteret tuberkulosetilfælde efter behandling med Infliximab og
Etanercept svarende til incidensrater på henholdsvis 144 and 35 per 100,000 per år (P < .001)(11).
Analyse af 25 indberettede tuberkulosetilfælde efter Etanerceptbehandling viste samme mønster
som tuberkulose opstået efter Infliximabbehandling. Tretten (52%) tilfælde var ekstrapulmonale og
mediantiden fra start på Etanerceptbehandlingen til tuberkulosediagnosen var knap 12
måneder(12).
Den mediane tid fra behandlingsstart til TB diagnose er 11,2 måneder(13).
Tuberkuloseincidens og adalimumab
I de første kliniske studier af adalimumab var der 8 tilfælde af tuberkulose blandt 542 behandlede
patienter. I efterfølgende kliniske studier indførtes screening for tuberkulose med røntgen af thorax
og tuberkulinprøve, og patienter med positiv tuberkulinprøve blev sat i profylaktisk behandling med
isoniazid. Dette medførte en 9-fold reduktion i antallet af tuberkulosetilfælde, men der var dog 5
tilfælde blandt de næste 1900 behandlede patienter(14).
Undersøgelser for latent tuberkulose forud for TNFα hæmmende behandling
Iværksættelse af nationale screeningsprogrammer for latent TB infektion med fokus på TB
eksposition, tuberkulintestning og røntgenundersøgelse af thorax inden TNF-α blokerende
behandling har effektivt reduceret forekomsten af TB(15). Nedenstående rekommandationer tager
udgangspunkt i de spanske og engelske guidelines(15;16).
Alle patienter, der planlægges behandlet med immunsupprimerende behandling med TNFα-
blokerende medikamina bør gennemgås grundigt mhp aktiv tuberkulose (TB) sygdom eller tegn på
latent TB. Den kliniske undersøgelse bør omfatte:
• God anamnese med særlig fokus på almen- og fokalsymptomer (f. eks. langvarig feber,
vægttab, hoste, forstørrede lymfeknuder)
• Eksposition til mulige smittekilder: kendte TB tilfælde i nærmeste omgangskreds,
indvandring fra eller rejser til TB endemiske områder (figur 1) og varigheden af disse.
• Objektiv undersøgelse
• Røntgen undersøgelse af thorax
• Oplysninger om vaccination med Bacille Calmette et Guérin (BCG)
Hvis patienten frembyder symptomer, der kunne give mistanke om aktiv TB sygdom,
eller har røntgenologisk eller anamnestisk tegn på tidligere tuberkulose, skal
vedkommende henvises til nærmeste lungemedicinske – eller infektionsmedicinske
afdeling til afklaring af dette.
Har patienten ingen symptomer og foreligger der et normalt røntgen af thorax skal
patienten undersøges for tegn til latent TB.
7
Figur 1
Tuberkuloseincidens på verdensplan 2007. Kun lande med incidens < 25/100.000
indbyggere regnes som lav-incidenslande. Incidensraten i Grønland er ca. 200/100.000.
WHO 2009.
Metoder til påvisning af latent TB
De metoder vi har til rådighed er baseret på påvisning af cellemedieret immunologisk
genkendelse af mykobakterielle antigener som udtryk for at individet kunne være smittet
med mykobakterier (eller BCG vaccineret). Det drejer sig først og fremmest om den
såkaldte Tuberkulin hud test, som med tiden forventes afløst af mere specifikke, in vitro
baserede interferon γ test (IGRA) (17). .
Det er velkendt, at der ofte er problemer forbundet med tolkning af disse undersøgelser og
for netop de reumatologiske patienters vedkommende, skal det tages i betragtning, at de ofte
allerede er i anden immunsupprimerende behandling forud for den planlagte behandling med
TNFα hæmmere.
Tuberkulin/Mantoux testning
Tuberkulin er en opløsning af denaturerede protein-antigener fra MT. I Danmark
anvendes oftest et produkt fra Statens Serum Institut: Tuberkulin PPD RT23 ”SSI”,
styrke: 2 T.E./ 0,1 mL. Der injiceres 0,1 mL (= 2 T.E.) intrakutant med 1 mL
engangssprøjte påsat kort 25 G kanyle. Det er vigtigt at opløsningen ikke injiceres
subkutant idet tuberkulinet da fordeles over et for stort område og kan give falsk negative
resultater. Oftest vælges den midterste, dorsale side af antebracheum idet volar siden dog
foretrækkes ved kraftig hårvækst. Reaktionen aflæses efter 72 timer som diameteren af
den fremkomne induration. Eventuelt erythem medregnes ikke. (Indurationens
udbredning kan fornemmes ved at tegne en streg på huden med en kuglepen fra periferien
ind mod injektionsstedet: stregen vil stoppe når pennen møder modstand fra det
indurerede område. Gentages fra den modsatte side, afstanden mellem de to stregers
endepunkter = indurationen).
Ved anvendelse af tuberkulin fra Statens Serum Institut regnes en induration med diameter > 6 mm
som positiv hos uvaccinerede. Reaktioner på 6 – 12 mm kan forklares som resultat af tidligere BCG
8
vaccination, og for praktiske formål defineres en reaktion over 12 mm som positiv hos BCGvaccinerede
personer.
En negativ tuberkulin reaktion udelukker ikke fuldstændigt TB smitte, specielt vil testen være negativ
hvis TB ekspositionen er fundet sted for nylig eller hos enkelte patienter med aktiv sygdom(18-20).
I en stor metaanalyse hvor tests til påvisning af latent TB er undersøgt er sensitiviteten beregnet til
0,71 og specificiteten til 0,98 hos uvaccinerede og 0,56 hos vaccinerede (21).
Interferon-γ påvisning
Infektion med MT kan hos immunkompetente med langt højere specificitet påvises med specifikke
tests til Interferon-γ påvisning; de såkaldte Interferon Gamma release Assays (IGRA). Erfaringer
med disse er fortrinsvis opnået i TB lav-endemiske populationer og hos formodede
immunkompetente personer (17;22;23).
Quantiferon-in tube testen (QFN-IT)
Metoden er baseret på at fuldblod tappes direkte i særlige rør, som er coatede med MT specifikke
antigener. Blodprøverørene inkuberes ved 37oC i 16-24 timer. Herefter centrifugeres prøven og
herved løsnes en prop i glassets bund. Denne prop danner et beskyttende lag mellem
cellesedimentet og plasma. Prøven kan herefter opbevares ved 4oC i uger eller evt. fryses ned mhp.
samlet fremsendelse til Statens Serum Institut. Dette gør det muligt at anvende testen overalt i
landet idet alle hospitaler må formodes at råde over varme-inkubatorer til bloddyrkningssystemer
samt centrifuger. QFN-IT testen består af tre blod prøve rør: ét hvor de TB specifikke antigener er
tilsat, ét rør uden antigener (negativ kontrol) og et tredje kontrol test-rør, hvor cellernes
levedygtighed måles ved at der er tilsat et uspecifikt T lymfocyt stimulus (mitogen) (positiv
kontrol). Hvis patienten huser levende MT bakterier - uden nødvendigvis at være klinisk
syg - vil immunspecifikke T lymfocytter producere interferon-γ og mængden heraf bestemmes
efterfølgende i et ELISA. Testen er markedsført af firmaet Cellestis og distribueres via Statens
Serum Institut under navnet: Quantiferon-In tube ®(17).
Quantiferontesten er godkendt i en række lande herunder USA og siden 2004 også i Danmark.
Sensitiviteten er 0,76 og specificiteten er 0,97 (21).
Tolkning af QFN-IT svar: Fra SSI fås svaret ”positivt” ”negativt” eller ”inkonklusivt”. Et positivt
svar indikerer at en patient har været eller er smittet med MT og skal tilbydes profylakse. Et
negativt tyder på at patienten ikke er smittet med TB og ikke skal have profylakse med mindre der
er andre risikofaktorer jvf. ovenstående. Enkelte patienter kan have et svar der ligger lige omkring
grænseværdien på 0.35 IU/ml (f.eks mellem 0.25 og 0.35IU/ml) og der må i disse tilfælde foretages
en individuel vurdering eller konfereres med speciallæge. Et inkonklusivt svar tyder på at prøven er
håndteret forkert eller at patienten er immundefekt. Prøven bør gentages og hvis den fortsat er
inkonklusiv kan svaret ikke bruges til at konkludere om en patient er inficeret eller ej og andre
risikofaktorer må tages i anvendelse. Et nyligt dansk arbejde har vist at corticosteroidbehandling
øger risikoen for inkonklusive test resultater(24).
T-spot®.TB
Det er også muligt at kvantitere antallet af interferon-gammaproducerende celler direkte i et ELI
SPOT assay produceret af Oxford Immunotec, UK. T-spot.TB udføres på Lungemedicinsk
Laboratorium, Lungemedicinsk Afdeling, Aarhus Sygehus. Der sendes et rør med 9 ml heparin blod
til afdelingen. Lymfocytter oprenses, og dyrkes med antigenerne ESAT 6 og CFP-10 fra den
genomiske område RD1, som er særligt for Mycobacterium tuberculosis kompleks og M. kansasii,
M. szulgai, M. marinum and M. gordonae. I testen måles antal af T-celler der frigiver interferon
gamma efter dyrkning med ESAT 6 eller CFP-10. T-spot.TB-testen er mindre følsom overfor
immunsupprimerende behandling og patientens alder og tilstand(25;26).
9
Ingen af metoderne kan skelne mellem latent TB infektion og aktiv sygdom. IGRAs fordele,
fremfor en Tuberkulin/Mantoux test, er, at de er i stand til at skelne mellem BCG vaccination
og MT infektion og forventeligt giver færre ”falsk positive” reaktioner.
Patienter, der én gang har reageret positivt i IGRA vil efter alt at dømme forblive positive, selv efter
relevant behandling, og det giver derfor ikke mening at gentage en positiv test på et senere
tidspunkt.
Konklusion om påvisning af latent TB
Hidtil har Tuberkulintesten været standard til påvisning af latent TB infektion, men i Danmark hvor
en stor del af den voksne befolkning er BCG-vaccineret giver testen for mange falsk positive
resultater. Derudover er testen ofte logistisk vanskelig at bruge, fordi den kræver erfarent personale
og patientens fremmøde to gange i ambulatoriet.
IGRA er langt mere specifik hos BCG-vaccinerede personer og har samme eller bedre sensitivitet
som tuberkulintesten. Vi anbefaler derfor, at man bruger den, hvis det er muligt. Man skal dog være
opmærksom på, at testen ikke er undersøgt særlig godt hos immunsupprimerede patienter, og
antallet af falsk negative tests kan meget vel være større hos disse patienter. Testen kan derfor ikke
stå alene, men skal suppleres med anamnese, som skal indeholde oplysninger om tidligere TB,
tidlig eller nylig eksposition og oprindelsesland, hvis patienten er indvandrer.
Da risikoen for at udvikle fulminant, alvorligt forløbende TB under TNF-α blokerende behandling er
stor, hvis patienten er latent inficeret med TB, er en grundig screening og eventuel profylaktisk TB
behandling forud for start på TNF-α-blokkerende behandling meget vigtig, og da hverken IGRA
eller TST er 100 sensitive, og da den forebyggende behandling ikke er 100% effektiv, er det vigtigt
at foretage relevant udredning ved uklare symptomer, hvor TB ikke kan udelukkes.
Profylaktisk regime
Profylaktisk behandling mod tuberkulose til patienter, som skal have TNF-α blokkerbehandling, er
ikke undersøgt i randomiserede placebokontrollerede studier.
Der er solid evidens for at profylaktisk behandling til udvalgte grupper nedsætter risikoen for senere
udvikling af tuberkulose, både hos HIV positive og HIV negative(27). Det er derfor nærliggende, at
ekstrapolere disse data til patienter, som skal have TNF-α blokkerbehandling. Det bedst undersøgte
stof er Isoniazid givet dagligt i enten 6 eller 12 måneder. Flere studier har vist, at 12 måneders
behandling er bedre end 6 måneder(28), mens 3 måneders behandling er utilstrækkeligt. Den
optimale behandlingstid er formentligt ca. 8 måneder(29;30).
I et Cochrane review konkluderes, at grundet øgede bivirkninger ved 12 måneders behandling, må 6
måneders behandling være at foretrække ved lav TB-risiko, mens det omvendt ved høj risiko kan
være fordelagtigt at anvende 12 måneders behandling(31).
Behandling med Isoniazid resulterede i en relativ risiko (RR) for udvikling af aktiv TB på 0.40, (95%
konfidensinterval 0.31 til 0.52), over to år eller længere.
Et tilsvarende Cochrane review af profylaktisk behandling versus placebo af HIV-positive patienter
viste en lavere incidens af aktiv TB (RR 0.64, 95% CI 0.51 til 0.81)(32). Denne gevinst var dog kun
signifikant hos individer med positiv tuberculin test (RR 0.38, 95% CI 0.25 til 0.57).
På grund af den lange behandlingstid er compliance et problem. Denne er klart bedre ved
korterevarende behandlinger(33;34). Kombinationsterapi med Isoniazid og Rifampicin i 3 måneder
har i såvel en metaanalyse som i en undersøgelse hos børn vist sig at være lige så effektiv som
Isoniazid monoterapi i 6-12 måneder(35;36). Monoterapi med Rifampicin i fire måneder har i et
enkelt studie vist sig at være ligeså effektiv som Isoniazid i 6 måneder(37).
10
I England anbefales som alternativ Isoniazid 300 mg x 1 dagligt kombineret med Rifampicin 600 mg
x 1 dagligt i 3 måneder(16). Kombinationsbehandling med Rifampicin og Pyrazinamid har resulteret
i øget forekomst af leversvigt og mortalitet, hvorfor dette regime ikke kan anbefales som
rutinebehandling(38;39;40).
Vores anbefaling er Isoniazid 300 mg x 1 dagligt i 6 måneder eller Isoniazid 300 mg x 1 dagligt
kombineret med Rifampicin 600 mg x 1 dagligt i 3 måneder. Isoniazid bør gives i kombination med
mindst 20 mg Pyridoxin x 1 dagligt. Kombinationspræparatet Isoniazid 300 mg + Pyridoxin 60 mg
kan skaffes fra Herlev Hospitals apotek. Kan patienten ikke tåle Isoniazid, kan som alternativ bruges
Rifampicin 600 mg x 1 dagligt i 4 måneder.
Bivirkninger til Isoniazidbehandling
Medicinen tåles sædvanligvis uden problemer, men der kan være en række bivirkninger, som man
skal være opmærksom på (41;42). Perifer neuropati som kan være irreversibel ses hos 0,2%. Det
anbefales at supplere med B6-vitamin (Pyridoxin) for at modvirke dette. Let ASAT forhøjelse
(mindre end 3 gange øverste normalområde) ses ofte (hos 10%) de første uger og anses som
værende en adaptiv effekt. Svær leverpåvirkning med enten symptomer på hepatotoxcicitet
(anorexi, dårlig almen tilstand, træthed, kvalme eller icterus) eller ASAT forhøjelse mere end faktor
3 ses hos 0,3 %. Fatal hepatotoksicitet er meget sjælden 0,001-0,002%. Risikoen stiger med
alderen(43). Hos 2% forekommer allergiske reaktioner i form af kløe og udslæt. Der kan ses
centralnervesystempåvirkning i form af svimmelhed, hukommelsesbesvær, humørsvingninger,
træthed og i sjældne tilfælde egentlige psykoser. Desuden kan opstå mundtørhed, dyspepsi,
methæmoglobinæmi, tinnitus, urinretention.
Patienten skal instrueres i at kontakte sin læge ved følgende symptomer:
• ingen appetit
• kvalme, opkastninger, mavesmerter
• gul i øjnene
• feber
• psykiske problemer: hukommelsesbesvær, koncentrationsbesvær, humørsvingninger
Rutinemæssig kontrol af levertal er ikke indiceret. Ved bivirkninger - specielt
kvalme, opkastninger, appetitløshed - skal patienten kontakte klinikken og levertal skal
kontrolleres. Hvis Isoniazid må seponeres p.g.a. bivirkninger, kan man forsøge Rifampicin 600 mg
x 1 dagligt i 4 måneder, men gå grund af mange interaktioner og risiko for flere bivirkninger bør
denne behandling foregå i samarbejde med en afdeling med erfaring i behandling med dette stof.
Indikation for profylaktisk behandling
Følgende patienter skal tilbydes profylaktisk behandling før TNF-α blokkerbehandling:
• Indvandrer fra højendemisk område (incidens over 50/100.000) eller
• Længerevarende rejse (over tre måneder) til højendemisk område og kontakt lokalt eller
• Tidligere kontakt med smittefarlig patient eller
• Positiv interferon-γ-test eller
• Tuberkulin test > 6 mm hos uvaccinerede patienter (hos vaccinerede patienter anbefales
interferon-γ-test i stedet for tuberkulin test).
Patienter med:
• Anamnese med ubehandlet eller delvis behandlet TB eller
• Forandringer på røntgen af thorax, som giver mistanke om tidligere TB (ubehandlet) skal
11
henvises til lunge – eller infektionsmedicinsk afdeling til vurdering. Findes der ikke tegn til
aktiv tuberkulose, skal disse patienter tilbydes profylaktisk behandling.
Efterkontrol
Der er ingen international konsensus om, hvor lang tid man skal give profylaktisk behandling, inden
man kan påbegynde TNF-α blokkerbehandling. Patienter med LTBI har få bakterier, og Isoniazid
har en høj steriliserende effekt, hvorfor man må forvente, at størstedelen af bakterierne er dræbt
efter få uger. En pragmatisk tilgang vil være at anbefale 1 måneds profylakisk behandling inden start
på TNF-α blokkerbehandling.
Blodprøvekontrol foretages ikke rutinemæssigt, men ved mistanke om/tegn på bivirkninger til
behandlingen.
Røntgen af lunger anbefales ikke rutinemæssigt men bør udføres ved pulmonale gener.
Ved mistanke om aktiv TB under behandling med TNF-a hæmmere bør patienten straks undersøges
for TB.
Endelig skal patienten oplyses om at kontakte læge ved symptomer på TB eksempelvis hoste,
opspyt, vægttab, nattesved, feber eller hævede lymfeknuder.
Sammenfatning
TNF-α blokkerbehandling medfører en risiko for aktivering af latent tuberkulose. Til forebyggelse
af dette, er det vigtigt, at alle patienter undersøges grundigt inden start på behandlingen. Figur 2
viser et beslutningsdiagram for udredning. Patienterne skal have foretaget grundig anamnese
specielt med henblik på tidligere ubehandlet eller delvis behandlet TB, tidligere eller nylig
eksponering for TB og etnisk oprindelse. Patienterne skal have taget røntgen af thorax og en
interferon-gamma-test. Kan testen ikke tages på det pågældende hospital, kan i stedet benyttes
tuberkulintest, som skal sættes og aflæses af en erfaren sundhedsperson.
Er der mistanke om aktiv TB, skal patienten henvises til lunge – eller infektionsmedicinsk afdeling
til udredning og eventuelt behandling af TB. Henvises skal også patienter med tidligere TB i
anamnesen eller med forandringer på røntgen af thorax som giver mistanke om tidligere TB.
Er der mistanke om latent TB (indvandrer fra højincidensområde, nylig exposition, positiv
interferon-gamma-test eller positiv tuberkulintest og normalt røntgen af thorax), er der indikation
for profylaktisk behandling.
TNF-α- blokkerbehandling kan starte en måned efter påbegyndt profylaktisk behandling.
12
Symptomer på aktiv
TB, tidligere TB eller
suspekt infiltrat
Ja Nej
Henvis til
specialafd.
Er patienten
eksponeret
for TB?
Ja Nej
Aktiv
tuberkulose
afkræftet
Nej Ja
Udred for
latent TB m/
interferon γ
test
Start TBbehandling
Giv profylaktisk behandling
Positiv
Ja Nej
Start TNF-α
behandling
efter
2 måneder*
Start TNF-α
behandling
efter 1 måned
Start TNF-α
behandling
Figur 2: Flowchart for udredning før TNF- α behandling.
* Der ingen undersøgelser, der kan afgøre hvornår det er sikkert at opstarte TNF-α
blokkerbehandling i forbindelse med TB-behandling. Der er klinisk erfaring, som tyder på, at man
allerede tidligt ved behandling af TB (perikardiel og meningial/cerebral TB) kan give relativt store
doser af prednisolon. Hvis det kan dokumenteres, at der er sikker effekt af behandlingen mod aktiv
TB, skønnes det forsvarligt at opstarte TNF-α blokkerbehandling efter 2 måneder.
13
Referencer
(1) Gottlieb AB, Evans R, Li S, Dooley LT, Guzzo CA, Baker D et al. Infliximab induction
therapy for patients with severe plaque-type psoriasis: a randomized, double-blind, placebocontrolled
trial. J Am Acad Dermatol 2004; 51(4):534-542.
(2) Gupta AK, Skinner AR. A review of the use of infliximab to manage cutaneous dermatoses.
J Cutan Med Surg 2004; 8(2):77-89.
(3) Furst DE, Breedveld FC, Kalden JR, Smolen JS, Burmester GR, Bijlsma JW et al. Updated
consensus statement on biological agents, specifically tumour necrosis factor {alpha}
(TNF{alpha}) blocking agents and interleukin-1 receptor antagonist (IL-1ra), for the
treatment of rheumatic diseases, 2005. Ann Rheum Dis 2005; 64 Suppl 4:iv2-14.
(4) Beenhouwer D, Wallis R, Broder M, Furst DE. Mechanisms of action of tumor necrosis
factor antagonist and granulomatous infections. J Rheumatol 2004; 31(10):1888-1892.
(5) Keystone EC. Advances in targeted therapy: safety of biological agents. Ann Rheum Dis
2003; 62 Suppl 2:ii34-ii36.
(6) EPI-nyt. Uge 49. 2005. Statens Seruminstitut.
Ref Type: Report
(7) Askling J, Fored CM, Brandt L, Baecklund E, Bertilsson L, Coster L et al. Risk and case
characteristics of tuberculosis in rheumatoid arthritis associated with tumor necrosis factor
antagonists in Sweden. Arthritis Rheum 2005; 52(7):1986-1992.
(8) Keane J, Gershon S, Wise RP, Mirabile-Levens E, Kasznica J, Schwieterman WD et al.
Tuberculosis associated with infliximab, a tumor necrosis factor alpha-neutralizing agent. N
Engl J Med 2001; 345(15):1098-1104.
(9) Gomez-Reino JJ, Carmona L, Valverde VR, Mola EM, Montero MD. Treatment of
rheumatoid arthritis with tumor necrosis factor inhibitors may predispose to significant
increase in tuberculosis risk: a multicenter active-surveillance report. Arthritis Rheum 2003;
48(8):2122-2127.
(10) Wolfe F, Michaud K, Anderson J, Urbansky K. Tuberculosis infection in patients with
rheumatoid arthritis and the effect of infliximab therapy. Arthritis Rheum 2004; 50(2):372-
379.
(11) Wallis RS, Broder MS, Wong JY, Hanson ME, Beenhouwer DO. Granulomatous infectious
diseases associated with tumor necrosis factor antagonists. Clin Infect Dis 2004;
38(9):1261-1265.
(12) Mohan AK, Cote TR, Block JA, Manadan AM, Siegel JN, Braun MM. Tuberculosis
following the use of etanercept, a tumor necrosis factor inhibitor. Clin Infect Dis 2004;
39(3):295-299.
(13) Keane J. TNF-blocking agents and tuberculosis: new drugs illuminate an old topic.
Rheumatology (Oxford) 2005; 44(6):714-720.
14
(14) Food and Drug Administration CfDEaRAAC. Safety update meeting on TNF blocking
agents. 4-3-2003.
Ref Type: Report
(15) Carmona L, Gomez-Reino JJ, Rodriguez-Valverde V, Montero D, Pascual-Gomez E, Mola
EM et al. Effectiveness of recommendations to prevent reactivation of latent tuberculosis
infection in patients treated with tumor necrosis factor antagonists. Arthritis Rheum 2005;
52(6):1766-1772.
(16) BTS recommendations for assessing risk and for managing Mycobacterium tuberculosis
infection and disease in patients due to start anti-TNF-alpha treatment. Thorax 2005;
60(10):800-805.
(17) Ravn P, Munk ME, Andersen AB, Lundgren B, Lundgren JD, Nielsen LN et al. Prospective
evaluation of a whole-blood test using Mycobacterium tuberculosis-specific antigens ESAT-
6 and CFP-10 for diagnosis of active tuberculosis. Clin Diagn Lab Immunol 2005;
12(4):491-496.
(18) Targeted Tuberculin Testing and Treatment of Latent Tuberculosis Infection. MMWR 49
no.RR-6. 2000.
Ref Type: Report
(19) Jasmer RM, Nahid P, Hopewell PC. Clinical practice. Latent tuberculosis infection. N Engl
J Med 2002; 347(23):1860-1866.
(20) Anergy skin testing and preventive therapy for HIV-infected persons: revised
recommendations. MMWR 46 no. RR-15. 1997.
Ref Type: Report
(21) Menzies D, Pai M, Comstock G. Meta-analysis: new tests for the diagnosis of latent
tuberculosis infection: areas of uncertainty and recommendations for research. Ann Intern
Med 2007; 146(5):340-354.
(22) Brock I, Weldingh K, Lillebaek T, Follmann F, Andersen P. Comparison of tuberculin skin
test and new specific blood test in tuberculosis contacts. Am J Respir Crit Care Med 2004;
170(1):65-69.
(23) Mori T, Sakatani M, Yamagishi F, Takashima T, Kawabe Y, Nagao K et al. Specific
detection of tuberculosis infection: an interferon-gamma-based assay using new antigens.
Am J Respir Crit Care Med 2004; 170(1):59-64.
(24) Soborg B, Ruhwald M, Hetland ML, Jacobsen S, Andersen AB, Milman N et al.
Comparison of screening procedures for Mycobacterium tuberculosis infection among
patients with inflammatory diseases. J Rheumatol 2009; 36(9):1876-1884.
(25) Leung CC, Chang KC, Chau CH. Is the whole-blood gamma interferon assay better than the
tuberculin skin test in predicting active tuberculosis? Am J Respir Crit Care Med 2008;
178(2):210-211.
(26) Rangaka MX, Wilkinson KA, Seldon R, Van Cutsem G, Meintjes GA, Morroni C et al.
Effect of HIV-1 infection on T-Cell-based and skin test detection of tuberculosis infection.
Am J Respir Crit Care Med 2007; 175(5):514-520.
15
(27) Targeted tuberculin testing and treatment of latent tuberculosis infection. This official
statement of the American Thoracic Society was adopted by the ATS Board of
Directors, July 1999. This is a Joint Statement of the American Thoracic Society (ATS)
and the Centers for Disease Control and Prevention (CDC). This statement was
endorsed by the Council of the Infectious Diseases Society of America. (IDSA),
September 1999, and the sections of this statement. Am J Respir Crit Care Med 2000;
161(4 Pt 2):S221-S247.
(28) Comstock GW. How much isoniazid is needed for prevention of tuberculosis
among immunocompetent adults? Int J Tuberc Lung Dis 1999; 3(10):847-850.
(29) Comstock GW, Baum C, Snider DE Jr. Isoniazid prophylaxis among Alaskan Eskimos:
a final report of the bethel isoniazid studies. Am Rev Respir Dis. 1979
May;119(5):827-30.
(30) Thompson NJ et al. Efficacy of various durations of isoniazid preventive therapy for
tuberculosis: five years of follow-up in the IUAT trial. Bulletin of The World Health
Organization. 1982; 60(4):555-64.
(31) Smieja MJ, Marchetti CA, Cook DJ, Smaill FM. Isoniazid for preventing tuberculosis
in non-HIV infected persons. Cochrane Database Syst Rev 2003;(2):CD001363.
(32) Woldehanna S, Volmink J. Treatment of latent tuberculosis infection in HIV
infected persons. Cochrane Database Syst Rev 2004;(1):CD000171.
(33) Page KR, Sifakis F, Montes de Oca R, Cronin WA, Doherty MC, Federline L, Bur S, Walsh
T, Karney W, Milman J, Baruch N, Adelakun A, Dorman SE. Improved adherence and less
toxicity with rifampin vs isoniazid for treatment of latent tuberculosis: a retrospective study.
Arch Intern Med. 2006 Sep 25;166(17):1863-70.
(34) Horsburgh CR Jr, Goldberg S, Bethel J, Chen S, Colson PW, Hirsch Moverman Y, Hughes
S, Shrestha-Kuwahara R, Sterling TR, Wall K, Weinfurter P; Tuberculosis Epidemiologic
Studies Consortium. Latent TB infection treatment acceptance and completion in the United
States and Canada. Chest. 2010 Feb;137(2):401-9. Epub 2009 Sep 30.
(35) Ena J, Valls V. Short-course therapy with rifampin plus isoniazid, compared with standard
therapy with isoniazid, for latent tuberculosis infection: a meta-analysis. Clin Infect Dis.
2005 Mar 1;40(5):670-6. Epub 2005 Feb 1.
(36) Spyridis NP, Spyridis PG, Gelesme A, Sypsa V, Valianatou M, Metsou F, Gourgiotis D,
Tsolia MN. The effectiveness of a 9-month regimen of isoniazid alone versus 3- and 4-
month regimens of isoniazid plus rifampin for treatment of latent tuberculosis infection in
children: results of an 11-year randomized study. Clin Infect Dis. 2007 Sep 15;45(6):715-22.
Epub 2007 Aug 6.
(37) Hong Kong Chest Service/Tuberculosis Research Centre, Madras/British Medical
Research double-blind placebo-controlled clinical trial of three antituberculosis
16
chemoprophylaxis regimens in patients with silicosis in Hong Kong. Am Rev Respir Dis
1992; 145:36-41.
(38) Update: adverse event data and revised American Thoracic Society/CDC
recommendations against the use of rifampin and pyrazinamide for treatment of latent
tuberculosis infection - United States, 2003. MMWR Morb Mortal Wkly Rep 2003;
52(31):735-739.
(39) McElroy PD, Ijaz K, Lambert LA, Jereb JA, Iademarco MF, Castro KG, Navin TR.
National survey to measure rates of liver injury, hospitalization, and death associated
with rifampin and pyrazinamide for latent tuberculosis infection. Clin Infect Dis. 2005
Oct 15;41(8):1125-33. Epub 2005 Sep 9.
(40) Schechter M, Zajdenverg R, Falco G, Barnes GL, Faulhaber JC, Coberly JS, Moore RD,
Chaisson RE. Weekly rifapentine/isoniazid or daily rifampin/pyrazinamide for latent
tuberculosis in household contacts. Am J Respir Crit Care Med. 2006 Apr
15;173(8):922-6. Epub 2006 Feb 10.
(41) Nolan CM, Goldberg SV, Buskin SE. Hepatotoxicity associated with isoniazid
preventive therapy: a 7-year survey from a public health tuberculosis clinic. JAMA 1999;
281(11):1014-1018.
(42) LoBue PA, Moser KS. Use of isoniazid for latent tuberculosis infection in a public
health clinic. Am J Respir Crit Care Med 2003; 168(4):443-447.
(43) Salpeter SR. Fatal isoniazid-induced hepatitis. Its risk during chemoprophylaxis.
West J Med 1993; 159(5):560-564.