pdf LFU Standard 2007 Populær

45419 downloads

Lungefunktionsstandard

Spirometri og peakflow

Lungevolumen

Lungediffusionskapacitet

©

2007

 Standarder for

Dansk Lungemedicinsk Selskab

Dansk Selskab for Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin

Standard rev 59.doc

2

1. Arbejdsgruppens forord........................................................................................................... 3

2. Definitioner, akronymer og notation ....................................................................................... 4

3. Indikationer og generelle forhold .......................................................................................... 10

4. Spirometri ................................................................................................................................ 16

5. Peakflow................................................................................................................................... 37

6. Lungevolumina........................................................................................................................ 41

7. Diffusionskapacitet................................................................................................................. 50

8. Fortolkning .............................................................................................................................. 63

9. Apparatur................................................................................................................................. 86

10. Ofte stillede spørgsmål .......................................................................................................... 87

11. Perspektiver............................................................................................................................. 88

12. Referencer ............................................................................................................................... 93

3

1. Arbejdsgruppens forord

Med den stigende fokus på folkesygdommene astma og kronisk obstruktiv lungesygdom

(KOL) er behovet for spirometri fortsat stigende, selvom spirometri er blevet indarbejdet i

almen praksis. Måling af lungevolumina og diffusionskapacitet indgår i udredningen og bør

også anvendes til monitorering og prognosticering ved uafklarede symptomer fra hjerte og

lunger. Behovet for kvalitetssikrede målinger af lungevolumina og lungediffusion er derfor

stærkt stigende.

Dansk Lungemedicinsk Selskab (DLS) nedsatte derfor en arbejdsgruppe for at revidere og

udvide publikationen ”Spirometri en Rekommandation” fra 1986 til at omfatte måling af

lungevolumina og diffusionskapacitet. Arbejdsgruppen har ønsket at følge dansk sundhedsfaglig

terminologi 1 og basere sine anbefalinger på videnskabelig dokumentation samt

at deklarere interessekonflikter i overensstemmelse med udviklingen i international faglitteratur.

Formålet med publikationen er dels at beskrive en fælles standard for lungefysiologiske

målinger til anvendelse af DLS og Dansk Selskab for Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin

(DSKFNM) dels at informere og vejlede brugere i tilgrænsende specialer og give vejledning

af mere praktisk art.

Standarden er udformet i overensstemmelse med den fælles Amerikanske (ATS) og Europæiske

(ERS) standard 2-7 således, at den efter arbejdsgruppens opfattelse som minimum

lever op til international standard. Både den danske og internationale standard 2;5-9 hviler

på lungefysiologiske definitioner, terminologi og målemetoder, som er udviklet af forskere

gennem årtier og publiceret i originalarbejder efter kollegial kritik. Vi vil derfor i videst muligt

omfang citere originalarbejderne, men også de relevante internationale standarder. De

figurer vi har benyttet i den danske standard er enten kopier, modificerede figurer eller nye

figurer udformet af arbejdsgruppen i fællesskab. Vi takker ATS og European Respiratory

Society Journals Ltd. for tilladelse til at benytte henholdsvis figurer fra American Journal

Rspiratory and Critical Care Medicine, European Respiratory Journal og European Respiratory

Monograph. Det redaktionelle arbejde afsluttedes primo 2007 og publiceringen har

afventet tilladelserne fra ERS.

På områder, hvor den danske standard afviger fra ATS/ERS-standarden, præciseres og

motiveres dette.

Det var arbejdsgruppens intention at udforme standarden således at standardens anbefalinger

var gradueret på basis af den evidens der lå til grund for anbefalingerne, men det

4

har vist sig i løbet af arbejdet at der endnu ikke foreligger international konsensus om

hvorledes laboratoriemedicin, skal gradueres med hensyn til evidens. Arbejdsgruppen har

derfor kun i udvalgte tilfælde anført graden af evidens og kun i de tilfælde hvor arbejdsgruppen

har vurderet evidensen for et givet udsagn som lav i relation til en konkret problemstilling

og eller anbefaling.

Arbejdsgruppen.

Flemming Madsen, speciallæge dr. med. (formand). Allergi og Lungeklinikken Helsingør

Niels Maltbæk, overlæge. Roskilde Sygehus. Medicinsk afdeling

Jann Mortensen, overlæge, dr. med. Kliniskfysiologisk og Nuklearmedicinsk afdeling Rigshospitalet

Ole Find Pedersen, docent dr. med. Arbejds- og miljømedicinsk institut Århus Universitet

2. Definitioner, akronymer og notation

Tabel 1

Begreber Definitioner

Acceptabel Manøvre, der opfylder acceptabilitetskriterier ved spirometri og DLCO-måling

Accuracy Nøjagtighed (fig. 1) Definitionen, der anvendes i denne standard er identisk med DS/ISO

5725 men afviger fra den der angives af ATS/ERS. Se afsnit 3.8

Afvigelse Manglende opfyldelse af specificerede krav DS/ISO 8402

Air trapping Lungeafsnit, som tillukkes under eksspirationen

Anvendelig Spirometrikurve, der opfylder start- og hostekriterier, men ikke er acceptabel

Armfang ”Armspan”. Største afstand mellem spidserne af de længste fingre, når armene er helt

udstrakte til siden

Astma Kronisk inflammatorisk luftvejssygdom hvor mange celler spiller en rolle, specielt mastceller,

eosinofile leukocytter og T-lymfocytter. Astma er karakteriseret af hoste, særligt

om natten, bilyde ved vejtrækning, åndenød og trykken i brystet. Symptomerne ledsages

ofte af generaliseret og helt eller delvis reversibel luftvejsforsnævring spontant eller efter

specifik behandling. Inflammationen medfører oftest bronkial hyperreaktivitet

ATPS Forhåndenværende (”ambient”) temperatur og tryk, mættet med vanddamp

ATS American Thoracic Society

B Blod

BTPS Forhåndenværende tryk, kropstemperatur (37oC), mættet med vanddamp

Body Temperature and Pressure and Saturated with water vapour

CO Carbonmonoxid

5

D Diffusion

Diffusion Udbredelse af et stof i fast, flydende eller luftformigt miljø som følge af molekylernes

individuelle bevægelser

DLCO DiffusionskapacitetLunge for CO, måles som mmol x min-1 x kPa-1 eller ml (STPD) x min-1 x

mmHg-1 (omregningsfaktor mmol x 2.987= ml CO)

DLS Dansk Lungemedicinsk Selskab

Drift Langsom ændring af en metrologisk egenskab ved et måleinstrument. DS/ISO 2344

0-punktsdrift: Alle måleværdier er øget eller mindsket med samme absolutte størrelse

Sensitivitetsdrift: Hældningen af kalibreringskurven ændrer sig (arbejdsgruppen)

DS Dansk Standard

DSAM Dansk Selskab for Almen Medicin

DSKFNM Dansk Selskab for Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin

Dæmpning Svækkelse af en svingningsamplitude ved indførelse af en modstand. Underdæmpning:

Den målte amplitude bliver større end amplituden af det signal, der måles. Overdæmpning:

Det målte signal bliver mindre end det signal, der måles

E Eksspiration

ECCS European Community for Coal and Steel

Ekstratorakalt Uden for torakshulen. Luftvejenes omgivende tryk er = atmosfæretrykket

ERS European Respiratory Society

ERV Eksspiratoriske reservevolumen, L (BTPS)

EV Bagudekstrapoleret volumen ved FVC manøvren

Evidens Bevis. Gradinddeles i evidensbaseret klinisk medicin. Der er ikke opnået enighed om et

system indenfor laboratoriemedicin. I denne publikation benyttes lav, middel og høj

F Fraktion f.eks. FIO2 = fraktion af O2 i inspirationsluft

FEF Forceret eksspiratorisk flow

FEF25-75 % af FVC Det gennemsnitlige flow i den midterste halvdel af FVC, det blev tidligere benævnt

MMEF. Dette indeks er afledt fra den manøvre, der har den største sum af FEV1 og FVC

FEFx % FVC Flow i det øjeblik hvor X % af FVC er eksspireret

Fejl Manglende opfyldelse af kravene ved den påtænkte anvendelse DS/ISO 8402

FEV1 Det maksimalt forcerede eksspiratoriske volumen i det første sekund efter en maksimal

inspiration. Den højeste af mindst tre acceptable FEV1-manøvrer

FEV6 Det maksimalt forcerede eksspiratoriske volumen i de første 6 sekunder efter en maksimal

inspiration. Den højeste af mindst tre acceptable FEV6-manøvrer

FIF Forceret inspiratorisk flow

FIFx % FVC Flow i det øjeblik hvor X % af FVC er inspireret

FIVC Forceret inspiratorisk vital kapacitet

Flow Volumenændring pr. tidsenhed

FRC Funktionel residualkapacitet, L (BTPS)

Frekvensrespons Måleudstyrets egnethed til korrekt måling af hurtige ændringer

FVC Forceret vitalkapacitet

Følsomhed Ændringen i respons på et måleinstrument divideret med den tilsvarende ændring i stimulus

6

H Højde

Hb Hæmoglobin i blod (B-Hb)

Hyperinflation Øget FRC på grund af ”air trapping”

I Inspiration

IC Inspiratorisk kapacitet, L (BTPS) = IRV (inspiratorisk reservevolumen) + VT (tidalvolumen)

IVC Inspiratorisk vitalkapacitet

Id Identifikation

Intratorakalt I torakshulen d.v.s. luftvejens omgivende tryk er = pleuratrykket

ISO International Organisation for Standardisation

ITGV Intratorakalt gasvolumen. Den mængde gas, der på et givet tidspunkt befinder sig i luftvejene.

(Volumen der måles under panting i pletysmograf) = TGV

Justering Indstilling (justus = rigtig)

Kalibrering Et sæt af procedurer, som under specificerede betingelser tilvejebringer forbindelsen

mellem værdier vist på et måleinstrument eller - system eller materialiseret mål (f.eks.

normalmeteren eller lod) og de tilsvarende kendte værdier af målestørrelsen DS 2344

Kapacitet (lunge) To eller flere primære lungevolumina kan slås sammen til en kapacitet. (f. eks. residual

volumen + eksspiratorisk reservevolumen = funktionel residual kapacitet)

KCO Hastighedskonstant for optagelse af CO (mmol L-1min-1 kPa-1 eller ml (STPD)

L-1 min-1 mmHg-1 (omregningsfaktor = mmol x 2,987= ml)

Kliniske retningslinjer Systematisk udarbejdede retningslinjer, der kan bruges af klinikere og patienter, når de

skal træffe beslutning om passende og korrekt sundhedsfaglig ydelse i specifikke kliniske

situationer

KOL Kronisk obstruktiv lungesygdom

Korrekthed Afvigelsen mellem gennemsnitsværdien fra en stor måleserie opnået under specificerede

målebetingelser og den sande værdireferenceværdi. Se fig.1 og afsnit 3.1

Kriterier (eksplicitte

og implicitte):

Det ideelle mål for kvalitet, baseret på foreliggende dokumenteret viden (eksplicitte kriterier)

eller, hvor dette ikke foreligger, systematisk erfaring (implicitte kriterier)

Kvalifikation Indbefatter kalibrering, eventuelle nødvendige justeringer eller reparationer, efterfølgende

rekalibrering, forsegling og mærkning af måleudstyr

L Lunge f.eks. DLCO

L Liter

Linearitet Den målte værdi er proportional med den værdi, der måles, dvs. kalibreringskurven er

en ret linje

Loop Sløjfe

LTX Lungetransplantation

Lungefunktionsundersøgelse

Uspecifik betegnelse for respirationsfysiologiske undersøgelser, herunder lungevolumen,

flow, tryk, modstand, diffusion, blodgasser, metabolisme, gasdistribution, mukusclearence

og perfusion

M Membran f.eks. DM = membrandiffusion

Manøvre Koordinerede ændringer i ventilationen som testpersonen/patienten foretager mhp. lungefysiologisk

undersøgelse. F.eks. udgør tre acceptable FVC-manøvrer en FVC-session

7

MEFx % FVC Flow i det øjeblik hvor X % af FVC mangler at blive eksspireret

Metrologi Videnområdet vedrørende måling

MFVL Maksimal flowvolumenloop

MIFx % FVC Flow i det øjeblik hvor X % af FIVC mangler at blive inspireret

Modstand

Tryk/flow, mekanisk analog til elektrisk modstand = spændingsforskel/strømstyrke

Måling Sæt af operationer som har til formål at bestemme værdien af en størrelse

Negativ prædiktiv

værdi

Procent af antal gange en negativ test vil detektere en ikkesyg person

NNG Nedre normal grænse

Notation Et delvist formaliseret tekstligt og grafisk sprog til beskrivelse af et system og dets omgivelser

NPV Negativ prædiktiv værdi

Nøjagtighed Korrekthed og præcision DS/ISO 5725

Obstruktiv Lungelidelse FEV1/ VC under nedre normal grænse

Opsamlingsvolumen Opsamlingsvolumen ved DLCO manøvren

Opløsning metrologisk Mindste afstand mellem to visninger, på en visningsindretning, som meningsfuldt kan

skelnes fra hinanden

Panting Hurtig og overfladisk respiration, gispen og som når en hund halser

PASS Patientadministreret seriel spirometri

P Tryk. F.eks. PAO2 partial tryk af O2 i alveoleluft

PB Atmosfærisk tryk = barometertryk

Percentil Niveau, som en vis procent af måleresultaterne i en serie ikke overskrider. F.eks. angiver

5-percentilen det niveau, som 5 % af resultaterne ikke overskrider

pleht Pletysmograf eks. TLCpleth= TLC bestemt i pletysmograf

Positiv prædiktiv

værdi

Procent af antal gange man med en positiv test vil detektere en syg person

PPV Positiv prædiktiv værdi

Precision Præcision

Præcision Afvigelsen mellem individuelle testresultater som er målt under specificerede betingelser.

Se fig.1 afsnit 3.8

Prævalensrate Antal eller bestand af personer med sygdommen på et givet tidspunkt i forhold til antallet

i befolkningsgruppen

PV Prædiktiv værdi

Repeterbarhed Præcision under repeterbarheds betingelser

Repeterbarheds

betingelser

Betingelser hvor uafhængige testresultater opnås med samme metode på samme test

objekter, i det samme laboratorium, med samme udstyr, med samme operatør og indenfor

et kort tidsinterval ISO 3534-1

Reproducerbarhed Præcision under reproducerbarhedsbetingelser

Reproducerbarheds

betingelser

Betingelser hvor uafhængige testresultater opnås med samme metode på samme test

objekter, i forskellige laboratorier, med forskelligt udstyr og med forskellige operatører

ISO 3534-1

8

Resonans Svingninger af relativt stor amplitude i et mekanisk eller elektrisk system forårsaget af

relativt små periodiske stimuli af samme eller næsten samme frekvens som systemets

naturlige svingningsfrekvens

Restriktiv Lungelidelse TLC under nedre normalgrænse

RH Relativ fugtighed

RV Residualvolumen, L

S Sekund

SB ”Single breath” f.eks. TLCSB= TLC bestemt med ”single breath”-metoden (=VA)

Session Kombinationen af forberedelse, testperson/patientmanøvre, registrering og dokumentation.

F.eks. forudsætter bestemmelse af FEV1 mindst tre manøvrer

SI International system of units. Kohærent system af enheder, som rekommanderes af

General Conference on Weights and Measures (CGPM) (VIM 1.12)

Span Måleområde (dynamikområde)

Sporbarhed Dokumentation for at måleresultatet er knyttet til passende normaler, sædvanligvis internationale

eller nationale normaler, gennem en ubrudt kæde af sammenligninger

Standard Mål for kvalitet i den konkrete situation inden for en afgrænset tidsperiode og ressourceramme

Stigetid

Bruges i lungefysiologien om for eksempel den tid, der går fra eksspirationen begynder,

til PEF er nået, et bedre mål er tiden imellem 10 % og 90 % af PEF(T10-90)

STPD Standardtemperatur og tryk, tør (00 celcius, 760 mm Hg, ingen vanddamp)

Tbc Klinisk tuberkulose

Θ Den kemiske bindingshastighed (for CO). Enhed: mmol min-1 L-1 per kPa plasma tension

TGV Torakalt gasvolumen. Den mængde gas, der på et givet tidspunkt befinder sig i luftvejene.

(Volumen der måles under panting i pletysmograf) = ITGV

Tiffeneau’s indeks FEV1/VC %

TLC Total lungekapacitet, L (BTPS)

Trueness Korrekthed. Fig. 1 afsnit 3.8

Type 1 fejl Statistisk risiko for at påvise en ikkeeksisterende forskel

Type 2 fejl Statistisk risiko for at overse en forskel i en statistisk analyse

Udvaskningsvolumen Det volumen som udvaskes ved DLCO manøvren

VA Alveolært volumen (TLC målt ved DLCO-manøvren - deadspace)=VA effective

Valsalvas manøvre Maksimal eksspiration mod lukket øvre luftvej

Vc Volumen af Hb i det alveolokapilære blod

VC Vitalkapacitet (BTPS) målt ved spirometri: EVC = eksspiratorisk VC, IVC = inspiratorisk

VC

VI Inspiratorisk vitalkapacitet målt ved single breath DLCO-test

VIM International vocabulary of basic and general terms in metrology (VIM)

Volumen Rumfang af luft, afhænger af temperatur og tryk. Lungerumfang måles ved

BTPS-betingelser. Det rumfang, der måles i et spirometer er i reglen ved ATPSbetingelser

(A for ambient). Omregnes til BTPS-omstændigheder ved at gange med (PBPH2Ot)(

273 + t)/((PB-PH2O 37) ( 273+t)), hvor PB er barometerstanden, t er temperaturen i

9

spirometret og PH2O er mættet vanddamps tryk ved den givne temperatur

VS Sample volume ved DLCO-manøvren (opsamlingsvolumen)

VT Tidalvolumen = respirationsvolumen (skrives også som TV)

VW Washout volume ved DLCO-manøvren (udvaskningsvolumen)

ØNG Øvre normal grænse

Øvre luftveje Luftveje cranielt for stemmelæberne

Terminologien er i overensstemmelse med 1) VIM 10 2 ) ISO (DS5725) 11;12 3) ”Standadized Lung Function

Testing Societas Europaea Clinicae Respiratoriae 13 og 4) Standardization of Spirometry, 1994 Update.

American Thoracic Society 14;15 med senere opdateringer. 2;4;5;7;9;16-18

Referencer. Prædiktive værdier 19

10

3. Indikationer og generelle forhold

Boks 1 Indikationer for lungefunktionsundersøgelser

Symptomer

Dyspnø i hvile og under anstrengelse

Piben og hvæsen ved vejrtrækning

Hoste

Opspyt af slim og blod

Torakale smerter, der ikke kan forklares med anden sygdom

Lungesygdomme og sygdomme i luftveje

Diagnostik, monitorering, klassifikation af sværhedsgrad og prognosticering

Astma

KOL

Neoplasmer

Muskelsvind

Bronchiolitis obliterans

Interstitielle lungesygdomme, f.eks. sarkoidose og lungefibrose

Erhvervsbetingede lungesygdomme, f.eks. astma, asbestose og allergisk alveolitis

Medikamentelt inducerede lungesygdomme, f.eks. ved brug af nitrofurantoin og

Bronkiektasi

Ciliedyskinesi

Intrapulmonal blødning

Intra- og eller ekstratorakale fikserede eller variable stenoser

Sygdomme med lungemanifestationer, f.eks.

Tobaksafhængighed, aktivt tobaksbrug

Infektionssygdomme, f.eks. hiv og aspergillose

Autoimmune sygdomme, f.eks. leddegigt og Sjøgrens sygdom

Immundefekt, f.eks. IgA-mangel

Cystisk fibrose

Alfa1-antitrypsinmangel

Legale indikationer

Forsikring

Erhvervsbetinget sygdom

Antidoping

Forebyggelse og behandling

Præoperativ risikovurdering

Forebyggelse og behandling ved dykning

Forebyggelse og behandling ved flyvning

Vejledning ved valg af inhalationsapparat

Vejledning ved valg af ventilationsstrategi ved ventilatorisk insufficiens

Vejledning ved rehabilitering

Vejledning ved lungetransplantation og lungevolumenreduktion

11

3.1. Kontraindikationer

For en minoritet af patienterne kan en lungefunktionsundersøgelse være fysisk krævende.

ATS/ERS anbefaler et interval på mindst en måned efter akut koronarsyndrom (evidensgrad

lav). Der er ingen absolutte kontraindikationer for lungefunktionsundersøgelse, bortset

fra patientens manglende samtykke. De relative kontraindikationer er ikke helbredsrisici,

men problemer med validitet af undersøgelsen evt. ved ansigtssmerter, thorakale smerter,

abdominal smerter, stressinkontinens og demens, hvilket ikke bør forhindre en tilbundsgående

undersøgelse. Graviditet er ikke en kontraindikation og påvirker ikke flow,

men teoretisk påvirkes diffusionen som følge af stigende blodflow gennem lungerne.

3.2. Sikkerhed

Sikkerhedsproblemer ved lungefunktionsundersøgelser er få, og det er måske årsagen til,

at der ikke foreligger nogen systematisk opgørelse. Der kan være tale om en underrapportering

af synkope under forceret eksspiration, ligesom tilfælde af smitte med tuberkulose

(Tbc) er beskrevet.

3.2.1. Patientsikkerhed

Før undersøgelserne informeres patienterne om formålet og om forholdsregler i forhold til

medicinering og adfærd. Der bør ikke udsendes en generel instruks om, at patienterne

skal pausere med medicin før undersøgelsen. I stedet bør lægen tage individuel stilling til

pausering med medicin. Patienten bør have sikkerhed for, at teknikeren har kompetence til

at udføre undersøgelsen, at lægen kan tolke den, og at apparaturet opfylder den relevante

standard.

3.2.2. Personalesikkerhed

Fokus bør være på udslip og inspiration af aerosoler, der er tiltænkt patienten, samt på

smitte og ulykker, som skyldes brug af trykluft.

3.3. Faciliteter

Apparaturet bør leve op til denne retningslinjes minimumskrav, og det bør kalibreres med

det relevante interval. De hyppigst benyttede undersøgelser kan udføres i laboratorium

såvel som på sengestue. Foreligger der et problem med at gennemføre undersøgelsen

lokalt, bør patienten henvises til et lungefunktionslaboratorium. Behovet for apparatur og

kalibreringsinstrumenter afhænger af de lokale forhold.

12

3.4. Personalekompetence

Personalet, der udfører undersøgelserne, skal være uddannet således, at de forstår baggrunden

for undersøgelserne, kan udføre dem teknisk korrekt og kender de almindelige

tegn på lungesygdom. Uddannelse som sygeplejerske eller bioanalytiker er ønskelig. Supplerende

uddannelse er ønskelig og bør være både teoretisk og praktisk og omfatte to-tredageskurser

med øvelser. Et genopfriskningskursus bør gennemgås hvert 3.-5. år (evidensgrad

lav), og selvom lokal træning kan være tilstrækkelig, anbefales eksterne kurser.

Teknikerne skal gennemføre kvalitetskontrol, sikre hygiejne, være motiveret for opgaven

og jævnligt modtage feedback på undersøgelserne fra de ansvarlige.

3.5. Patientforberedelse

Boks 2 Patientforberedelse

Udarbejdet i overensstemmelse med ATS / ERS standarden 2;5;7-9.

Reference armspan 20 Stående versus siddende spirometri 21

Før testen gælder følgende forholdsregler:

Information og samtykke

Medicinpause

Før test bør følgende undgås: store måltider i 2 timer, rygning i 4 timer, alkohol i 4 timer, fysisk anstrengelse

i 0,5 time. På undersøgelsesdagen skal strammende tøj undgås

Ved testen

Før test tjekkes ovenstående forholdsregler

Patienten anbringes bedst i en stol med armlæn og uden hjul

Patienter, der undersøges stående, kan falde ved synkope. En stol bør anbringes bagved (Der opnås samme

volumina stående som siddende for yngre normalvægtige i modsætning til midaldrende hvor VC siddende

kun er 70 ml lavere)

Tandproteser bør forblive i munden

Alder, højde og vægt registreres

Højden (H) kan estimeres hos patienter, der ikke kan måles ud fra armfang

H = armfang/1,06

Børn. Ved test af børn i ”voksent” laboratorium skal de specielle krav, der stilles til denne gruppe, kunne

honoreres. Med den rigtige vejledning kan man ofte udføre en acceptabel spirometri på børn ned til 5 år.

Personalet skal have speciel træning i at udføre test på børn. Der skal være en god atmosfære, hvor der

forefindes alderssvarende legetøj, bøger osv., således at børnene føler sig behageligt til mode. Opmuntring,

enkel instruktion og visuel feedback er vigtige faktorer i indøvningen af proceduren

13

3.6. Hygiejne og infektionskontrol

Der er indirekte evidens (lav) for smitte som følge af lungefunktionsundersøgelse. Direkte

smitte via lungefunktionsapparatur er ikke veldokumenteret. ATS/ERS 2;5;7-9 anbefalinger

fremgår af boks 3.

Boks 3 ATS/ERS anbefaling vedrørende hygiejne og infektionskontrol

3.7. Laboratorie- og måletekniske forhold

Procedurerne i laboratoriet, i klinikken, på sengeafsnittet eller i felten indrettes efter de

lokale forhold, men der er generelle forhold, der bør tages hensyn til. F.eks. kan en måling

påvirke resultatet af den følgende måling, ligesom biologiske døgnsvingninger kan

have betydning f.eks. i longitudinelle undersøgelser.

Lungefunktionslaboratorier bør omfattes af de lokale hygiejnestandarder af hensyn til såvel patienter

som personale.

På hvert laboratorium bør man tage stilling til de lokale risikoforhold herunder prævalens af Tbc, hiv

og andre immuninkompetente lidelser.

Mundstykker skiftes mellem hver patient i åbne systemer.

Mundstykker, slanger og ventiler skiftes eller dekontamineres mellem hver patient, hvis ikke der anvendes

filter. Evidens for disse procedurer er lav.

Lukkede volumenspirometre udluftes med atmosfærisk luft mindst fem gange mellem hver patient.

Filtre og ventiler kan udelades, hvis der benyttes engangsudstyr (f.eks. pneumotachograph, åbne

systemer, hvorfra der ikke inspireres (f.eks. Vitalograph bælgspirometre). Det er i praksis vanskeligt at

sikre, at der ikke inspireres før eksspiration. Der bør derfor benyttes filtre og ventiler. (Evidensgrad

lav)

Arbejdsgruppen anbefaler brug af engangsudstyr, filtre eller ventiler på sygehusene, fordi en målefejl,

der introduceres ved brug af disse, vil være negligeabel og derfor vil en fejl i denne størrelsesorden

ikke påvirke de kliniske beslutninger. Også med filtre skal apparaturet overholde specifikationerne.

Arbejdsgruppen anbefaler, at der i forbindelse med videnskabelige undersøgelser og screeninger

anlægges en individuel risikovurdering, og at det på basis af denne afgøres, om der skal træffes særlige

hygiejniske forholdsregler. Dette aspekt skal medinddrages i den videnskabsetiske godkendelse.

14

Alle patientrelaterede gasvolumina angives ved BTPS (legemstemperatur, atmosfærisk

tryk (PB) og mættet med vanddamp), hvorimod apparaturvolumina angives ved ATPS

(lokal temperatur, tryk og mættet med vanddamp).

Kun på områder, hvor den kliniske betydning er negligeabel, bør ressourcehensyn

medinddrages. Det vil f.eks. ikke være rentabelt, som anbefalet af ATS/ERS, at registrere

lufttryk og temperatur mellem hver måling i klinikken, fordi ændringer i PB har

negligeabel betydning og fast temperaturkorrektion ofte er tilstrækkelig 22.

Boks 4 Valg af undersøgelses rækkefølge og eksempel på standardprogram.

3.8. Metrologi, statistiske begreber som baggrund for tolkning af

målinger

Lungefunktionsundersøgelser afviger ikke fra andre metrologiske undersøgelser mht. metoder

herunder krav om kalibrering. Terminologi, begreber og kvalitetskrav bør derfor følge

relevant dansk standard (DS) eller International Standardisation Organization (ISO)-

standard. Årsager til variabilitet af målinger angives i boks 5, de centrale måletekniske begreber

og definitioner angives i tabel 1, og de specifikke undersøgelsers måleusikkerhed

angives i de respektive afsnit.

Procedurer og rækkefølge bør vælges på basis af konkret formål

– kliniske undersøgelser, forskning eller legale undersøgelser

– standardprocedurer, rækkefølger og tjeklister er praktiske redskaber

– rækkefølgen baseres på, om undersøgelserne påvirker hinanden og på optimale

arbejdsgange i laboratoriet

Procedurerne skal være standardiserede, og målingerne skal være baseret på sporbare kalibreringer

Der bør foreligge en lokal standard for kvalitetskontrol

Afvigelser fra denne og ATS/ERS-standarderne bør angives og begrundes

Eksempel på standardprogram:

Registrering af CPR-nr., dato, tid, højde, alder, vægt, siddende eller stående u.s.

Registrering af rum/spirometertemperatur, PB

Tjek af medicinpause og øvrige patientforberedelser

Kalibrering af apparatur

Dynamisk spirometri

Lungevolumina

Inhalation af bronkodilatator (hvis relevant)

Diffusionskapacitet

Dynamisk spirometri (postbronkodilatatorisk)

Graduering af patientkooperation

Rapport

Hvis flere apparater anvendes parallelt, skal det angives, hvilket der er brugt i den pågældende

situation

15

I denne standard har arbejdsgruppen valgt at benytte definitionen af ”nøjagtighed” i overensstemmelse

med DS/ISO 2344 og VIM 10, og afviger dermed fra ATS/ERS definitionen.

Begrebet ”nøjagtighed” illustreres i fig. 1.

ISO/DS/VIM definition: Grad af overensstemmelse mellem et måleresultat og ”sand værdi

af målestørrelsen”

ATS/ERS definition: Grad af overensstemmelse mellem et måleresultat og ” den accepterede

referenceværdi” (ikke nødvendigvis den sande).

Forskellen i definitionerne medfører ikke forskelle i kravspecifikationerne til måleudstyret.

Figur 1. Nøjagtighed: Korrekthed og præcision. Udarbejdet efter DS ©.

Boks 5 Årsager til ikke patientrelateret variabilitet

Operatør

Udstyr

Kalibrering

Omgivelser

Interval mellem målinger

16

3.9. Kvalifikation og kalibrering

Kvalifikation af måleudstyr indbefatter kalibrering, eventuelle nødvendige justeringer eller

reparationer, efterfølgende rekalibrering samt forsegling og mærkning af måleudstyret.

Kalibrering er det sæt af procedurer, som under specificerede betingelser tilvejebringer

forbindelsen mellem værdier der angives af apparatet og de tilsvarende kendte værdier

af målestørrelsen 10.

Valg af kalibreringsinterval afhænger af, hvor mange målinger man vil acceptere at tabe.

Vil man ikke risikere at miste et eneste, skal der kalibreres imellem hver test, og er

man parat til at tabe en dagsproduktion, skal der kalibreres daglig. Kalibreringsintervaller

afhænger derfor både af, hvor mange data, man er parat til at tabe, og viden om

apparaturets stabilitet, og kalibreringsintervaller fastlægges på baggrund af disse data.

Kalibreringsinstrumenter bør være sporbare og tjekkes med et interval, som fastlægges

ud fra samme kriterier som beskrevet ovenfor. ATS/ERS 2;5;7-9 anbefaler volumenkalibrering

dagligt.

Forløbet er: Bruge – kalibrere – reparere – justere m.v. kalibrere – bruge.

4. Spirometri

4.1. FEV1 og FVC

Spirometri er en fysiologisk test, hvormed man måler in- og eksspiration af luft enten

som dynamisk spirometri, hvor volumen måles som en funktion af tid, eller statisk, hvor

kun gasvolumen måles. Spirometri kræver et godt samarbejde imellem testpersonen

og den, der tester. Resultatet er derfor afhængigt af både tekniske og biologiske faktorer,

herunder apparaturet, som skal være standardiseret.

4.2. APPARATUR

Med spirometre registrerer man en volumentidkurve og disse spirometre er overvejende

mekaniske. Spirometre kan også registrere flowvolumenkurver og disse er hovedsageligt

baseret på elektroniske principper. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at ATS / ERS 8 kravet

om, at spirometre skal kunne registrere et volumen på 7 liter, kan afviges, når det er

relevant f.eks. ved undersøgelser af personer med VC og IVC mindre end 7,00 L. Kravet

17

om et termometer internt i spirometeret kan afviges, når det er dokumenteret, at hastigheden,

hvormed afkølingen af den eksspirerede gas foregår, ikke påvirker måleresultatet

udtrykt ved BTPS 22. I stedet anvendes rumtemperaturen. "BTPS-korrektionen afhænger

af tilstanden af den luft hvormed der kalibreres og ikke af pneumotachografens temperatur,

når blot den kan holdes konstant. Hvis der kalibreres med luft under BTPS omstændigheder,

skal der ikke korrigeres" Vedrørende korrekthed, instrumentvisning og printeroutput

se tabel 4, 5.

4.3. DEFINITIONER

Den forcerede vitalkapacitet (FVC) er den maksimale mængde luft, der kan eksspireres

med maksimal kraft efter en maksimal inspiration. Måleenheden er L ved BTPS (fig. 2).

FEV1 (forceret eksspiratorisk volumen i det første sekund) er den maksimale mængde

luft, der kan eksspireres i det første sekund ved en maksimalt forceret eksspiration efter

en maksimal inspiration. Måleenheden er L ved BTPS (fig. 2).

0

0

Volumen (L)

Tid (s)

Figur 2. Spirometri. Normal volumentidkurve og normal flowvolumenkurve. Ikke samme person.

ECCS Referenceværdier © 2-7;13

Målt Reference

FVC (L) 3,70 3,30

FEV1 (L) 2,82 2,81

FEV1/ VC 0,76 0,78

Kvinde, 60 år 1,75 m

18

4.4. UDFØRELSE AF UNDERSØGELSEN

Der er tre faser i en FVC-test:

1: en maksimal inspiration

2: en kraftig eksspiration

3: en fortsat og fuldstændig eksspiration til undersøgelsen er slut

Disse tre faser skal demonstreres inden testen.

Den undersøgte inhalerer hurtigt og fuldstændigt fra den funktionelle residualkapacitet

(FRC), og mundstykket eller røret til slangen til ventilationsmålingen tages i munden,

hvis det ikke allerede er gjort. Rørformede mundstykker skal nå inden for tænderne, og

man må ikke ”trutte”. Det skal sikres, at læberne slutter helt tæt til, og selve FVCmålingen

påbegyndes umiddelbart herefter. Der er vist reduktion i peakflow og FEV1,

hvis inspirationen er langsom, og/eller der er en kort pause ved TLC (PEF 2 s og FEV1

4-6 s), før eksspirationen påbegyndes 23. Det er derfor vigtigt, at starten af testen med

inspiration foregår uden tøven, så pausen før eksspiration er minimal, dvs. mindre end

1 s.

Testen forudsætter, at der er foretaget en maksimal inspiration før eksspirationen. Herefter

skal den undersøgte person puste ud, så kraftigt og hurtigt som han/hun kan, og

opmuntres til at tømme lungerne helt. Af hensyn til standardiseringen anbefaler arbejdsgruppen,

at patienten gennem hele manøvren skal vejledes med ord som ”bliv

ved” og ”pust” og evt. anskuelige fagter.. Det er vigtigt at observere den undersøgte for

utilpashed og at observere kurverne under testen for at sikre sig, at der bliver anvendt

maksimal anstrengelse. Velsiddende proteser skal ikke fjernes, da en spirometri som

regel er bedre med bevaret orofaryngeal geometri. Hvis den undersøgte bliver svimmel,

bør man stoppe testen, idet der er risiko for synkope og gentage den når relevante

forholdsregler er taget 24.

Ved test af børn i et ”voksent” laboratorium, skal man kunne honorere de specielle

krav, der stilles til undersøgelse af denne gruppe. Med den rigtige vejledning kan man

ofte udføre en acceptabel spirometri på børn >5 år 25. Personalet skal have speciel

træning i at udføre test på børn. Der skal være en god atmosfære, og der skal forefindes

alderssvarende legetøj, bøger osv., således at børnene føler sig behageligt til mo19

de. Opmuntring, enkel instruktion og visuel feedback er vigtige faktorer i indøvningen af

proceduren.

Anvendelsen af næseklemme eller tillukning af næseborene er anbefalet af ERS/ATS.

Der er ikke evidens for, at det er nødvendigt at benytte næseklemme ved maksimalt

forcerede manøvrer hos alle. For at undgå misforståelser benyttes der som standard

næseklemme og eventuelle afvigelser kommenteres i rapporten.

Af sikkerhedsgrunde bør spirometri udføres med patienten siddende.

Arbejdsgruppens anbefalinger i ovenstående afsnit er i overensstemmelse med ATS / ERS 2;5;7-9

4.5. VURDERING AF DEN ENKELTE MÅLING

4.5.1. Startkriterier.

Den forcerede eksspiration skal begynde umiddelbart efter en inspiration dels for at

undgå at der slipper luft ud, før den forcerede eksspiration begynder, dels fordi elasticiteten

i lungerne og dermed flowet aftager, når man venter for længe. Den initiale fase i

volumentidskurven skal stige så stejlt, at det bagudekstrapolerede volumen fra den

stejleste del af kurven ikke overstiger 150 ml eller 5 % af FVC 14;26;27, således som det

er vist i fig. 3. Inspektion af flowvolumenkurven kan give et indtryk af, om starten af en

test er foregået tilfredsstillende. Hvis testen begynder for langsomt, bør den afbrydes

for ikke at forårsage unødig anstrengelse. Det anbefales, at der er hurtig feedback fra

apparaturet, hvis kriterierne ikke er opfyldt.

Det skal fremgå af udstyrets specifikationer at standardens krav til start- og slutkriterierne

er opfyldt.

20

Figur 3. Beregning af starttidspunktet på volumentid kurven for alle målinger. © Med tilladelse fra

European Respiratory Society Journals Limited 4

4.5.2. Slutkriterier.

Den undersøgte person skal verbalt vejledes i at tømme lungerne helt og blive ved til

der ikke kan pustes mere ud. Undersøgelsen er slut, når:

1: den undersøgte ikke kan puste mere ud eller ikke bør blive ved pga. utilpashed

og/eller

2: volumentidkurven viser ændring i volumen på ≤0,025 L i mindst et sekund.

Det er endvidere et krav i ERS/ATS’s 2;5;7-9 anbefaling, at den undersøgte puster ud i

mindst 6 s. Apparaturet bør kunne vise, om kriterierne for afslutning af testen er opfyldt.

Hvis glottis lukkes, kan det se ud som om testen er afsluttet før 6 s er gået, selvom der

tilsyneladende pustes i 6 s. For patienter med obstruktiv lungesygdom eller ældre patienter

er eksspiration i længere tid end 6 s ofte nødvendig. Mere end 15 s giver sjældent

yderligere information (evidens lav). Mange og lange test er derfor sjældent berettigede.

Selvom det ikke lykkes at opfylde kriterierne for afslutning af testen, kan en del

af testen f.eks. FEV1 ofte anvendes.

21

4.5.3. Yderligere kriterier.

Hoste i det første sekund kan påvirke FEV1 og kan gøre undersøgelsen uacceptabel.

Det samme kan Valsalvas manøvre 27. Der må ikke være spild af luft ved mundstykket.

Obstruktion af mundstykket, fordi tungen eller tænderne anbringes foran det, eller

forvridning pga. bid kan også påvirke målingerne. Under proceduren må der ikke foretages

ekstra inspiration.

Undersøgeren skal sikre sig, at den undersøgte har forstået instruktionen og har udført

undersøgelsen med en maksimal inspiration, hurtig start, kontinuert eksspiration

med maksimal kraft og ikke afslutter undersøgelsen for tidligt.

Ifølge ERS/ATS’s 2;5;7-9 kriterier skal en acceptabel kurve opfylde alle 7 betingelser i

tabel 2, hvorimod en anvendelig kurve kan nøjes med at opfylde de to første af kriterierne.

Arbejdsgruppens anbefalinger i ovenstående afsnit er i overensstemmelse med ATS / ERS 2;5;7-9

Tabel 2 Kriterier for acceptabel måling

1 Startkriterier. Ingen tøven og EV < 5 % FVC eller 150 ml fig. 3

2 Hostekriterier. Ingen hoste i 1. s fig. 5

3 Slutkriterier. Flow< 0,025 L/s og varighed >6 s. Åben glottis fig. 2

4 Ingen Valsalva-manøvre (maksimal eksspiration mod lukket øvre

luftvej)

fig. 6

5 Intet luftspild. Læber sluttes tæt om mundstykke fig. 7

6 Ingen obstruktion ved mundstykke

7 Ingen ekstra inspiration fig. 4

Målingen er ”anvendelig”, hvis 1 og 2 er opfyldt

22

Tid (s)

Volumen (L)

0

1

2

3

4

5

0

Figur 4 Eksempler på ikke godkendte volumentid kurver. (med tilladelse fra Finn Vejlø Rasmussen)

De punkterede linjer angiver de korrekte registreringer

1: Ufuldstændig eksspiration med luftspild

2: Ikke maksimalt forceret eksspiration

3: Ikke maksimalt forceret eksspiration og inspiration

4: Inspiration under FVC-manøvren med eller uden luftspild

5: Ikke-forceret eksspiration med eller uden luftspild/inspiration

Kurver fra 1-5 er fejlagtigt afsluttet for tidligt

23

0.0 2.0 4.0 6.0 8.0

0.0

1.0

2.0

3.0

4.0

5.0

6.0

Volumen (L)

Tid (s)

A

B

0.0 1.0 2.0 3.0 4.0 5.0 6.0

0.0

2.0

4.0

6.0

8.0

10.0

12.0

Volumen (L)

Flow (L/s)

1 s

Figur 5 Volumentidkurve(A) og flowvolumenkurve (B) med hoste ©.

Med tilladelse fra ATS 15.

24

0.0 2.0 4.0 6.0 8.0

0.0

1.0

2.0

3.0

4.0

5.0

Volumen (L)

Tid (s)

0.0 1.0 2.0 3.0 4.0 5.0

0.0

2.0

4.0

6.0

8.0

100

Flow (L/s)

Volumen (L)

A

B

Figur 6 Volumentidkurve(A) og flowvolumenkurve (B) med tillukning af glottis ©. Med tilladelse fra ATS

15.

25

0.0 2.0 4.0 6.0 8.0

0.0

1.0

2.0

3.0

4.0

5.0

Volumen (L)

Tid (s)

0.0 1.0

0

2.0 3.0 4.0 5.0

1.5

3.5

5.5

7.5

9.5

-0.5

Flow (L/s)

Volumen (L)

A

B

Figur 7. Volumentidkurve(A) og flowvolumenkurve (B) med utæthed ©. Med tilladelse fra ATS 15.

4.6. VURDERING AF FLERE MÅLINGER

26

Til vurderingen af en spirometri er det nødvendigt med minimum 3 gennemførte målinger,

der opfylder kriterierne ovenfor.

I ERS/ATS’s standarden 2;5;7-9 anbefales det, at eksspirationskurvernes ensartetheden

(intrasessionrepeterbarhed) accepteres, hvis forskellen imellem den største FVC og

den næststørste FVC er mindre end 0,150 L, og forskellen imellem den største FEV1

og den næststørste FEV1 er < 0,150 L 28. Hvis FVC < 1,00 L skal forskellene for både

FEV1 og FVC være < 0,100 L.

Hvis disse kriterier ikke opfyldes ved tre manøvrer, kan man forsøge flere gange,

men normalt ikke mere end 8 gange 29;30 Efter 8 manøvrer begynder trætheden at

påvirke resultatet, og at foretage flere forsøg er ikke hensigtsmæssigt. Hvis faldet i

FEV1 efter gentagne målinger er >20 % af udgangsværdien afsluttes undersøgelsen

af hensyn til patientsikkerheden, og rækkefølgen af manøvrerne noteres (evidens

lav).

Stor variabilitet skyldes ofte, at den undersøgte person ikke trækker vejret nok ind.

Nogle personer behøver en kort hvileperiode imellem hvert forsøg.

Det er arbejdsgruppens opfattelse, i overensstemmelse med ATS/ERS 8, at 3 acceptable

volumentid- eller flowvolumenkurver skal gemmes. I tilfælde hvor der er mere

end tre acceptable kurver, gemmes de tre kurver, hvor summen af FEV1 og FVC er

højest.

Ved en uacceptabel start eller ved hoste kan kurverne og målingerne ikke anvendes.

Eksempler på uacceptable kurver er vist i fig. 4-7.

Ved godkendelse af målinger til en rapport skal resultaterne rapporteres med bemærkninger

om, hvorvidt kvalitetskravene for ensartethed af undersøgelserne, herunder

intra sessions repeterbarhed, er opfyldt. Endvidere skal det som nævnt ovenfor

rapporteres, om de enkelte målinger kan accepteres. Dvs. at en spirometri, der ikke

umiddelbart opfylder repeterbarhedskriterierne, ikke skal kasseres. Det er op til den

person, der skal tolke undersøgelsen, at afgøre, hvad der kan anvendes fra en test.

Det er hensigtsmæssigt, at det anvendte apparatur kan anføre om repeterbarhedskriterierne

er opfyldt.

Arbejdsgruppens anbefalinger i ovenstående afsnit er i overensstemmelse med ATS / ERS 2;5;7-9

4.7. UDVÆLGELSE AF RESULTAT

27

Største FVC og største FEV1 (BTPS) ud af 3 acceptable målinger anvendes, selvom

de ikke stammer fra den samme kurve (tabel 3). Arbejdsgruppens anbefalinger i ovenstående

afsnit er i overensstemmelse med ATS / ERS 2;5;7-9

Tabel 3. Repeterbarhedskriterier og udvælgelseskriterier for FEV1, FVC, VC og IC

Forskel mellem målinger Udvælgelse af resultat

FEV1*

FVC*

VC

Største værdi <150 ml større end

næststørste*

Den største af 3 målinger

IC Ingen krav Gennemsnit af 3 målinger

*Hvis FVC < 1,00 L skal forskellen imellem største og næststørste FVC og FEV1 være < 100 ml.

Arbejdsgruppens anbefalinger i ovenstående afsnit er i overensstemmelse med ATS / ERS 2;5;7-9

4.8. ANDRE MÅLINGER FRA VOLUMENTIDKURVEN

FEVt. Mindre børn kan ofte ikke eksspirere forceret i 1 s. Der er data, der tyder på, at

FEV0,5 eller FEV0,75 kan anvendes i klinikken.

FEV6 er foreslået som en erstatning for FVC 31. Denne kan også anvendes til vurdering af

obstruktionen, dvs. FEV1/FVC6. Det er arbejdsgruppens opfattelse at FVC6 er mere reproducerbar

end FVC, den er mindre fysisk krævende og giver en mere præcis værdi for afslutningen

på testen.

Hvis personen således ikke kan gennemføre eksspirationen fuldstændigt, kan volumen

opsamlet over en kortere periode anvendes, og dette skal så anføres.

FEV1/FVC og FEV1/VC. Nogle undersøgelser tyder på, at VC er lidt højere end FVC hos

raske personer 32 Hos mange patienter vil VC eller IVC være større end FVC, hvilket kan

give fortolkningsmæssige problemer (se afsnit om fortolkning, tabel 12),

28

0

Volumen (L)

Tid (s)

0

Figur 8. Obstruktiv volumentidkurve. ©

Tid (s)

Volumen (L)

1

1 2 3 4 5 6

2

3

4

5

6

7

25% FVC eksspireret

75% FVC eksspireret

Figur 9. Beregningen af FEF25-75 %. Skæringspunkterne viser, hvor henholdsvis 25 % og 75 % af FVC er

eksspireret, og ud fra disse punkter kan det gennemsnitlige flow (L/s) i den midterste halvdel af FVC beregnes

(Tidligere kaldt MMEF). ©

FVC (L) 3,65

FEV1 (L) 1,14

FEV1/ FVC 0,31

29

FEV1/VC % = Tiffeneau’s indeks.

FEF25-75 % FVC er det gennemsnitlige flow i den midterste halvdel af FVC og blev tidligere

benævnt MMEF (fig. 9). Dette indeks er afledt fra den manøvre, der har den største sum af

FEV1 og FVC. FEF25-75 % skal måles med en nøjagtighed på mindst ± 5 % af værdien

eller højst ± 200 ml ved et flow på op til 7 L s-1. Denne værdi er altså meget afhængig af

FVC-målingen og graden af anstrengelse.

Arbejdsgruppens anbefalinger i ovenstående afsnit er i overensstemmelse med ATS / ERS 2;5;7-9

4.9. FLOWVOLUMENLOOP.

Formen på en maksimal flowvolumenloop (MFVL), som også inkluderer en inspiration, kan

være værdifuld som kvalitetskontrol og til at visualisere en øvre luftvejsobstruktion. Alle de

øvrige værdier, man kan aflede af en sådan kurve, som f.eks. FEFx % FVC, MEFx % FVC, FIFx

% FIVC, MIFx % FIVC og FEF25-75 % FVC eller MMEF, har dog ikke vist en bedre klinisk anvendelighed

end FEV1, FVC, FEF25-75 % og PEF og bliver ikke nærmere omtalt her.

Kravene til udstyr og grafik skal mindst være som angivet i tabel 4,5.

Arbejdsgruppens anbefalinger i ovenstående afsnit er i overensstemmelse med ATS / ERS 2;5;7-9

Tabel 4 Specifikationer for spirometre og flowmetre.

Test Volumen spændvidde

Korrekthed

Flow

L s-1

Tid Apparatur modstand og

modtryk ved ånding

Test signal

VC 0,50 – 8,0 L *

0,20 – 7,0 L **

FEV1< 1,66 L + 50 ml

FEV1> 1,66 L + 3 %

0-14 30 3,000 L sprøjte

FVC 0,50 – 8,0 L *

0,20 – 7,0 L **

FVC< 1,66 L + 50 ml

FVC> 1,66 L + 3 %

0-14 15 < 1,5 cm H20 L-1 s

=

< 0,15 kPa L-1 s

24 ATS flow kalibreringskurver*

3,000 L sprøjte

FEV1 0,50 – 8,0 L *

0,20 – 7,0 L**

FEV1< 1,66 L + 50 ml

FEV1> 1,66 L + 3 %

1 < 1,5 cm H20 L-1 s

=

< 0,15 kPa L-1 s

24 ATS flow kalibreringskurver*

Tid 0 Tiden ud fra hvilken alle FEVt

bestemmes

Ekstrapolationslinje

bagud gennem PEF’s

skæring med tidsaksen

se fig. 3

30

PEF PEF < 300 L min-1. + 0,30 L/s

PEF > 300 L min-1 Et lukket

interval af mulige måleværdier,

der er tilladt med en analysemetode,

er afgrænset af den

nedre målegrænse og den øvre

målegrænse, og som har en

angivet maksimal måleusikkerhed.

+ 10 % af

Repeterbarhed

0-14 Gennemsnitsmodstand

ved flow 200, 400, 600

L min -1 (3,3 6,7 10 L

s-1 og mindre end 2,5

cm H2O L-1 s ( 0,25

kPa L-1 s)

26 ATS flow kalibreringskurver*

Instantant

flow*

+ 5 % af visning hvis flow >

2,000 L s1 hvis flow og 0,200 L

s-1 hvis flow < 2,000 L

0-14 < 1,5 cm H20 L-1 s

=

< 0,15 kPa L-1 s

Data fra leverandør

FEF25-75 %

FVC

7,0 L s-1

+ 5 % af visning hvis flow >

2,000 L s1 hvis flow og 0,200 L

s-1 hvis flow < 2,000 L

24 ATS flow kalibreringskurver*

* ATS/ERS

** Arbejdsgruppen

**Det påhviler forhandlerne af udstyret at dokumentere, at spirometrene opfylder kravene vedrørende de af

ATS/ERS angivne flow-profiler.En test heraf kan nemlig kun foregå på speciallaboratorier.

Arbejdsgruppens anbefalinger i ovenstående afsnit er i overensstemmelse med ATS / ERS 2;5;7-9

Tabel 5 Specifikationer for instrument visning og print

Instrument visning

Print

Parameter

Opløsning Skaleringsfaktor Opløsning Skaleringsfaktor

Volumen 0,050 L 5 mm L-1 0,025 L 10 mm L-1

Flow 0,200 L s-1 2,5 mm l-1 s-1 0,100 L s-1 5 mm L-1 s-1

Tid 0,200 s 10 mm s-1

0,200 s 20 mm s -1

Arbejdsgruppens anbefalinger i ovenstående afsnit er i overensstemmelse med ATS / ERS 2;5;7-9

31

4.9.1. Udførelse af undersøgelsen

Arbejdsgruppen anbefaler, at målingerne foregår således:

Boks 6 Procedure for forceret spirometri

Arbejdsgruppens anbefalinger i ovenstående afsnit er i overensstemmelse med ATS / ERS 2;5;7-9

4.9.2. Vurdering af den enkelte måling og flere målinger

For denne vurdering gælder de samme regler som for vurdering af FVC. Nogle personer

kan dog ikke foretage en tilfredsstillende inspiration umiddelbart efter en eksspiration. Det

gælder specielt ældre og svækkede patienter. Derfor kan det være nødvendigt at foretage

målinger separat for den inspiratoriske kurve. Udstyret bør kunne registrere disse test separat

og bør også kunne vise disse forsøg grafisk.

4.9.3. Flowvolumeneksempler

Det er vigtigt at få visualiseret MFVL, idet man ofte kan genkende typiske mønstre

(fig. 1, 9). Kurveformen skal være repeterbar, hvilket vurderes ved inspektion. Dette

er specielt vigtigt, fordi kurveformen er anstrengelsesafhængig.

1. Hviletidalånding gennem mundstykket med næseklemme

2. Fuldstændig inspiration til TLC

3. Umiddelbart herefter og uden tøven foretages en maksimal hurtig og kraftig

eksspiration, indtil der ikke kan pustes mere luft ud

4. Hurtig og maksimal inspiration

Ved denne procedure måler man således først tidalvolumen herefter IC, FEV1,

FVC, FIV1 og FIVC

32

-8

-6

-4

-2

0

2

1 2 3 4 5 6

4

6

8

10

12

Flow (L/s)

Volumen (L)

Figur 10. Flow-volumen kurve fra normal person med sluteksspiratoriske ændringer, som kan ses med stigende

alder.

4.10. VC og IC

4.10.1. DEFINITION

VC er ændringen i lungevolumen imellem en fuld inspiration og en fuld eksspiration, og

den måles i L ved BTPS. EVC er det maksimale eksspirationsvolumen fra en maksimal

inspiration. IVC er det maksimale inspirationsvolumen fra en maksimal eksspiration, der er

foretaget langsomt fra en sluttidalinspiration. Målingen skal foregå uforceret undtagen til

sidst (fig. 11, 12).

IC er volumenændringen målt ved munden, når man tager en langsom fuld inspiration

uden tøven efter en passiv tidaleksspiration. IC måles i L og angives ved BTPS (fig. 10-

11). VC kan bestemmes som en fraktioneret vitalkapacitet som er summen af ERV, VT og

IRV eller som summen af IC og ERV.

33

* Figur 11. Måling af Vitalkapacitet (VC). © Med tilladelse fra European Respiratory Society Journals

Limited 4

IRV

TV

IVC

RV

IC

FRC

TLC

ERV

* Figur 12. Lungevolumina. © Med tilladelse fra European Respiratory Society Journals Limited 7

34

4.10.2. UDFØRELSE AF UNDERSØGELSEN

VC kan måles med konventionelle spirometre og udstyr til måling af statiske volumina 33.

Ved måling af VC er 4 forsøg øverste grænse 8. Det er hensigtsmæssigt, at VC måles før

FVC pga. muligheden for muskeltræthed og air-trapping, specielt hos patienter med svær

obstruktion og for højt FRC og RV 27. Der er betydelige forskelle imellem in- og eksspiratorisk

VC hos patienter med luftvejsobstruktion 34;35.

Det er vigtigt at give en god instruktion og demonstration af den rigtige teknik, således at

patienten fylder og tømmer lungerne helt.

Undersøgelsen foregår med næseklemmen påsat, personen siddende og stramt tøj er

løsnet. Manøvren er uforceret undtagen til sidst, hvor personen når slutningen af in- eller

eksspirationen. Patienten eksspirerer helt til RV, trækker herefter vejret ind til TLC og eksspirerer

til RV igen. Undersøgeren skal tilskynde den undersøgte til at in- og eksspirationen

foregår med konstant flow. Eksspirationen bør ikke være for langsom, idet det kan

føre til underestimering af VC. Undersøgeren skal være opmærksom på de samme forhold

som ved måling af FVC, bl.a. at læberne slutter tæt til mundstykket, at der ikke er obstruktion

foran mundstykket, at der ikke er utætheder, og at TLC og RV bliver nået.

VC kan også måles ved, at patienten inhalerer maksimalt, sætter mundstykket i munden

og puster langsomt og jævnt ud, indtil der ikke er ændringer i volumen på mere end 0,025

L s-1.

Undersøgeren skal sikre sig, at inspirationen er fuldstændig, at der ikke bliver eksspireret,

før mundstykket sidder rigtigt, og at eksspirationen ikke foregår forceret. Hos raske personer

nås maksimal in- og eksspiration efter 5-6 s.

4.10.3. Inspiratorisk kapacitet (IC)

Personen testes med en næseklemme. Man skal sikre sig, at der ikke sker luftspild ved

mundstykket. Undersøgelsespersonen skal være afslappet og trække vejret regelmæssigt,

således at det sluteksspiratoriske volumen er stabilt, hvilket i praksis kræver mindst 3 tidalåndinger.

Der skal herefter foretages en dyb inspiration uden tøven til TLC. Det er arbejdsgruppens

opfattelse at næste IC måling ikke må ske før patienten er tilbage på sit

oprindelige FRC niveau.

4.10.4. VURDERING AF DEN ENKELTE MÅLING

35

Kriterierne er de samme, som gælder for afslutningen af en FVC-undersøgelse. IC kan

blive undervurderet, hvis den inspiratoriske manøvre er for langsom pga. tøven, manglende

anstrengelse eller for tidlig lukning af glottis.

4.10.5. VURDERING AF FLERE MÅLINGER

Der skal udføres mindst 3 acceptable VC-målinger. Hvis forskellen imellem den største og

den næststørste måling er mere end 150 ml, skal der udføres flere test og der skal være

mindst 1 min imellem hver test.

Stor variabilitet i denne test skyldes ofte ufuldstændige inhalationer.

Volumentidkurver fra de 2 bedste VC-manøvrer skal gemmes.

For IC skal der også udføres mindst 3 acceptable test. Variationskoefficienten for IC hos

patienter med kronisk obstruktiv lungefunktionsnedsættelse har vist sig at være 5 ± 3 % 36.

ERS/ATS angiver ikke yderligere krav til variationen af de 3 IC-målinger. Konfidensinterval

ikke opgivet.

4.10.6. UDVÆLGELSE AF RESULTAT

For VC skal den største af 3 acceptable manøvrer vælges.

For IC skal gennemsnittet af mindst 3 acceptable manøvrer angives.

Arbejdsgruppens anbefalinger i ovenstående afsnit er i overensstemmelse med ATS / ERS 2;5;7-9

36

Boks 7 Udførelse af FVC manøvren

• Kontroller apparaturet, dvs. om kalibreringen er ok?

• Mål patientens vægt og højde uden sko

• Vask hænder

• Demonstrer undersøgelsen

• Bed patienten indtage den rette stilling (strakt hals se PEF afsnit)

• Bed patienten om at foretage en hurtig inspiration

• Kontroller mundstykkets position

• Bed patienten om at foretage en hurtig eksspiration med maksimal kraft

Instruktion ved FVC-manøvren

A) Undersøgelsen udføres på apparatur med mulighed for både inspiration og eksspiration

gennem mundstykket

1. Kontroller at patienten indtager den rette stilling

2. Sæt mundstykket i patientens mund

3. Kontroller at læberne lukker tæt omkring mundstykket

4. Sig til patienten: Træk vejret ind, så dybt du kan. Pust herefter med det samme ud så kraftigt du

kan, indtil der ikke kommer mere luft ud, eller du ikke kan mere”

5. Hep på patienten (”bliv ved”, ”pust”)

6. Gentag instruktionen, hvis det er nødvendigt

7. Kontroller at målingen er acceptabel

8. Gentag undersøgelsen mindst 2 gange og

9. maksimalt 8 gange, hvis det er svært at få acceptable målinger

10. Kontroller kvaliteten af målingerne (repeterbarhed)

11. Vælg de største FVC og FEV1

B) Undersøgelsen udføres på apparatur kun med mulighed for eksspiration

1. Kontroller at patienten indtager den rette stilling

2. Sig til patienten: ”Træk vejret ind så dybt du kan”.

3. Sæt mundstykket i patientens mund

4. Kontroller at læberne lukker tæt omkring mundstykket

5. Sig til patienten: ”Pust ud med det samme så kraftigt du kan, indtil der ikke kommer mere luft ud,

eller du ikke kan mere”

6. Følg herefter anvisningen fra pkt. 5 til pkt. 11 under A).

37

5. Peakflow

5.1. Baggrund og formål

Peakflowmetre er blevet anvendt i udstrakt grad til diagnosticering og monitorering af patienter

med astma. Peak expiratory flow (PEF) betegnes undertiden som peak expiratory

flow rate (PEFR). Dette er ukorrekt, fordi flow rate betyder volumenaccelleration.

PEF kan bruges til at identificere luftvejsobstruktioner og andre parametre, der er optegnet

under en forceret eksspiration. Korrelationen mellem flow og symptomer er variabel. Nogle

lungesyge patienter er dårlige til at registrere en sådan sammenhæng, mens andre er bedre

til det. Derfor kan måling af PEF være af værdi til at følge udviklingen af luftvejsobstruktion

og effekten af behandling. Peakflowregistrering har ydermere den fordel, at den kan

foretages af patienten selv og med apparatur, der er enkelt og billigt.

5.2. Definition

PEF er det maksimale flow, der kan opnås under en eksspiration, der udføres med maksimal

styrke efter en maksimal inspiration.

5.1. Størrelsen af PEF afhænger af egenskaber ved lunger og luftveje. De sætter en

teoretisk maksimalværdi for, hvor stort et flow, der kan gå igennem luftvejene ved

et bestemt lungevolumen. Det maksimale flow er størst ved TLC og falder, når lungevolumen

bliver mindre. Desuden afhænger PEF af den anvendte kraft under udførelsen

af målingen. Jo mere man anstrenger sig, jo mindre luft pustes der ud, inden

PEF nås, og desto større bliver PEF 16;37.

5.3. Apparatur

Mange forskellige typer instrumenter kan anvendes til måling af PEF. De inkluderer pneumotakografer,

spirometre, turbiner, anemometre og ultralydbaserede apparater. Med de

for tiden langt hyppigst anvendte apparater måler man kun peakflow. De er simple i konstruktionen

og behøver ikke strøm for at virke. De fleste håndholdte spirometre er baseret

på en variabel åbning: Det stigende tryk i munden i begyndelsen af eksspirationen flytter et

38

fjederbelastet stempel, der gradvis øger den åbning, hvorigennem luften løber. Det punkt,

hvor stemplet holder op med at bevæge sig, afhænger af det tryk, der opstår, når flowet er

størst, og angiver derfor PEF. Dette princip blev først anvendt i Wright-peakflowmeteret,

der kom i 1959 38. Problemet med dette apparat og den følgende generation af ”minimetre”

er, at de blev forsynet med en ækvidistant skala, som gav overvurdering af PEF på op til

80 L min-1 i området 300-500 L min-1 og derfor ikke giver samme måleresultater som apparater

med korrekt skala 39.

For at et peakflowmeter skal kunne måle korrekt er det nødvendigt, at peakflowmeteret

kan registrere meget hurtige ændringer i flow. Peakflowmeteret skal derfor have et tilstrækkelig

godt frekvensrespons. Hvis peakflowmeteret er underdæmpet, vil indikatoren

fortsætte med at bevæge sig, efter at PEF er nået. Omvendt, hvis det er overdæmpet, vil

indikatoren ikke nå op på at vise maksimalt flow, specielt hvis den tid, der går, indtil PEF er

nået, er kort, og varigheden af PEF er kort. Både over og underdæmpning fører til ukorrekte

målinger. Dæmpningsgraden kan undersøges med en flowprofil med stor acceleration

og kort varighed. For pneumotakografer og andre instrumenter, hvormed man måler flow

kontinuert, kan frekvensrespons undersøges på traditionel vis ved at anvende en sinusformet

flowkurve, der har konstant amplitude, men variabel frekvens. I så fald skal frekvensen

op på over 20 Hz, inden signalet ændrer sig (stiger eller falder) 40.

Endelig er det af betydning, hvor stor flowmodstanden i apparatet er. I forhold til en pneumotakograf

med meget lille modstand vil en modstand på omkring 0,2 kPa L-1 s bevirke en

nedsættelse af PEF på ca. 8 % 41.

39

5.4. Måleteknik

Boks 8. Måling af PEF

Referencer punkt 3 og 5 42

Arbejdsgruppens anbefalinger i ovenstående afsnit er i overensstemmelse med ATS / ERS 2;5;7-9

Der bør foretages mindst 3 korrekt udførte målinger. Når personen udfører målinger på

egen hånd, er det vigtigt, at han/hun er korrekt instrueret. Regelmæssig kontrol af personens

PEF-teknik og af peakflowmeteret er en vigtig del af undersøgelsen.

5.4.1. Evaluering af det enkelte forsøg i en måleserie

Man skal specielt være opmærksom på, om personen har trukket vejret helt ind, om

mundstykket sidder rigtigt, og om eksspirationen er udført med maksimal styrke og uden

tøven.

5.4.2. Evaluering af variationen fra forsøg til forsøg i en måleserie

PEF-værdierne og deres rækkefølge skal noteres. Hvis der er et systematisk fald i værdierne,

kan det tyde på, at selve målingen forårsager bronkospasmer. Hvis de største 2 ud

af 3 acceptable målinger afviger med mere end 40 L min-1, kan man foretage 2 målinger

1. Patienten anbringes i stol, tøj løsnes og næseklemmen påsættes

2. Patienten trækker vejret maksimalt ind.

3. Patienten sætter mundstykket imellem tænderne og lukker læberne om det. En evt. protese

skal beholdes i munden.

4. Halsen holdes strakt. En bøjet hals kan ændre de mekaniske forhold i luftvejene og derved

nedsætte PEF.

5. Apparatet holdes korrekt, således at et viserudslag ikke kompromitteres.

6. Eksspirationen skal udføres uden tøven. Herved udnytter man bedst lungernes elastiske

recoil. Selv ved en inspiratorisk pause på 2 s vil det elastiske tryk aftage noget og bevirke

et mindre PEF.

7. Der pustes så hårdt som muligt lige fra starten. Derved vil PEF opnås ved det højest mulige

elastiske retraktionstryk (recoil) og med den mindst mulige modstand i luftvejene.

40

mere. 95 % af utrænede personer kan reproducere PEF med en forskel på 40 L min-1 eller

derunder. Hvis tilfredsstillende resultater ikke kan opnås ved 5 forsøg, er sandsynligheden

for, at det sker, ringe 43.

5.4.3. Evaluering af variationen fra måleserie til måleserie

Hvis der udføres flere daglige målinger igennem en længere periode, sker der en vis tillæring,

hvorved variationen nedsættes. Det anbefales derfor at se bort fra de første 3 dages

målinger 44.

5.5. Kvalitetskontrol

Som nævnt ovenfor er der 3 forhold ved peakflowmeteret, der har betydning for en korrekt

måling:

1. En korrekt skala, dvs. at apparatet er korrekt kalibreret. Dette bør garanteres af fabrikanten,

der kan undersøge dette ved at måle på kendte flow.

2. Apparatet skal kunne måle fra 0 til 14 L s-1 (0-840 L min-1).

3. Afvigelsen fra den sande værdi må højst være 12 % af det målte tal eller 25 L min-1,

hvis den målte værdi er mindre end 208 L min-1. Heri er inkluderet en maksimal fejl

på 2 % eller 5 L min-1 på kalibreringspumpen. Ved gentagne målinger på samme

apparat (repeterbarhed) må forskellen højst være 5 % eller 10 L min-1. Disse anbefalinger

vedrører ikke ”low range peakflowmetre”, der kun anvendes i specielle tilfælde.

5.6. Peakflowvariabilitet

5.7. Den daglige variation af PEF antages som anført af Siersted et al. 44 at være

større hos astmatikere end hos ikkeastmatikere. De undersøgte i et populationsstudium

en række indices for den daglige variation af PEF. Et meget anvendt indeks

er Amp% mean 44 der er (den største daglige værdi – den mindste daglige

værdi)/middelværdien af disse. Værdier for enkelte dage summeres op og divideres

med antallet af dage i undersøgelsen. Andre indices kan undertiden korrelere

bedre med astmasymptomer eller grad af bronkiereaktivitet. Da der er en betydelig

tillæring, må man ofte kassere målingerne fra de første dage. I en tilfældigt udvalgt

population er Amp% 8,5 (3-26) (geometrisk mean og 95% range 45. En population

med Amp% >8 har 4 gange øget risiko for respiratorisk sygdom.46. Det er arbejds41

gruppens opfattelse at 20 % kan benyttes som øvre normal grænse for Amp%

mean til kliniske formål 45-47.

5.8. Måling under ekstreme forhold

De opnåede måleværdier kan afhænge af tryk og temperatur. Mange apparater er trykafhængige,

hvilket giver fejlmålinger, hvis man anvender dem i højder > 3.000 meter. Hvis

trykket er faldet fra omkring 100 kPa til 70 kPa vil man med et peakflowmeter med variabel

åbning (f.eks. mini-Wright) undervurdere PEF med ca. 17 % 48. Producenten bør specificere,

inden for hvilke grænser målingerne er korrekte, dvs. at afvigelserne ikke er større end

specificeret ovenfor.

Arbejdsgruppens anbefalinger i ovenstående afsnit er i overensstemmelse med ATS / ERS 2;5;7-9

6. Lungevolumina

6.1. Baggrund og formål

Spirometriske målinger af inspirerede og eksspirerede lungevolumina er nyttige til påvisning

af lungesygdom og til karakterisering og kvantificering af sygdommen. Måling af absolutte

lungevolumina, RV, FRC og TLC er teknisk mere krævende, hvilket begrænser

deres brug i klinisk praksis, men i særlige tilfælde er måling af statiske lungevolumina

strengt nødvendige for at foretage en korrekt fysiologisk diagnose.

Der findes en række metoder til måling af absolut lungevolumen. Disse inkluderer forskellige

typer af kropspletysmografi, kvælstofudvasknings- og gasfortyndingsmetoder samt

radiologiske metoder.

Denne standard ligger tæt op ad den anbefaling, der er givet af ATS/ERS 49. Til grund for

dette dokument ligger forskellige baggrundspublikationer og en NHLBIworkshopkonsensus

50, som læsere, der ønsker mere omfattende indsigt, henvises til. I

denne fremstilling vil der kun blive fokuseret på kropspletysmografien. Vedrørende de andre

metoder henvises der til ovenstående internationale publikation.

6.2. Bestemmelse af FRC med kropspletysmograf

6.2.1. Princip

Pletysmografiske målinger af lungevolumen er baseret på Boyle’s lov, der siger, at når

en konstant masse komprimeres eller dekomprimeres under isoterme forhold, vil produk42

tet af volumen og tryk på et givet tidspunkt være konstant 51;52. Hvorledes beregningen

foretages er skitseret i fig. 13.

Figur 13. Boyle’s lov. P er barometerstanden, V er det lungevolumen, der skal måles, ΔV der den ændring

i thoraksvolumen som trykændringen ΔP bevirker, n er Avogadros tal, R er gaskonstanten og T

den absolutte temperatur. Da luften i lungerne er mættet med vanddamp ved temperaturen T, skal P

korrigeres herfor. ©

6.2.2. Praktisk udførelse af målingen

Uanset hvilken metode, man bruger til bestemmelse af FRC, er der to komponenter af VC

(IC og ERV), som skal bestemmes, for at man kan beregne TLC og RV.

RV kan bestemmes på flere måder.

6.2.2.1. Den foretrukne metode

Denne metode er vist i fig. 14 og består i at måle ERV umiddelbart efter, at

FRC er målt, og herefter foretage en langsom IVC-manøvre uden at patienten

tager mundstykket ud af munden. Den rapporterede værdi for FRC er middelværdien

af flere teknisk acceptable målinger. Den rapporterede værdi af RV er

den rapporterede middelværdi af de acceptable FRC-målinger minus middelværdien

af de dertil hørende acceptable ERV-målinger. Den rapporterede

TLC-værdi bestemmes herefter som den rapporterede RV-værdi plus den

største teknisk acceptable IVC.

43

Figur 14. Den foretrukne metode til bestemmelse af statisk lungevolumina. © Med tilladelse fra European

Respiratory Society Journals Limited 7.

6.2.2.2. En anden anbefalet metode

Denne metode er vist i fig. 15 og består i at måle IC umiddelbart efter FRC for

at få TLC. Det kan være nødvendigt at anvende denne metode hos svært obstruktive

patienter, som på grund af dyspnø er ude af stand til at foretage en

ERV-manøvre umiddelbart efter målingen af FRC. Patienten kan tage mundstykket

ud imellem de gentagne, forbundne målinger af FRC og IC og også

imellem de separate målinger af VC, der er nødvendige for at man kan beregne

RV. Den TLC-værdi, der rapporteres, er summen af middelværdien af de

acceptable FRC-målinger plus middelværdien af gennemsnittet af 3 acceptable

IC-målinger. Den rapporterede værdi af RV bestemmes herefter som den

rapporterede TLC-værdi minus den største teknisk acceptable VC.

VC kan opnås enten fra en IVC-manøvre, der efterfølger en ERV-manøvre

som i den første metode, eller som en langsom EVC, der følger en ICmanøvre

umiddelbart efter FRC-bestemmelsen.

44

Figur 15 En alternativ metode til bestemmelse af statisk lungevolumina hos svært obstruktive. ©

6.3. Rekommandationer vedrørende bestemmelse af VC findes i spirometriafsnittet

ovenfor (4.10 VC og IC). Der er ikke fyldestgørende dokumentation for reproducerbarhedskriterier

for bestemmelsen af IC og ERV til anvendelse ved bestemmelsen

af RV og TLC.

FRC-bestemmelsen er hovedhjørnestenen i bestemmelse af statiske lungevolumina og

kan som anført indledningsvis foretages med forskellige metoder, såsom kropspletysmografi,

gasudvaskning, gasfortynding og radiologi. Den pletysmografiske FRC inkluderer

ikkeventilerede såvel som ventilerede lungeafsnit og giver derfor højere værdier end

gasmetoderne. Hos patienter med svær luftvejsobstruktion eller emfysem vil man ved

gasmetoderne undervurdere den sande værdi af FRC, fordi de obstruerede afsnit ikke

medbestemmes 53. Det er derfor vigtigt at vide, hvilken metode der er brugt til bestemmelsen

af FRC. I tilfælde af svær luftvejsobstruktion kan den pletysmografiske metode

give for store værdier på grund af manglende trykudligning i luftvejene under selve proceduren,

der nødvendiggør trykmålinger i munden som udtryk for alveoletrykket ved ånding

mod en lukket ventil 54-56. Indholdet af gas i abdomen har kun minimal betydning for

bestemmelsen af FRC 57.

Arbejdsgruppens anbefalinger i ovenstående afsnit er i overensstemmelse med ATS / ERS 2;5;7-9

45

6.4. Apparatur

De ændringer i det thorakale luftvolumen, der forårsages af kompression og dekompression

af luften i lungerne under vejrtrækningen, kan måles med en kropspletysmograf,

ved at man måler ændringerne i: a) trykket i et lukket kammer, hvori personen sidder og

trækker vejret (pletysmograf med konstant volumen og variabelt tryk), b) det volumen,

hvormed dette kammer ændrer sig, f.eks. målt med et spirometer, der er forbundet med

kammeret (pletysmograf med konstant tryk og variabel volumen), eller c) i stedet for at

bruge et spirometer, bruge en pneumotakograf til at måle strømmen af luft ud og ind af

pletysmografen (en flowpletysmograf). I de to sidste tilfælde er trykændringerne ikke helt

nul. De afhænger af modstanden i spirometeret eller pneumotakografen, men kan antages

at være negligeable. En flowpletysmograf kan på enkel vis omdannes til en trykpletysmograf,

ved at man lukker åbningen til pneumotakografen. Derved kan pletysmografen

tilpasses optimalt til den ønskede procedure. I fig. 13 er der vist en noget overdrevet

skitsemæssig fremstilling af thoraxkonfigurationen ved ånding imod en lukket ventil. Ændringer

i thoraksvolumen kan måles med et spirometer eller en pneumotakograf, der er

forbundet med åbningen i kassen, eller denne åbning kan være lukket. I så fald er trykændringerne

i pletysmografen proportionale med volumenændringerne.

Uanset hvilken type pletysmograf, det drejer sig om, skal transduceren kunne måle

mundtryk op til mindst ±5 kPa (±50 cm H2O) uden hverken overdæmpning eller underdæmpning

af signalet ved frekvenser op til 8 Hz og derover.

Spirometre og pneumotakografer, der bruges til måling af lungevolumina, skal være i

overensstemmelse med de accepterede standarder beskrevet i afsnittet om apparatur.

For trykpletysmografens vedkommende skal den transducer, man måler ændringer i pletysmograftrykket

med, kunne måle ændringer i området ned til ± 0,02 kPa (± 0,2 cm

H2O). Termisk drift kan dog give anledning til trykændringer på op til 1,0 kPa (10 cm

H2O), hvilket nødvendiggør et større dynamikområde for transduceren. For at modvirke

termisk drift, er det ideelt med en lille lækage i pletysmografen, således at trykket udlignes

med en tidskonstant på ca. 10 s. Termisk drift vil gøre målingen mere usikker, men

der kan kompenseres herfor på forskellig vis 52;58.

46

Fabrikanterne bør angive frekvensrespons for udstyret, og hvorledes denne frekvensrespons

kan verificeres. Almindeligvis kan den testes med anvendelse af et sinusformet

volumensignal med variabel frekvens. Det anføres normalt, at frekvensresponset skal

være 5 gange frekvensen af det signal, der skal måles. Ved en åndedrætsfrekvens på

1Hz (1 cyklus s-1) skal signalet derfor være uændret ved alle frekvenser op til 5 Hz. I

praksis vil nogle ånde med højere frekvens, så den laveste grænse bør sættes ved 8 Hz.

For flowpletysmografens vedkommende vil det rå outputsignal på grund af det store volumen

i pletysmografen være betydeligt mere dæmpet end inputsignalet. Derfor er der

indsat kompensationskredsløb, der gør det muligt at få de to signaler i fase 59.

Arbejdsgruppens anbefalinger i ovenstående afsnit er i overensstemmelse med ATS / ERS 2;5;7-9

47

6.5. Måleteknik

Boks 9. Måling af lungevolumina

• Tænd for apparaturet. Vent til det er termisk stabilt. (Følg producentens specifikationer).

• Foretag forskellige test, inklusive kalibrering, i overensstemmelse med producentens instruktioner.

• Juster apparaturet, så patienten kan sidde komfortabelt i pletysmografen og nå mundstykket uden at måtte bøje

eller strække halsen.

• Anbring patienten komfortabelt. Det er ikke nødvendigt at tage tandproteser ud. Forklar proceduren, også at døren

vil blive lukket, og at kinderne skal understøttes med begge hænder under målingen. Sæt næseklemmen på.

• Luk pletysmografdøren, tillad en vis tid (mindst 2-3 minutter) til at opnå termisk ligevægt og til patienten for at

slappe af.

• Instruer patienten i at anbringe mundstykket og ånde roligt, indtil der er opnået et stabilt sluteksspiratorisk niveau

(som regel 3-10 vejrtrækninger).

• Når patienten er ved eller nær ved FRC, aktiveres lukkeren ved slutningen af en eksspiration i omkring 2-3 sekunder,

og patienten instrueres i at fortsætte vejrtrækningsmanøvren med en frekvens på 0,5-1 s-1 (”panting”) og

normal kraft (± 1 kPa eller ±10 cm H2O). En frekvens på mindre end 0,5 Hz kan give problemer på grund af den

kontrollerede læk i pletysmografen (se ovenfor), og frekvenser større end 1,5 Hz kan give fejl på grund af manglende

trykudligning i luftvejene (se ligeledes ovenfor).

• En serie på 3-6 tilfredsstillende ”pantemanøvrer” i hver måleserie bør optegnes. Dette vil, hvis der er minimal

termisk drift, give en serie parallelle linjer som vist i den indskudte tegning i fig. 14 og fig. 15. Ud fra hældningen

af disse linjer beregnes FRC. Da målingen er et led i bestemmelsen af TLC og RV udføres den i kombination

med en spirometri. Den øvrige del af fig. 14 viser forløbet af spirometrikurven, hvis spirometrien udføres på den

foretrukne måde, som er den, der er anført som punkt 1 i afsnittet om bestemmelse af volumina og kapaciteter.

Som anført i samme afsnits punkt 2, findes der alternative metoder, hvis patienterne har vanskeligheder med at

gennemføre undersøgelsen på den måde.

• Mange børn har vanskeligt ved ovenstående ”panting”-manøvre, men kan generere et tilfredsstillende undertryk

med en enkelt inspiration med obstruktion ved afslutningen af en eksspiration. Det er en potentiel ulempe ved

denne teknik, at en eventuel loopdannelse på grund af lækage eller termisk drift vanskeligt kan konstateres, når

eksspirationsfasen mangler

• Krav til gentagne målinger i en måleserie (repeterbarhed): Tre gentagne målinger af FRCpleth bør variere mindre

end 5 %, dvs. at forskellen mellem den højeste og den laveste værdi divideret med middelværdien skal være <

0,05. Middelværdien angives. Hvis der er større afvigelse, bør der måles flere gange, indtil tre værdier afviger

mindre end 5 %, og middelværdien angives (se tabel 6

48

Referencer 60.

6.6. Kvalitetskontrol

Nøjagtigheden af flow og volumen målt ved munden skal være i overensstemmelse med

specifikationerne i spirometriafsnittet i dette dokument. Mundtryktransduceren bør kalibreres

daglig. Pletysmografsignalet bør også kalibreres dagligt med et volumensignal af

samme frekvens og amplitude, som anvendes ved målingerne. Trykstigningen i pletysmografen

afhænger af luftvolumen i den. Derfor bør denne kalibrering foregå med patienten i

pletysmografen, eller man kan reducere trykværdien med følgende faktor (pletysmografvolumen

– personvolumen)/pletysmografvolumen, hvor personvolumen kan estimeres til

vægten i kg divideret med 1,07 61.

Hvor nøjagtigt et volumen kan bestemmes, kan afgøres med en ”modellunge”, som kan

være en flaske på 3-4 L indeholdende kopperuld for at give isotermiske forhold som dem i

lungerne 25 61. Man skal huske at slå den automatiske korrektion fra ATPS til BTPS fra.

Flasken skal monteres på mundstykket og være forsynet med en ballon som på et blodtryksapparat.

En person sætter sig ind i pletysmografen, holder vejret og presser på ballonen

med en passende frekvens og et passende tryk. Med denne metode bør volumen

kunne måles som det i forvejen bestemte flaskevolumen ± 50 ml eller 3 % (mindst en af

betingelserne skal være opfyldt) baseret på middelværdien af 5 målinger 25.

Mindst en gang om måneden, eller når man har mistanke om tekniske fejl, bør man måle

FRCpleth, TLC og RV hos to referencepersoner (biologiske kontrolpersoner). Værdier, der

har ændret sig signifikant fra sidste måling (>10 % for FRC og TLC og >20 % for RV), tyder

på målefejl. Disse kriterier er omtrent det dobbelte af variationskoefficienterne for gentagne

målinger (konfidensinterval er ikke opgivet).

6.7. Fordele ved forskellige typer af kropspletysmografer

Ved måling af FRCpleth anvendes der hyppigst en trykpletysmograf. I den lukkede pletysmograf

er der større ændringer i trykket end i den åbne. Det kræver en mindre følsom

transducer. På den anden side egner trykpletysmografen sig ikke til at måle store volumenændringer

af thoraks. Optegnelsen af maksimaleksspiratoriske flowvolumenkurver

med flow som funktion af ændring i thoraksvolumen kan derfor ikke så godt optegnes i en

trykpletysmograf. Sådanne målinger er indicerede, hvis man vil undgå effekten af kom49

pression på flowvolumenkurven. Det er ændringerne i thoraksvolumen og ikke i den udåndede

luftmængde, der er kausalt relateret til det maksimale eksspirationsflow.

Tabel 6. Bestemmelse af lungevolumina

Repeterbarhed

Beregning af resultat

FRC

< 5 %

Gennemsnit af 3 målinger

ERV

IC

Ingen krav

Gennemsnit af 3 målinger

RV (1. metode)

TLC

= FRC - ERV

= RV + IVC

RV (2. metode)

TLC

Ingen krav

= TLC - VC

= FRC + IC

VC

Største værdi < 150 ml

større end næststørste

Største IVC af 3 målinger, alternativt:

største EVC af 3 målinger

Arbejdsgruppens anbefalinger i ovenstående afsnit er i overensstemmelse med ATS / ERS 2;5;7-9

50

7. Diffusionskapacitet

7.1. Baggrund og formål

Lungernes kapacitet til gasudveksling over alveolokapillærmembranen er afhængig af

mange forskellige forhold i lungerne, blandt de vigtigste er den samlede alveolokapillære

overflade og membranens tykkelse, Hb-koncentrationen og blodvolumen i lungekapillærerne,

den kemiske bindingshastighed mellem gasmolekylet og Hb samt graden af match

mellem ventilationen og perfusionen 17;62;63. Gastransporten kan vurderes noninvasivt,

simpelt og reproducerbart ved at måle diffusionskapaciteten for kulmonoxid (CO).

Optagelsen af CO kan simplificeres som 2 transportmekanismer i serie: (a) membrandiffusionen

(DM), som reflekterer diffusionsegenskaber ved den alveolokapillære membran, og

(b) bindingen af CO til hæmoglobin (Hb), som afhænger af produktet af den kemiske bindingshastighed

af CO-Hb (Θ) og volumen af Hb i det alveolokapillære blod (Vc). En række

fysiologiske og patofysiologiske påvirkninger kan ændre DM og/eller bindingen af CO og

Hb(Θ Vc) og derved CO-optagelsen.

Diffusionskapaciteten for CO er således ofte nedsat ved lungesygdom; både når det drejer

sig om obstruktive og restriktive typer og næsten altid ved vaskulær type. Ikke sjældent

ses der diskrepans mellem en evt. nedsættelse af diffusionskapaciteten og ventilationskapaciteten,

hvorfor en patient med dyspnø, som har normal eller kun let nedsat ventilationskapacitet,

bør have målt diffusionskapaciteten.

Diffusionskapaciteten er typisk normal eller øget, som følge af øget perfusion, ved astma,

men betydeligt nedsat både ved parenkymatøs restriktiv lungesygdom (f.eks. lungefibrose)

og ved KOL med emfysem. Monitorering af diffusionskapaciteten er vigtig under behandling,

som potentielt medfører alveolitis/lungefibrose, det drejer sig bl.a. om behandling med

visse kemoterapeutika og antibiotika.

Diffusionskapaciteten kan måles med forskellige typer enkeltåndedræts- og genåndingsteknikker

f.eks. ”steady state, intra-breath, rebreathing”-teknik 62;64-68. I dette dokument vil

der udelukkende blive beskrevet enkeltåndedrætsmetoden, som er standardmetoden ved

klinisk måling af diffusionskapaciteten (DLCO) med CO-teknik.

7.2. Måleprincip

Personen inspirerer en VC af en gasblanding bestående af en kendt lav mængde af CO,

en inaktiv indikatorgas samt O2 og N2. Personen holder vejret i 10 s ved TLC (fig. 16).

51

0 2 4 6 8 10 12

100

14

0

0

1

2

3

4

5

Tid (s)

Udvaskningsvolumen (V )

Opsamlingsvolumen (V )

Gaskoncentration Volumen (L)

(% fuld skala)

Indikatorgas

CO

w

s

Figur 16 Princip for måling af lunge diffusionskapacitet DL. Adapteret fra 69 © Med tilladelse fra European

Respiratory Society Journals Limited 2

Dernæst foretages en eksspiration, hvor den første del af den eksspirerede luft stammer

fra det døde rum (fysiologiske rum + apparaturets rum) og bortledes (washout volume =

VW). Derpå opsamles en prøve af den næste del af eksspiratet (”sample volume” = VS),

som består af alveoleluft. Indikatorgassen, oftest helium (He), bliver fortyndet i alveoleluften,

og fortyndingsfaktoren bestemmes, hvorpå det totale alveolære volumen (VA) kan beregnes.

CO bliver fortyndet i samme grad som He i VA, men vil (også) diffundere væk fra

alveoleluften til Hb i erytrocytterne i lungekapillærerne. Mængden af CO i den eksspirerede

alveoleluft vil således være reduceret yderligere i forhold til mængden af indikatorgas

(fig.16). Det ekstra tab i CO svarer til diffusionskapaciteten for CO, som beregnes og angives

i mmol min-1 kPa-1, dvs. mmol CO per min og per kPa trykforskel over alveolokapillærmembranen.

CO-optagelsen i lungerne måles som faldet i CO-koncentrationen i alveoleluften per tidsenhed

og per trykforskel over alveolemembranen (KCO=Δ[CO]Δt-1PACO-1). Faldet i COkoncentrationen

udregnes som en ratio imellem start- og slutkoncentrationen. Optagelsen

forløber logaritmisk, og der udregnes primært en hastighedskonstant for CO-optagelsen

52

som ækvivalerer med KCO. Totaloptagelsen af CO fås ved at gange KCO med det alveolære

volumen indeholdende CO (VA). Produktet, KCO VA, er ofte blevet kaldt "Transfer faktor

(TLCO)" i Europa, men i ERS og ATS´s nye rekommandation 70 benyttes betegnelsen "diffusionskapaciteten

for CO (DLCO)". I ERS udtrykker man DLCO i SI-enheder (mmol min-1

kPa-1), mens man i ATS foretrækker mL (STPD) min-1 mmHg-1 (omregningsfaktor = mmol

x 2,987= ml). Ud over med ovennævnte single breath-fortyndingsmetode kan VA måles

med andre gasfortyndingsmetoder/udvaskningsmetoder og med kropspletysmografi. Til

beregning af DLCO bør VA fra single breath-metoden benyttes, selvom VA ved luftvejsobstruktion

kan undervurderes betydeligt sammenlignet med VA målt med pletysmografi. Ved

ujævn ventilation når indikatorgassen He kun til de relativt bedst ventilerede afsnit i løbet

af de 10 s, så fortyndingsgraden og dermed volumenet undervurderes (VA ~ TLCSB

<TLCpleth). Det samme gør sig gældende for CO, som også kun når til de relativt bedst

ventilerede afsnit, så CO-optagelsen reflekterer derfor kun de luftvejsafsnit, som CO distribueres

til. Betydelig ujævn ventilationsdistribution vil derfor være en medvirkende faktor for

DLCO-nedsættelsen. Ujævn ventilationsdistribution kan forventes at foreligge ved lav

FEV1/FVC-ratio og vil bl.a. vise sig ved en stor forskel på VA og TLCpleth. Et mål for TLC

fås ved at addere et skøn over det anatomiske døde rum til VA. Der findes forskellige formler

til estimering af døde rum 71. TLC målt ved single breath-teknikken (TLCSB) og pletysmografi

(TLCplet) er ens hos raske, men ved betydelig obstruktivitet undervurderes

TLCSB, jf. ovennævnte betragtninger om VA.

Figur 17

Afventer tilladelse fra ATS. Den adapterede figuren kan ses som side 727, figur 3 i online

dokumentet

http://www.thoracic.org/sections/publications/statements/pages/pfet/pft4.html der er tilgængeligt

uden kode.

Figur 17 Illustration af forskellige metoder til at bestemme vejrtrækningspausen (breath-hold) ved

måling af diffusionskapaciteten (DLCO) ved enkeltåndingsmetoden. VI er det inspirerede volumen; t er

tiden for inspirationen (defineret fra tilbageekstrapoleret tid=0 til tiden hvor 90 % af VI er blevet inspireret;

tI er afbildet mellem de 2 forreste stiplede linjer). Jones og Meade metoden, som anbefales,

bestemmer vejrtrækningspausen fra 70 % af tI til 50 % af opsamlingstiden. Ogilvie metoden benytter

tiden fra inspirationens start til starten af opsamlingstiden. The Epidemiologic Standardization Project

(ESP) benytter tiden fra 50 % af VI til starten af opsamlingstiden. Adapteret fra 69 ©

53

7.3. Måling af diffusionskapacitet

Boks 10 Måling af diffusionskapacitet

1. Før testen forklares manøvren. Tjek patientforberedelser (specielt ingen rygning på undersøgelsesdagen).

Patientens sædehøjde og mundstykkets højde indstilles. Mundstykket og næseklemmen anbringes.

2. Begynd med hviletidalvejrtrækning til et stabilt FRC opnås. Dybe inspirationer bør undgås, da de kan øge

den efterfølgende CO-optagelse.

3. DLCO-manøvren begynder med en uforceret eksspiration til RV. Hos patienter med obstruktion, hvor eksspirationen

til RV kan tage lang tid, begrænses eksspirationen til 6 s.

4. Ved RV forbindes mundstykket (som regel automatisk) til testgassen, og personen inspirerer hurtigt til

TLC. Hvis hastigheden er lav, eller hvis TLC ikke nås, reduceres CO-optagelsen. Den inspirerede VC (VI)

skal være > 85 % af personens største kendte VC for at sikre, at DLCO højst underestimeres med 5 %.

Mindst 85 % af VI skal inspireres på < 4,0 s. Er varigheden længere, skal det noteres i svaret.

5. Personen holder vejret i 10 + 2 s. Der findes forskellige metoder til bestemmelse af den tid, der er til rådighed

for diffusion (fig.16) og Jones and Meade-metoden anbefales. I vejrtrækningspausen bør Valsalvas

manøvrer og Müllers manøvrer undgås, da de hhv. nedsætter og øger blodmængden i lungekapillærerne

og dermed påvirker CO-optagelsen. Det intrapulmonale tryk bør være tæt på PB, mens vejret holdes. Visse

apparaturer kan vise mundtrykket, men der er ikke enighed om, hvilke grænser der kan accepteres.

6. Når tiden er gået, eksspireres der straks til FRC. Eksspirationen skal være hurtig, men uforceret og højst

vare 4 s. Varer den længere, skal det noteres.

7. Udvaskningsvolumen skal være 0,75 til 1,0 L (BTPS) for at sikre, at det døde rum er udvasket, inden VS

opsamles. Er patientens VC <2,00 L, kan VW reduceres til 0,50 L. Kontamineres VS med luft fra det døde

rum, vil den sande CO-optagelse underestimeres. Visse udstyr kan vise kurver for eksspireret gaskoncentration,

så man kan sikre, at det døde rum er udvasket, inden VS opsamles. Hvis man ændrer på standardindstillingerne

for VW og VS, skal det anføres i rapporten.

8. Gasopsamlingen standardiseres til et VS på 0,50-1,00 L. Er VC < 1L, kan VS nedsættes til < 0,500 L, hvis

man kan sikre sig, at det døde rum er udvasket. Hos patienter med ujævn ventilationsdistribution er et sådant

VS ikke repræsentativt for hele det alveolære volumen, men kun for det aktuelle VS.

9. Patienten tager mundstykket ud og næseklemmen af.

54

Referencer 10 72-74

Der udføres mindst 2 acceptable målinger med mindst 4 min mellemrum for at sikre, at

gassen er blevet udvasket fra lungerne inden næste måling. Hos patienter med obstruktion

kan enkelte dybe inspirationer øge udvaskningen mellem målingerne. Patienten bør blive

siddende mellem målingerne.

Da intrasessionsvariationen overvejende er af teknisk art, angives resultatet som gennemsnittet

af de acceptable manøvrer boks 11). De 2 højeste værdier skal variere < 10 % eller

< 1 mmol min-1 kPa-1 (mindst en af betingelserne skal være opfyldt). Opfyldes dette repeterbarhedskrav

ikke, gentages målingen en eller flere gange. Det anbefales at udføre

maksimalt 5 forsøg, fordi dette øger COHb ca. 3,5 % og reducerer DLCO med 3-3,5 % 75.

I fremtidig forskning bør man belyse, hvilket antal af målinger der skal til for at opnå bedste

estimat af DLCO.

Kriterier for kvalitetskontrol af de udførte test ses i boks 14 og 15 og hyppige fejl i fig. 18.

Boks 11 Bestemmelse af DLCO

Repeterbarhed Beregning af resultat

DLCO 2 højeste værdier varierer < 10 % eller/og

< 1 mmol min-1 kPa-1

Gennemsnit af acceptable manøvrer,

mindst 2

55

Figur 18 Fejlmuligheder under udførelse af single-breath DLCO måling. Adapteret fra 69 © Med tilladelse

fra European Respiratory Society Journals Limited 2.

7.3.1. Patientforberedelse

Boks 12 Patientforberedelse ved DLCO måling

7.3.2. Korrektioner af DLCO før tolkningen

DLCO afhænger af alder, køn, højde og muligvis race og påvirkes også af Hb-niveauet,

COHb, PAO2, lungevolumen, anstrengelse og kropslejring. Disse faktorer kan påvirke DLCO

1. Patientforhold: For at undgå ændringer i lungekapillærvolumen bør måleforholdene for anstrengelse,

kropsstilling, Hb-affinitet for CO og måletidspunktet på dagen standardiseres.

2. Ilttilskud: Det er en fordel inden målingen at undgå: ilttilskud 10 min før, anstrengelse i 15 min, et

større måltid i timerne før og rygning på undersøgelsesdagen.

3. COHb: Producenten af diffusionsudstyret bør give anvisninger om at korrigere måleresultatet for

patientens COHb-niveau, når rygeanvisningen ikke er fulgt.

56

forskelligt 76, og deres indflydelse må overvejes før tolkning af den observerede DLCO 77.

Det er særlig vigtigt at vurdere, om der bør korrigeres for Hb, COHb eller inspireret FIO2.

• Hæmoglobin: Da CO-Hb-bindingen er vigtig for CO-optagelsen, kan DLCO påvirkes

betydeligt af Hb-niveauet 76. Er Hb uden for det normale niveau, bør den målte

DLCO-værdi eller referenceværdien (anbefales af ERS/ATS) derfor Hb-korrigeres 78.

Hvis dette ikke gøres, bør det fremgå udtrykkeligt af svaret. De fleste diffusionsapparaturer

har indbygget mulighed for at beregne den korrigerede værdi. I tabel 18

angives en faktor, man kan gange det ukorrigerede resultat med for at opnå en Hbkorrigeret

værdi. Korrektionstabellen bygger på Cotes formel 17

• Carboxy-hæmoglobin: CO-hæmoglobin kan påvirke CO-optagelsen både ved at CO

optager bindingssteder på Hb (”anæmieffekt”), og ved at partialtrykket af CO i blodet

reducerer det drivende tryk for CO-transport fra alveoleluft til kapillærblod (”back

pressure”) 79-81. Det normale indhold på op til 2 % COHb, som stammer fra endogen

produktion af CO og luftens CO-indhold, er allerede indbygget i referenceværdierne

hos raske ikkerygere. Hvis en ryger ikke har holdt pause med tobaksrygning eller

har haft anden betydelig CO-eksponering, kan det være nødvendigt at foretage en

korrektion af DLCO 80. Overstiger COHb de normale 2 % anbefales det at korrigere,

men det er ikke et krav.

En empirisk formel for DLCO korrigeret for COHb = DLCO x (102 % - COHb %) viser,

at den forventede DLCO reduceres med 1 % for hver procents stigning i COHb (> 2

%) pga. relativ ”anæmi og back pressure-effekten” 82. COHb øges ca. 0,7 % for

hver målemanøvre under single breath DLCO-testen 83.

• Alveolær PO2: PAO2 påvirker målingen af DLCO. Ændringer i PAO2 kan forekomme,

hvis f.eks. patienten får ilttilskud (højere PAO2), eller hvis man måler i højder f.eks.

bjerge (lavere PAO2). DLCO vil stige knap 0,35 % per mmHg-fald i PAO2 84. Det anbefales,

at man korrigerer den målte DLCO, hvis personens PIO2 devierer fra det forventede,

og at man på laboratoriet benytter gasblandinger med PIO2-værdier som

ikke svarer til, hvad der blev brugt ved udarbejdelsen af referenceværdierne 17;63 85.

7.3.3. Rapportering

Der måles mange parametre ved single breath DLCO-målingen. Der er vigtigt, at rapporten

indeholder alle de elementer, der er nødvendige for en optimal tolkning. Gennemsnittet af

mindst 2 acceptable test angives. ERS/ATS-dokumentet anbefaler 86, at rapporten inde-

DLCO x 6,2 + Hb = korrigeret DLCO

1,7 x Hb

57

holder følgende delelementer, hvilket er væsentligt mere, end der har været sædvanen i

Danmark:

Boks 13 Rapportering af DLCO

Arbejdsgruppens anbefalinger i ovenstående afsnit er i overensstemmelse med ATS / ERS 2;5;7-9

7.4. Tolkning

Tabel 7 viser en oversigt over fysiologiske og patologiske tilstande med ændret DLCO. Forhøjet

DLCO ses ved visse tilstande, men nedsat DLCO ses hyppigere og er mere klinisk relevant.

Nedsat DLCO skyldes enten nedsat KCO eller nedsat VA, eller at begge er nedsatte,

idet KCO og VA er de primære værdier, der måles.

Betydelig nedsat DLCO ses ved svær restriktiv sygdom, som interstitiel lungelidelse (f.eks.

lungefibrose) og ved svær obstruktiv lungelidelse med emfysem. Diffusionskonstanten

(KCO = DLCO /VA) vil også være hhv. let og meget nedsat ved disse to tilstande. Ved ren

volumenreduktion (f.eks. efter pneumonektomi) vil DLCO og VA være nedsat, mens KCO vil

være normal eller øget. Ved ekstraparenkymatøs restriktiv ventilationskapacitets nedsættelse

(f.eks. adipositas) vil KCO ofte være forhøjet (bl.a. pga. relativt øget total Hb), VA vil

være nedsat og DLCO vil være let nedsat. Det samme ses, hvis patienten ikke har inhaleret

helt til TLC under DLCO-målingen, så er VI under testen < 85 % af patientens sædvanlige

VC, DLCO er let nedsat, mens KCO ofte vil være let forhøjet, da KCO er omvendt proportional

med VA 63;87. Tabel 8 viser de hyppigste årsager til henholdsvis øget og reduceret KCO.

Ligesom for spirometri- og volumenparametre er den interindividuelle spredning i det an-

• Målt (ukorrigeret) DLCO, forventet DLCO og målt i % af forventet

• Målt DLCO/VA (KCO), forventet DLCO/VA (KCO) og målt i % af forventet

• Gennemsnitlig VA, forventet VA (forventet TLC - forventet dødt rum) og målt i % af forventet

• Gennemsnitlig VI, separat målt VC (som reference for adækvat opnået VI(VI >85 % af VC)

• Enhver korrektion (f.eks. for Hb, COHb, PIO2 etc.) bør rapporteres sammen med de data, der er

benyttet til korrektionen

• Kommentar om kvalitet og kooperation ved udførelsen

• Evt. brug af bronkodilatator før målingen anføres, ligesom evt. ændringer i standardopsætning

anføres

58

befalede normalmateriale fra ECCS stor, og pga. variationen i intrasessionmålinger skal et

fald i DLCO mindst være > 10 %, før det er signifikant 63;88. Konfidensinterval mangler.

7.5. Måleapparatet

De forskellige typer udstyr, som anvendes klinisk, har samme måleprincip. Udstyret består

af:

• en testgas, som opbevares i en pose, spirometer eller i en komprimeret gasflaske,

• spirometer eller pneumotakograf til at måle inspireret og eksspireret volumen per

tid, og

• en gasanalysator, som enten måler kontinuerligt eller på en enkelt prøve

59

7.5.1. Kravspecifikation til måleudstyr

De krav, som stilles til et optimalt fungerende diffusionsudstyr, er beskrevet i internationale

rekommandationer 17;63;89. De væsentligste krav angives i boks 14.

Boks 14 DLCO apparatur specifikation

• Kravet til nøjagtigheden af volumenmålingerne svarer til dem for spirometri.

• Gasanalysatoren skal måle ratio mellem gaskoncentrationen af inspireret og eksspireret

CO med en fejl på < 5 %. Analysatoren bør derfor måle lineært i niveauet mellem

CO-koncentrationen i testgassen og nulværdien (typisk anvendes 0,300 % CO i

testgassen, så maksimumfejl på målingen bør være < ± 0,0015 %). Gasanalysatoren

bør kun have en minimal drift i de 30 s, som en typisk måling varer.

• Hvis CO2 og/eller vanddamp kan påvirke gasanalysatoren, bør disse fjernes fra den

eksspirerede luft ved passage af en eller flere absorbere, før gassen når analysatoren.

Vanddamp kan f.eks. fjernes med CaSO4 og CO2 med Ba(OH)2 eller NaOH.

• Apparaturets modstand bør være lille. Tiden bør måles med højst 1 %’s unøjagtighed.

• Dødt rum i ventil, filter og mundstykke bør være <0,35 L til voksne og evt. mindre til

børn.

• Apparatet bør være uden læk, idet et sådant vil medføre, at rumluft kan suges ind

og fortynde gassen, så koncentrationen i prøven falder.

• Testgassen indeholder CO, O2 og N2 samt en inert relativt uopløselig gasart til måling

af VA, oftest bruges He eller metan (CH4). Den inspirerede CO-koncentration er

omkring 0,3 %, men den eksakte koncentration er ikke kritisk, da man ved udregningen

benytter ratioer og ikke absolutte værdier. Det er en forudsætning for beregningen

af CO-optagelsen, at kapillærblodet ikke indeholder CO, hvorfor det er nødvendigt

at korrigere, hvis patienten har en signifikant COHb (se under korrektioner).

60

7.6. Kvalitetskontrol

• Før og efter hver test bør gasanalysatorerne nulstilles.

• Der skal daglig udføres volumenkalibrering med en 3 L sprøjte 90. Vær opmærksom

på signifikante forskelle mellem VI og VC eller VA og TLC, som kan tyde på, at volumen

bør rekalibreres.

• Der skal ugentlig foretages måling på en biologisk kontrolperson (rask ikkerygende

personalemedlem). DLCO-værdien bør variere < 10 % fra seneste måling, ellers gentages

målingen. Er denne også forskellig fra tidligere, vurderes mulighed for lækage,

ikkelineær analysator, nedsat volumen- og tidspræcision. Evt. foretages der en

DLCO-test med en 3,000 L kalibreringssprøjte 63;91: Testgassen suges fra apparaturet

og sprøjtes ind igen efter 10 s. Den målte DLCO bør være nær nul, og VI skal være

ca. 3,3 L (3,0 L * BTPS-faktor). Herved sikres det, at det inhalerede volumen er

præcist

• Det foreslås, at uret og gasanalysatorens linearitet vurderes hvert kvartal.

• Kriterier for kvalitetskontrol af de udførte test ses i boks 15.

Arbejdsgruppens anbefalinger i ovenstående afsnit er i overensstemmelse med ATS / ERS 2;5;7-9

Boks 15  Kriterier for acceptabel udført DLCO -måling

• Udstyret skal være kvalitetskontrolleret inden

testen.

• VI skal være > 85 % af største målte VC (eller

den forventede VC) og udført på < 4 s

• Der skal holdes pause ved TLC i 10 +/- 2 s

• Der må ikke være nogen lækage

• Der må ikke foretages Valsalvas manøvre eller

Müllers manøvre

• Eksspiration skal være < 4 s

• Eksempler på hyppige fejl under DLCO manøvren

ses i fig. 18

61

Tabel 7. Fysiologiske og patologiske ændringer, der påvirker DLCO

Nedsat DLCO

• Sygdomme eller tilstande

Årsag

• Emfysem

• Interstitiel lungelidelse (f.eks. IPF og sarkoidose)

• Lungeresektion (evt. kompensatorisk rekruttering

af kemisk bindingshastighed)

• Lungeødem

Sygdomme, som reducerer (i varierende

grad) lungemembran-diffusionen (DM) og

den kemiske bindingshastighed af COHb

• Nedsat kraft eller respirationsmuskelsvaghed

• Torakal deformitet hindrende maksimal inflation

Ekstrapulmonal reduktion i lungevolumen

(reduceret VA), som ændrer DM eller den

kemiske bindings-hastighed af COHb

• Lungeemboli

• Pulmonal vaskulær sygdom

• Anæmi

• Ændringer i Hb-bindingen (f.eks. HbCO, øget

FIO2)

• Valsalvas manøvre (øget intratorakalt tryk)

Reduceret kemisk bindingshastighed af

COHb

Øget DLCO

• Polycytæmi

• Lungeblødning (øger lungernes Hb)

• Venstre-højre shunt

• Astma

• Müllers manøvre (nedsat intrathorakalt tryk som

ved astma, inspiration mod modstand)

• Anstrengelse

• Liggende lejring

• Ændring i Hb-binding (f.eks. reduceret PIO2)

Øget kemisk bindingshastighed af COHb

62

Tabel 8. Hyppigste årsager til henholdsvis øget og reduceret KCO. (efter Hughes og Pride 92

KCO nedsat KCO øget

Diffus alveolær lidelse

• Lungefibrose

• Bindevævs og autoimmune sygdomme

• Sarkoidose

• Asbestose

• Bleomycin induceret lungesygdom

Regionalt tab af lungevæv

• Lungeresektion

• Lokal destruktion / infiltrater

Pulmonal hypertensions associeret

• Vaskulitis

• Tromboembolisk sygdom

• Hjertesvigt / mitralstenose

• Lungeødem

Inkomplet alveolær ekspansion

• Pleurasygdom

• Neuromuskulær sygdom

• Brystkasse deformitet

• Dårlig undersøgelses teknik

Intrapulmonal shuntning

• Arteriovenøse malformationer

• Hepatopulmonalt syndrom

Alveolær blødning

• Anti Glomerulær basalmembran sygdom

• Pulmonal vaskulitis

• Wegeners granulomatose

• Systemisk lupus erythematosus

• Idiopatisk hæmosiderose

Obstruktiv lungesygdom

• Emfysem

• Churg-Strauss syndrom

• Bronchiolitis

Øget lungeperfusion

• Atrium septum defekt

• Astma

63

8. Fortolkning og udredningsstrategi

8.1. Fortolkning af undersøgelserne

8.1.1. Generelt

Det første trin i fortolkningen af lungefysiologiske målinger er vurderingen af validiteten af

undersøgelsen og klassifikation af målingerne i forhold til en referenceværdi. Det andet trin

er at integrere resultaterne med henblik på diagnose, klassifikation af sværhedsgrad, behandling

og prognose.

I lungefysiologiske laboratorier og på specialafdelinger ligger ansvaret for første trin hos

lederen af laboratoriet, hvorimod klinikeren har ansvaret for trin to. Uden for specialafdelinger

er den ”laboratorieansvarlige” og klinikeren ofte den samme person. Det er arbejdsgruppens

opfattelse, at der er fordele og ulemper ved begge modeller. En person kan

gennemføre hele patientforløbet uden ventetider og handle hurtigt, men det er vanskeligt

for en person at opnå og vedligeholde højeste kompetence på både måleteknisk og klinisk

niveau. Derfor er den danske model, hvor de mere teknisk komplicerede undersøgelser

reserveres specialklinikker, adækvat i relation til kvalitet og ressourceforbrug, specielt af

de lægefaglige kerneydelser. Spirometri og PEF bør udføres i alle sektorer, mens mere

krævende undersøgelser reserveres lungefysiologiske laboratorier.

8.2. Referencematerialer

ATS/ERS’s rekommandationer 93 for valg og brug af referencematerialer er udarbejdet på

basis af tidligere beskrivelser 52;53;94. Arbejdsgruppen er enig med ATS/ERS i vigtigheden

af at vælge et referencemateriale, som er relevant for den undersøgte patient hvad angår

race og etnicitet. Det skal omfatte så mange personer, at det bliver tilstrækkeligt stort til, at

der for køn, højde og alder opnås et smalt konfidensinterval for middelværdierne. Materialet

bør være aktuelt og generelt er det også nødvendigt, at personerne er lungeraske, aldrig-

rygere og ikke har lungeskadelige eksponeringer.

Få referencematerialer opfylder alle kriterierne, og det er arbejdsgruppens opfattelse, at

valg af referencemateriale ofte er et kompromis, ligesom den optimale brug af referencematerialer

endnu ikke er fastlagt. I Tabel 9 summeres de kriterier og problemer, der skal

prioriteres højest ved valg af referencemateriale. Referenceværdier bør ikke benyttes som

substitut for en kritisk evaluering af en fysiologisk måling ud fra dens kvalitative egenskaber

95. Alternativt bør man i nogle tilfælde, f.eks. ved astmamonitorering benytte serielle

målinger med etablering af interne referenceværdier herunder fastlæggelse af personligt

bedste værdi.

64

Tabel 9 Referenceværdier

ECCS 13 Groth 96

Af tabel 10 fremgår den forskel, der følger af at benytte forskellige referenceværdier for

hvide af kaukasisk oprindelse. Der er som eksempel valgt to materialer, der hyppigt benyttes

i Danmark, og et nyere amerikansk. Det er arbejdsgruppens vurdering, at differencerne

mellem de resulterende værdier er så beskedne, at der ikke kan anbefales nogen præference

med hensyn til valg. De to danske materialer er muligvis forældede 96;97, og det

amerikanske er ikke repræsentativt for danskere 98.

Repræsentativitet

Metode

Statistik

Valg af referencemateriale

Arbejdsgruppens anbefaling per

primo 2006

Referencematerialer bør opdateres

mindst hvert 10. år

Longitudinelle materialer

Børn

Race og etnicitet

Spirometri

PEF

Lungevolumina

Diffusion

Race, etnicitet, køn, alder, højde (vægt), aktualitet

Tilstrækkeligt antal undersøgte og fordeling til at ekstrapolationer

kan undgås

Konfidensinterval og ikke en fast procent benyttes til

afgrænsning af funktionsnedsættelse

Samme referencemateriale benyttes, hvor det er muligt,

for alle lungefysiologiske indices

ECCS-referencemateriale benyttes generelt

Udarbejdelse af aktuelle danske referencematerialer,

der er repræsentative også for ældre aldersgrupper og

for personer i overgangen mellem barn og voksen

Mangler

Søg relevant materiale eller tag forbehold ved tolkning

ECCS, Groth

ECCS, Groth

ECCS, Groth

ECCS, Groth

ECCS, Groth

65

Tabel 10. Eksempel på betydningen af valg af referenceværdier for FEV1 for mænd og kvinder, der er

1,70 m høje ©

1,70 m ECCS Groth NHANES Difference L Difference Mænd

FEV1 FEV1 FEV1 ECCS - Groth NHANES NHANES

Alder, år Mænd Kvinder Mænd Kvinder Mænd Mænd Kvinder Groth ECCS

40 3,66 3,12 3,85 3,16 3,83 -0,19 -0,04 -0,02 0,17

45 3,52 2,99 3,65 3,00 3,69 -0,13 -0,01 0,04 0,17

50 3,37 2,87 3,47 2,85 3,55 -0,1 0,02 0,08 0,18

55 3,23 2,74 3,29 2,71 3,39 -0,06 0,03 0,10 0,16

60 3,08 2,62 3,12 2,57 3,23 -0,04 0,05 0,11 0,15

65 2,94 2,49 2,96 2,44 3,05 -0,02 0,05 0,09 0,11

70 2,79 2,37 2,81 2,32 2,87 -0,02 0,05 0,06 0,08

75 2,65 2,24 2,67 2,2 2,68 -0,02 0,04 0,01 0,03

80 2,5 2,12 2,54 2,09 2,48 -0,04 0,03 -0,06 -0,02

85 2,36 1,99 2,41 1,98 2,28 -0,05 0,01 -0,13 -0,08

90 2,21 1,87 2,29 1,88 2,06 -0,08 -0,01 -0,23 -0,15

FEV1 beregnet ud fra ECCS, Groth 96 og et amerikansk referencemateriale 98. Differencerne viser forskellen mellem

FEV1 beregnet ud fra de tre referencematerialer. Den maksimale forskel er ca. 200 ml mellem materialerne. Derfor

bliver valget af negligeabel klinisk betydning når det gælder diagnostik, hvor man netop bør være forsigtig med skarp

grænsedragning når man er nær grænseværdien. (fig. 19).

Når det gælder klassifikation af sværhedsgrad f.eks. af KOL kan en fejlklassifikation på 200 ml som følge brug af forkert

referencemateriale have en betydning svarende til + en gruppering af sværhedsgrad.

Når det gælder legale formål som f.eks. forsikringsmedicin kan en fejlklassifikation på få ml som følge brug af forkert

referencemateriale have afgørende betydning for afgørelser.

Figur 19. Den vægt der lægges på fortolkningen af lungefysiologiske undersøgelser bør være lav

omkring NNG. Fra Enright P, et al. Spirometry to detect and manage chronic obstructive pulmonary disease

and asthma in the primary care setting. Med tilladelse fra European Respiratory Society Journals Ltd. 99.

66

8.3. Generelle forhold

Tolkning af lungefunktionsundersøgelser skal præsenteres klart, koncist og informativt.

Det er utilstrækkeligt at dikotomere ved at angive normal eller unormal. Kriteriet 1 bør være

en bayseniansk tilgang 100, hvor posttest sandsynlighed estimeres på basis af prætestsandsynlighed,

validitet af målinger, referencematerialer og den interne evidens, som undersøgelsen

indeholder, f.eks. en typisk konfiguration af en flowvolumenkurve. Standard

må nødvendigvis blive anderledes end kriterium, som er det optimale, fordi vi mangler undersøgelser

af den diagnostiske værdi af lungefunktionsundersøgelser ved en lang række

test. På andre områder er det enkelt, når sygdommen defineres på basis af spirometri som

f.eks. KOL (FEV1/FVC < 0,70), men det er alligevel ikke helt uden problemer, fordi målingen

skal være postbronkodilatatorisk 101, og definitionen af KOL er mere pragmatisk end

fysiologisk (videnskabeligt) baseret. Arbejdsgruppen mener, at KOL bør defineres fysiologisk

som FEV1/VC < 5 % percentilen i en population og ikke som en fast værdi på 0,70.

Arbejdsgruppen er enig med ATS/ERS om, at vejen frem er igennem udveksling af bedre

og flere informationer imellem kliniker og laboratorielæge, f.eks. vedrørende symptomer,

billeddiagnostiske og klinisk biokemiske fund. Klinikeren skal anføre, hvilket klinisk eller

andet problem f.eks. legalt, der skal løses. Klinikeren bør derfor kunne forvente, at laboratorielægen

har kompetence til at kunne integrere de kliniske data i tolkningen, f.eks. oplysninger

om alfa1-antitrypsinmangel, neuromuskulær sygdom og øvre luftvejsobstruktion.

8.4. Ventilation

8.4.1. Obstruktiv nedsættelse af ventilationskapaciteten

En nedsat ventilationskapacitet af obstruktiv type defineres ved en FEV1/VC-ratio nedsat til

under den 5’ percentil af referenceværdien (nedre normal grænse = NNG). En minoritet af

patienter har til trods for FEV1/VC > NNG en obstruktiv defekt pga. en samtidig reduktion

af FEV1 og FVC. Dette opstår, når patienten ikke kan eksspirere fra lungeafsnit, som tillukkes

under eksspirationen 102. Hos disse patienter bør der foretages supplerende måling

med pletysmograf eller gasfortynding. Uafklarede patienter bør henvises til et lungefysiologisk

laboratorium.

De tidligste tegn på obstruktion ses i slutningen af spirogrammet, hvor flowet reduceres til

trods for et normalt initialt flow. Dette afspejles i FEF25-75 % af FVC, når denne appliceres på

grupper, men FEF25-75 % af FVC er med meget få undtagelser for uspecifik til at appliceres på

individuelt niveau 103.

67

Konfigurationen af flowvolumenkurven, såvel in- som eksspiratorisk, kan indeholde informationer,

som er relevante i såvel klinik som forskning. Et typisk eksempel er emfysematiske

mønstre med relativt højt, men absolut nedsat PEF og en hurtigt indsættende flowbegrænsning,

kort efter at PEF er nået, som følge af reduceret elastisk recoil, der er karakteristisk

ved KOL med emfysem.

Arbejdsgruppen finder det relevant at skelne mellem de definitioner af obstruktiv ventilationsbegrænsning,

som er baseret på fysiologi og validerede statistiske metoder, og de definitioner,

som er baseret på lav eller ingen evidens. Arbejdsgruppen finder dette specielt

relevant ved definitionen af KOL, som defineres ved en FEV1/FVC (ikke VC)-ratio < 0,70

uanset alder, selvom det vides, at FEV1/FVC-ratio reduceres med alderen. KOLdefinitionen

kan opfattes som en pragmatisk, forenklet måde at håndtere beregningerne

på og derved gøre KOL-diagnostik mere enkel. Den negative effekt af denne pragmatik er

en overdiagnostik af KOL hos ældre og en underdiagnostik hos unge (tabel 11) og Hansen

104. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at den pragmatiske model har fordele med hensyn

til en forsimplet diagnostik, men det er uafklaret, hvilken betydning det har for over- og underbehandling

af KOL. En FEV1/FVC ratio < 0,65 har en selvstændig prognostisk betydning

(relativ risiko for død = 1,64) 105, men det er uafklaret hvorvidt personer med nedsat

FEV1/FVC ratio og normal FEV1 har øget risiko.

Tabel 11. KOL definitioner for mænd FEV1/VC og FEV1/FVC % ©

Alder, år

Referenceværdi

ECCS

NNGECCS Groth NNGGroth

ERSCOPD

definition

GOLD

FEV1/FVC

40 80 68 79 66 70 70

45 79 67 78 65 70 70

50 78 67 77 64 69 70

55 77 66 75 63 68 70

60 76 65 74 62 67 70

65 76 64 73 61 67 70

70 75 63 71 60 66 70

75 74 62 70 59 65 70

80 73 61 69 58 64 70

85 72 60 67 57 63 70

Hyppigst anvendte refererenceværdier. ECCS1983 13 FEV1/VC og Groth1986 96 FEV1VC

NNG for FEV1/VC beregnes optimalt som FEV1/VC > 5’percentil

ERS1995 COPD definition (ERS før fremkomst af GOLD). NNG FEV1/VC < 88 % mænd og < 89 % kvinder 106

ERS2004 COPD definition 107 = GOLDdefinition FEV1/FVC < 0,70 108

Af tabellen fremgår det, at der ud fra en fysiologisk og statistisk vurdering ikke bør benyttes én fast

grænse mellem KOL og non-KOL

68

Figur 20. Resultater fra NHANES III. En fast ratio FEV1 /VC som definition af KOL. f.eks. 70 % vil føre

til misklassifikation af ældre og yngre. Med tilladelse fra European Respiratory Society Journals Ltd 99.

Tabel 12 Eksempel på fortolkningsmæssig betydning af forskel på FVC og VC ©

FEV1 (L) 1,27 1,60 * 1,47 * 1,54

FVC(L) 2,05 2,44 * 1,92 * 2,33

VC (L) 2,22 3,01 2,56 3,13

FEV1 % FVC 0,62 0,66 0,76 0,66

FEV1 % VC Max * 0,57 *0,53 * 0,57 * 0,49

Diagnose Struma KOL LTX-kontrol LTX-kontrol

Fire patientdata fra en konsekutiv serie af 30 tilfældige patientundersøgelser

på Rigshospitalet (LXT= Lungetransplantation). 14 havde et obstruktivt

mønster bedømt ud fra at FEV1/FVC < nedre referencegrænse. Derudover

havde også disse 4 et obstruktiv mønster bedømt ved FEV1/VC, men ikke

ved FEV1/FVC. Hvis en fast grænse på < 0,70 (i stedet for en alders-,

køns- og højdekorrigeret nedre normalgrænseværdi) havde været anvendt,

ville yderligere 4 have været klassificeret som obstruktive.

* = værdi under nedre normalgrænse (NNG)

8.4.1.1. Restriktiv nedsættelse af ventilationskapaciteten

En nedsat ventilationskapacitet af restriktiv type defineres ved en TLC, der er nedsat til

under NNG. Nedsat VC og FVC skal tolkes som forenelige med, men ikke diagnostiske

for restriktion, fordi reduceret FVC og VC findes hos 40 % af patienterne med obstruktiv

lungelidelse, og kun 10 % af dem har reduceret TLC 109. Den prædiktive værdi (PV)

af en normal FVC og VC er meget høj til at udelukke lav TLC (negativ prædiktiv værdi

69

(NPV) >97 %), mens den prædiktive værdi af en lav FVC og VC (positiv prædiktiv værdi

(PPV)) er < 60 % til at forudse en lav TLC (Swanney, 2004; Aaron, 1999 5044 /id).

Lav VC og FVC bør altid følges op af måling af TLC hos patienter uden obstruktion

(FEV1/VC > NNG) og hos patienter med obstruktion, hvis det er klinisk relevant, som f.

eks. ved dysproportional dyspnø – dvs. dyspnø, der ikke kan forklares ud fra de lungefysiologiske,

kardiologiske og andre relevante fund.

Hos patienter med inhomogen ventilationsdistribution. f.eks. svær KOL (GOLDklassifikation)

og astma (GINA grad 3 og 4) med nedsat FEV1 og hos patienter med ikkekommunikerende

cyster (bullae) vil TLC blive underestimeret, hvis den måles med

gasfortynding.

8.4.1.2. Blandet obstruktiv og restriktiv nedsættelse af ventilationskapaciteten.

Hos disse patienter er både TLC og FEV1/VC-ratio nedsat til under NNG 110;111. De bør ved

disproportional dyspnø henvises til et lungefunktionslaboratorium med henblik på diagnostik

medmindre både FEV1/VC er lav og VC > NNG, fordi en restriktiv defekt kan udelukkes,

når VC er ”normal” 110;111.

8.4.1.3. Hypodynamisk nedsættelse af ventilationskapaciteten

Dette er en neuromuskulært betinget nedsættelse af ventilationskapacitet, som kan være

både irreversibel, som f.eks. ved amyotrofisk lateralsklerose, og fuldt eller delvist reversibel,

som ved Guillan-Barrés sygdom. Disse patienter bør henvises til et respirationsfysiologisk

laboratorium 112.

8.4.1.4. Nedsættelse af ventilationskapaciteten af anden og sjælden

type

Patienter med disproportional dyspnø bør henvises til et speciallaboratorium med henblik

på diagnostisk afklaring. Disse patienter kan samtidigt have både specifikke symptomer og

uspecifikke symptomer. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at f.eks. en nedsat ventilation

af hypodynamisk type relativt enkelt lader sig diagnosticere hos patienter med muskelsvind,

men hos disse patienter kan en kombination af astma eller ekstrapulmonal stenose

overses.

70

8.4.2. Fortolkning af spirometri og volumenmålinger med afvigende mønster

Når indikationen for en lungefunktionsundersøgelse er afklaring af en klinisk problemstilling

som f.eks. årsager til dyspnø, er det i klinisk praksis en enkel, praktisk og robust metode

at vurdere om PEF, FEV1, FVC, VC, TLC og DLCO ligger over NNG. Det kan være

problematisk, når en eller flere af disse værdier ligger tæt ved NNG. Et ofte observeret

tilfælde er en FEV1 tæt ved normalværdien (middelreferenceværdien) og en svært reduceret

FEV1/FVC-ratio. Dette fund kan skyldes både astma, KOL og ”dysanaptisk” lungevækst

som følge af dysproportional vækst af lungeparenkymet og luftvejene 113. Dette betyder, at

påvisning af en nærnormal FEV1 bør udredes yderligere med måling af TLC og DLCO 8.

Ligeledes bør der udvises forsigtighed, når TLC er nær den NNG og påvises hos patienter

med koeksisterende restriktiv lidelse som f.eks. tilstanden efter en lungeresektion. Det er

derfor vigtigt at rapportere de tilstande, som kan ligge til grund for de lungefysiologiske

fund og udvise en forsigtig adfærd, fordi kun få fund er patognomiske.

Når den lungefysiologiske undersøgelse udføres mhp. diagnostik, omfatter den som minimum

FEV1, FVC, VC og PEF. Selvom FVC ofte benyttes i stedet for VC, er det både arbejdsgruppens

og ATS/ERS’s opfattelse, at VC bør benyttes til diagnostik og til legale undersøgelser,

uanset om den er målt in- eller eksspiratorisk. FVC kan benyttes til monitorering.

FVC6 kan benyttes i stedet for VC, hvis det benyttede referencemateriale er relevant

for såvel FEV6 som FEV1/FEV6

98.

Ved at begrænse den primære fortolkning af spirometrikurven til VC, FEV1 og FEV1/VC

undgås eller minimeres problemerne med fortolkningen af en række flowindices som f.eks.

FEF25-75 % FVC, som det ofte er muligt at få udskrevet, men som efter arbejdsgruppens vurdering

med en mulig undtagelse 103 ikke har fordele frem for FEV1 og VC. Vurderingen hviler

på, at flowindices (f.eks. FEF25-75 VC %) har for stor interindividuel variabilitet. Lav repeterbarhed

og addition af yderligere test øger generelt risikoen for at finde et abnormt resultat

ved test af en rask person (falsk positiv test) 114. FEV1/VC-ratio er det vigtigste mål for

luftvejsobstruktion, også når FEV1 er normal, og det er for moderat og svær KOL positivt

korreleret til øget morbiditet og mortalitet 115. Andre flowindices end FEV1, FVC og

FEV1/VC bør kun benyttes, efter at den kliniske sværhedsgrad af obstruktionen er fastlagt

på basis af de basale mål. Når FEV1 og VC ligger over NNG er den kliniske betydning af

abnorme flowindices i slutningen af eksspirationen beskeden. Midteksspiratoriske flow

som f.eks. FEF25-75 kan indikere luftvejsobstruktion, når FEV1/VC er nærnormal, men den

71

relativt store interindividuelle variation begrænser anvendeligheden af disse test i klinikken.

Tabel 13. ATS/ERS’s generelle klassifikation af sværhedsgrader 5 .

Tabel 13 Klassifikation af sværhedsgrader på basis af nedsat FEV1

Tabel 13 er medtaget, fordi anvendelsen af denne type klassifikation er udbredt, og det

ofte er relevant at klassificere sygdomme efter sværhedsgrader. Arbejdsgruppen ønsker at

gøre opmærksom på, at spredningen af data i normalmaterialerne, især hos ældre personer,

medfører, at der er en betydelig risiko for fejlklassifikation, hvilket der bør tages forbehold

for ved brug af klassifikationer, der er baseret på % af forventet.

Klassifikationer af sværhedsgrader på basis af ventilation er arbitrære, som f.eks. KOL

(FEV1 % forventet (GOLD) og astma (FEV1 % af forventet Global Initiative for Asthma (GINA))

116. Klassifikationerne har muligvis en værdi som led i patientinformation og sygdomsmonitorering

og kan udgøre en del af aktionsplanerne, men evidensgraden er lav.

FEV1 er negativt korreleret til overlevelse 115;117 og positivt korreleret til arbejdskapacitet.

Korrelationen mellem FEV1 og arbejdskapacitet er ringe for ekstreme værdier. Det betyder,

at FEV1 er uegnet som surrogatmarkør for arbejdskapacitet, og når arbejdskapaciteten

ønskes vurderet, bør den måles. FEV1 er ikke egnet til klassifikation af øvre luftvejsobstruktion.

FEV1/VC-ratio bør ikke benyttes til klassifikation af sværhedsgrad, fordi samme

værdi kan afspejle vidt forskellige sværhedsgrader og sygdomme. F.eks. er FEV1/VC =

0,50 for værdierne 1,00/2,00 og 2,00/4,00.

Nyere undersøgelser tyder på, at andre lungefysiologiske mål bør inddrages i klassifikation

af sværhedsgraden. IC, RV og FRC er mål for hyperinflation 118;119, og IC synes at have en

betydning for nogle KOL-patienters funktionsniveau og respons på behandling 120;121. Ved

uafklarede symptomer, herunder disproportional dyspnø, bør patienten henvises til et lungefysiologisk

laboratorium.

8.4.3. Central og øvre luftvejsobstruktion

Grad Sværhedsgrad FEV1, % forventet

1 Let >70

2 Middel 60-69

3 Middel svær 50-59

4 Svær 35-49

5 Meget svær <35

72

Central og øvre luftvejsobstruktion forekommer ekstratorakalt i larynx, pharynx og trachea

og intratorakalt i trachea og hovedbronkier (fig. 21). En klassifikation er foreslået af Miller

og Hyatt 122 og vises i fig. 22.

 Figur 21 Anatomisk og fysiologisk inddeling af luftvejene ©

73

Figur

22. Central og øvre luftvejsobstruktion. © Teoretisk figur.

Inspiratoriske manøvrer er i langt højere grad end de eksspiratoriske afhængige af muskelkraft

som drivende tryk, og dette stiller større krav til instruktion og kontrol af manøvrerne.

Teknikeren skal specifikt anføre kvaliteten af den inspiratoriske manøvre i rapporten.

Et reproducerbart inspiratorisk plateau i flowvolumenkurven uden eksspiratorisk plateau

indikerer en variabel ekstratorakal modstand, Et plateau i både eksspiration og inspiration

ved samme flow indikerer en fikseret modstand (fig. 22). Modsat tyder et eksspiratorisk

plateau uden inspiratorisk plateau på en variabel intratorakal modstand.

Maksimumflow ved høje lungevolumina, specielt PEF, er generelt nedsat ved både intratorakal

og ekstratorakal modstand og opdages derfor i forbindelse med den rutinemæssige

måling af FEV1 og PEF, som derfor også altid er indiceret ved udredning af dyspnø. Hos

patienter med reduceret ventilationskapacitet kan denne modstand overses, fordi maksimalt

flow er så lavt, at modstanden ikke får fysiologisk betydning.

Modsat kan der ses normalt flow hos patienter med variabel modstand som f.eks. stemmelæbeparese

og -dysfunktion (vocal cord dysfunktion). Oscillerende flow og savtaksmønster

ses undertiden og skyldes formentlig instabilitet i luftvejenes væg.

Det er arbejdsgruppens og ATS/ERS’s opfattelse, at flowvolumenkurver er af stor værdi i

udredning af patienter med øvre eller central luftvejsobstruktion, men at uafklaret dyspnø

Fikseret ekstra- og intratorakal

obstruktion

Variabel intratorakal

obstruktion

Variabel ekstratorakal

obstruktion

74

bør følges op af en direkte visuel inspektion af de øvre luftveje eller af billeddiagnostik og

undersøgelse i et lungefysiologisk laboratorium.

8.4.4. Seriemåling af lungefunktion

8.4.4.1. På individniveau og i kliniske undersøgelser

Seriemålinger af lungefunktion er ofte af større værdi end enkeltmålinger hos patienter

med lungesygdom, fordi det giver mulighed for at sammenligne personen med sig selv og

dermed monitorere spontane ændringer eller ændringer som følge af specifik behandling.

PEF-variabilitet bestemmes med seriemålinger og benyttes både til diagnostik og klassifikation

af astmasværhedsgrad 116. Hvorvidt en relativt mindre ændring over relativt lang tid

(> 3 mdr.) i en lungefunktionsvariabel er udtryk for måleusikkerhed, døgnvariation, præmedicinering,

uge- og månedsrytme eller autokorrelation 123, eller den udgør en biologisk

betydende ændring i patientens tilstand spontant eller som følge af en specifik behandling

kan være vanskeligt at afgøre. En hjælp kan være kun at benytte standardiserede undersøgelser,

fordi en lang række af ovennævnte faktorer dermed minimeres. Det er også muligt

at fastlægge intraindividuelle konfidensintervaller for lungefunktionsindices, hvilket kan

være nødvendigt både i forskning og ved udredning af patienter. Statistiske metoder, som

bygger på beregning af konfidensinterval for middeldifference mellem målingerne 124, kan

benyttes til beregning af konfidensintervaller for grupper af patienter med forskellige diagnoser

125 og hos individuelle patienter 126. FEV1 har bedst repeterbarhed (95 % CI < ± 200

ml) af alle lungefunktionsindices 125;127;128, men ved patientadministreret seriemåling har

FEV1 og FVC samme reproducerbarhed ved et interval på 12 timer 129. Man bør ved kontrol

af repeterbarhed i eget laboratorium sikre sig, at repeterbarhed er uafhængig af størrelsen

af målingen 130.

Det er arbejdsgruppens vurdering, at der bør rapporteres absolutte og ikke relative ændringer

ved undersøgelse af f.eks. bronkodilatatorrespons. Brug af procentuelle ændringer

har ikke nogen fordele og en del ulemper. Ønsker man på et laboratorium alligevel at rapportere

procentuelle ændringer i lungefunktionsindices, bør det være i procent af forventet

værdi og må ikke være beregnet ud fra initialværdien 131 som anført af ATS/ERS 132. Alternativt

kan procentændring beregnet som

middel FEV1 ((FEV1(1) - FEV1(2)) / ((FEV1(1) + FEV1(2))*0,5)) *100

benyttes, og beregnet på denne måde angives en ændring på 12 % som signifikant 18.

75

Serielle PEF-målinger har vist sig at være egnet til diagnostik 133. Undersøgelser af værdien

af serielle målinger som led i behandlingen af astma er modstridende. Flere af studierne

indeholder flere simultane interventionsformer, som PEF monitorering, aktionsplaner,

patientuddannelse i en ”pakke”, som gør det svært at vurdere hvilken af interventionerne,

der har bidraget mest til resultatet. Undersøgelser, der sammenligner ”symptom styret behandling”

med “serielt PEF” styret behandling giver heller ikke et klart svar på hvilken metode,

der er bedst. Metoderne må derfor indtil der foreligger flere undersøgelser opfattes

som supplerende 134.

8.4.4.2. Videnskabelige undersøgelser

Seriemåling af lungefunktion har været benyttet i en lang række kliniske forsøg og epidemiologiske

studier af spontane ændringer i lungefunktion ved sammenligning med grupper,

der i miljøet er eksponeret for skadelige stoffer, herunder tobak. I longitudinelle studier,

hvor årlig fald i FEV1 er effektparameter, er der ikke fordele ved at måle hyppigere end

hver 3. måned, fordi der optræder autokorrelation ved kortere intervaller 123.

8.5. Bronkodilatatorrespons. Reversibilitet

Et bronkodilatatorrespons er en måling af ændring i en relevant parameter før og efter dosering

af bronkodilatator. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at bronkodilatatorrespons 135

og respons på andre specifikke farmakologiske behandlinger er et mere informativt udtryk

end reversibilitet 8, som imidlertid antyder, at lungesygdomme kan være fuldt reversible,

delvist reversible eller irreversible. Kvantificering af ventilatorisk bronkodilatatorrespons

benyttes med meget få undtagelser til diagnostik og ikke til vurdering af behandlingseffekter

136. Der er ikke konsensus om testen, men arbejdsgruppen er enig med ATS/ERS om

at anbefale en inhaleret dosis på 400 μg salbutamol eller ækvibronkodilatatorisk dosis af et

andet stof med måling af respons 15 min efter inhalationen. Patientforberedelse, specielt

medicin- og røgfrit interval bør være standardiseret. Patientforberedelse til undersøgelsen

af bronkodilatatorrespons er vist i tabel 14.

Arbejdsgruppens anbefalinger i ovenstående afsnit er i overensstemmelse med ATS / ERS 2;5;7-9

76

Tabel 14 Bronkodilatator respons. Patientforberedelse

En bronkodilatatortest er indiceret ved:

• nedsat FEV1/VC og FEV1/FVC-ratio

• nedsat FEV1 eller FVC, VC og PEF og/eller øget RV 137

• uklart respons på tidligere reversibilitetstest 136

• diagnostik af astma

• diagnostik, klassifikation og reklassifikation af KOL 101

Faktor Præparater

Hyppigst anvendte

Pause fra sidste dosis til

undersøgelsen

Lægemidler

Korttidsvirkende bronkodilatatorer (inhaleret)

Salbutamol, terbutalin, fenoterol

Medium (tid) virkende bronkodilatatorer (inhaleret)

Ipratropium bromid

Langtidsvirkende bronkodilatatorer (inhaleret)

Salmeterol, og formeterol

Tiotropium

Orale bonkodilatatorer. Præparater med depotvirkning

Theofyllin og derivater

Korttidsvirkende -

Medium og langtidsvirkende

Cromoner

Leukotrieninhibitorer og antagonister

Antihistaminer

Steroider – seponeres ikke rutinemæssigt

Fødevarer

Kaffe, te, cola og chokolade

Rygning

Ventoline, Bricanyl, Berotec

Atrovent

Serevent, Oxis, Foradil

Spiriva

Bambec, Volmax

Teofylamin

Nuelin, Teodur og Unixan

Lomudal, Tilade

Singulair

Spirocort og Flixotide

Prednisolon

6 timer

12 timer

8

12 timer

5 dage

12 timer

12 timer

48 timer

Afhænger af formål

med undersøgelsen

24 timer

Ikke rutinemæssigt

Afhænger af formål

med undersøgelsen

Indtages ikke på undersøgelsesdagen

1 time

77

I praksis gennemfører man en bronkodilatatortest på alle patienter, der undersøges første

gang i lungefunktionslaboratorier, for at sikre en kombination af optimal undersøgelse af

patienten og en rationel drift af laboratoriet.

Undersøgelse af bronkodilatatorrespons skal foregå standardiseret for at kunne tolkes korrekt,

og på grund af den relativt beskedne reproducerbarhed 136 bør den udføres flere

gange, så længe tilstanden ikke er afklaret.

ATS/ERS anfører 138 at en stigning i FEV1 og / eller FVC > 200 ml og >12 % af udgangsværdien

udgør en positiv bronkodilatator test. Begge kriterier skal være opfyldt. Det er arbejdsgruppens

opfattelse, at grænsen på 200 ml kun er dokumenteret for ændring i FEV1.

I en undersøgelse 128 af patienter henvist til et lungefysiologisk laboratorium, og dermed

klinisk mere relevant 95, end studier af tilfældigt udvalgte raske fandt man, at ændringen i

FEV1 skulle være > 178 mL og i FVC > 340 mL for at være statisk signifikant.

Ved tolkning af bronkodilatatorrespons skal man tage forbehold for, om standardiseringens

krav er overholdt, specielt medicinfri periode og f.eks. døgnvariation samt at slutkriterier for

FVC manøvren er opfyldt. En ændring på 200 ml i FEV1 er statistisk signifikant, men udelukker

ikke astma. En ændring på > 500 ml er patognomonisk for astma (evidens lav). For

ændringer på 200-400 ml gælder, at stor stigning tyder mere på astma end lav stigning.

Der foreligger aktuelt kun semikvantitative opgørelser af den diagnostiske værdi af bronkodilatatorrespons

139.

Respons på andre lægemidler kan testes på tilsvarende måde, når der tages hensyn til

administrationsform, dosering og tid til maksimalt respons.

8.6. Integrering af lungefunktionsundersøgelser i klinisk praksis og

laboratoriepraksis; tolkning og diagnostisk strategi

8.6.1. Henvisningen

Oftest henvises patienter til undersøgelse pga. en klinisk problemstilling, som f.eks.

dyspnø, i disse tilfælde bør de relevante kliniske oplysninger anføres i henvisningen af

hensyn til tolkningen. I andre tilfælde er det tilstrækkeligt at anføre, at det drejer sig om

behandlings-”monitorering” af en tidligere diagnosticeret sygdom som f.eks. sarkoidose.

Henvisninger kan også være led i obligatoriske undersøgelser af f.eks. dykkere, særligt

eksponerede som f.eks. patienter, der er blevet behandlet med lungetoksiske lægemidler,

f.eks. amidiaron, og ved vurdering af mengrad i erstatningssager.

78

Selvom udformningen og indholdet af den optimale henvisning afhænger af lokale forhold,

herunder kompetence hos både den henvisende læge og undersøgeren, kan der være

både kvalitetsmæssige og driftsmæssige fordele ved brug af en standardiseret henvisning.

8.6.2. Valg af undersøgelser

Et rationelt valg af undersøgelsesstrategi bør hvile på evidensen for den diagnostiske

værdi af den specifikke lungefysiologiske undersøgelse i den givne problemstilling og ikke

på lokale forhold, som f.eks. manglende adgang til at få foretaget undersøgelserne, fordi

det altid vil være muligt at henvise til et lungefysiologisk laboratorium.

Det er arbejdsgruppens vurdering, at relativt mange af de fysiologiske metoder og meget

af apparaturet har gennemgået en høj grad af standardisering, men at der er en væsentlig

mangel på evidens for deres værdi i diagnostik og monitorering 140. Dette kan ikke opfattes

som om, der ikke er evidens for, at metoderne er egnet til deres formål, men de fleste respirationsfysiologiske

metoder er udviklet, indført og standardiseret for længe siden, før de

metoder og den terminologi, som benyttes i den evidensbaserede medicin og ved medicinsk

teknologivurdering, blev etableret.

Et eksempel på et undersøgelsesprogram i et lungefysiologisk laboratorium er vist i boks

16. Undersøgelserne kan suppleres med eller erstattes af henvisning til et laboratorium,

når patient, apparaturbestand, kompetence, ressourcer eller andre lokale forhold kræver

det.

Boks 16. Eksempel på undersøgelsesprogram i et lungefysiologisk laboratorium

8.6.3. Fortolkning omfattende flere forskellige undersøgelser

De data, der kan opsamles ved måling af volumen, flow og diffusion, vil ofte være tilstrækkelige

til, at en korrekt lungefysiologisk klassifikation kan foretages efter kvalitetstjek og

• Dynamiske undersøgelser – spirometri og PEF

• Statiske lungevolumina

• Inhalation af bronkodilatator

• DLCO

• Dynamiske undersøgelser gentages efter bronkodilatation

79

fortolkning. Selve klassifikationen af ventilations- og diffusionsafvigelser kan foretages ved

hjælp af en relativ simpel algoritme og kræver derfor ikke nogen speciel kompetence, fordi

der ikke indgår beslutninger. I de tilfælde, hvor der foreligger observationer i grænseområderne

imellem ”statistisk” normal og unormal, er det nødvendigt at fortolkeren besidder en

stor fysiologisk og klinisk kompetence, fordi de fysiologiske fund skal integreres i den kliniske

beslutningsproces, som skal føre til diagnose og evt. behandling.

Det er vigtigt at understrege, at denne ”standard for lungefunktionsmåling” ikke omfatter

alle de fysiologiske undersøgelsesmodaliteter, som er nødvendige for at man kan diagnosticere

alle relevante funktionsdefekter sufficient, men kun omfatter dem, som er nødvendige

for, at der kan foretages en korrekt klassifikation af ventilatoriske afvigelser, diffusionsafvigelser

og volumenafvigelser fra normaltilstanden, og kun når disse er relativt stationære.

F.eks. er blodgasanalyser ikke omtalt.

8.6.4. Diagnostisk strategi

Et forslag til enkel diagnostisk algoritme, som alle klinikere, der behandler patienter med

respiratoriske symptomer bør have kompetence til at kunne udføre vises i fig. 23. I fig. 24

og 25 vises mere omfattende algoritmer, som viser typiske mønstre af lungefunktionsafvigelser

og de mest sandsynlige diagnoser. Det ligger uden for rammerne af denne publikation

at forsøge at angive de diagnostiske sandsynligheder for de relevante test i relation til

specifikke sygdomme og deres prævalens, da de eksisterende data med få undtagelser

endnu er utilstrækkelige. Arbejdsgruppens opfattelse er, at løsningen af denne opgave,

herunder optimering af danske referencematerialer, bør fremmes mest muligt.

80

Figur 23 * Diagnose og/eller klassifikation af KOL og astma er ikke mulig uden spirometri, som derfor

er indiceret hos alle med respiratoriske symptomer. Se boks 1. ©

**Alle værdier nær grænsen mellem normal og unormal kræver specialistvurdering - evt. ved henvisning til

speciallæge i lungemedicin eller klinisk fysiologi og nuklearmedicin.

81

Figur 24 Simplificeret algoritme, som repræsenterer typiske mønstre for lungefunktionsafvigelser og

sygdomme. ©

Algoritmen kan benyttes i klinikken forudsat at alle værdier nær grænsen mellem normal og unormal tolkes

forsigtigt fordi nogle patienter repræsenterer typiske mønstre og andre atypiske mønstre af afvigelser.

Beslutningen om hvor langt algoritmen skal følges er klinisk og afhænger af hvilke spørgsmål, der søges

afklaret og den kliniske information, der allerede er til rådighed. Algoritmen er ikke egnet til afklaring af

ekstratorakale obstruktioner, se i stedet fig. 22.

Når resultaterne af lungefunktionsundersøgelserne falder nær grænsen mellem normal og unormal kræves

en kompetence i tolkningen svarende til speciallægeuddannelsen i lungemedicin og/eller klinisk fysiologi og

nuklearmedicin. Ved manglende kompetence henvises til specialafdeling.

82

Figur 25. Standard undersøgelsesprogram i lungefunktionslaboratorium © suppleret med

bronkodilatator respons og provokation. Dette program suppleres ad hoc med undersøgelser af blodgasser,

in- og eksspiratoriske statiske tryk, undersøgelse med forskellig lejring af patienten og måling under fysisk

arbejde. Eventuelt iværksættes monitorering af lungefunktionen efter aftale med rekvirerende læge.

83

Figur 26. Lungefysiologiske fund ved de 5 store grupper af lungesygdomme. © Differentialdiagnostik

udføres optimalt ved at klinikeren kombinerer de fysiologiske undersøgelser med højopløsnings CT af toraks,

lungeventilations og perfusionsscintigrafi, arbejdsfysiologiske undersøgelser samt cyto- og histologisk

undersøgelser.

84

8.6.5. Rapport

Rapporten bør tilpasses de lokale forhold. Det optimale indhold er angivet i tabel 15. Et

eksempel er vist i (fig. 24).

Figur 27. Lungefunktionsundersøgelse. Eksempel på rapport.

85

Tabel 15 Krav til rapportering

Laboratorium Laboratorieidentifikation

Dato og tid

Tekniker og beskrivende fysiolog i.d.

Temperatur, PB og RH (hvis udstyr kræver dette)

Referencemateriale

Relevans af referencemateriale

Der bør bemærkes, hvis ikke referencematerialet er det optimale

Testperson CPR-nummer (som indeholder oplysning om alder og køn)

Etnicitet og race

Højde. Det anføres, hvis højden ikke er målt med patienten stående

Vægt. (Kan undlades hvis vægt ikke indgår i beregning af referenceværdi)

Relevante afvigelser fra testperson som f.eks. myasteni eller trakeostomi

Forberedelse Afvigelser fra standardprocedure, som f.eks. rygning. Se respektive

afsnit

Procedure Position under undersøgelsen

Afvigelser fra standard f.eks. forlænget eksspiratorisk tid under

DLCO

Vurdering af grad af kooperation ved undersøgelsen

Kvalitet af test

Grad 1 = bedst: acceptkriterier opfyldt – typisk hvad man vil kræve

i en videnskabelig publikation

Grad 2: kan til nød accepteres, men tag forbehold

Grad 3 (dårligst): bør kun angives med kraftigt forbehold

Resultater Relevante kurver og absolutte mål som angivet i de respektive

afsnit

Absolut mål beregnet som angivet under specifik måling

Referenceværdi, middel, NNG og/eller ØNG

Absolut mål i forhold til referenceværdi. Optimalt angivet som

placering i forhold til fordelingens percentil med 5 percentilers

interval fra 0 til 100

Den hyppigt anvendte angivelse af % af referenceværdien kan

anføres

Klassifikation Algoritme

Henvisning Relevans og eventuelle mangler

Fortolkning

Fysiologens konklusion på baggrund af oplysninger i henvisningen,

undersøgelsernes omfang og kvalitet, eventuelle manglende

undersøgelser. Eventuelt ønske om supplerende oplysninger og

undersøgelser

86

9. Apparatur

9.1. Specifikationer

Kravene til apparaturets tekniske specifikationer beskrives i de relevante afsnit og er samlet

i tabel 4 og 5.

Det er arbejdsgruppens vurdering, at ATS/ERS-kravene 2;5;7-9 til apparaturets specifikationer

kan afviges på følgende områder:

• Kravet om at et spirometer skal have en volumenspændvidde på 0,5-8 L kan afviges

for personer med VC lavere end spirometerets maksimale måleområde. I praksis

er det yderst sjældent, at lungesyge har VC > 7 L, og i tilfælde, hvor VC er større

end spirometerets maksimale volumen, kan der henvises til et laboratorium.

• Det er arbejdsgruppens opfattelse, at det minimale volumen på 0,5 L er for højt, og

at det bør være 0,200 L, for at man også skal kunne måle FEV1 hos de dårligste

patienter, men også her gælder argumentet ovenfor om, at der kan afviges, når det

er relevant.

• Krav til kalibreringsintervaller kan afviges mht. volumen- og tidsmåling, hvis der foreligger

evidens for spirometerets stabilitet, og undersøgelsernes antal er så lavt, at

det muliggør genundersøgelser af alle ved afvigelser.

9.2. Udvikling siden sidste danske ”Standard for lungefunktionsundersøgelse”

Flere relativt billige elektroniske spirometre med digital datalagring og dermed mulighed for

seriel patientadministreret spirometri er blevet tilgængelige.

Der er arbejdsgruppens vurdering at:

• der endnu ikke er tilstrækkelig evidens for at kravet om grafisk fremstilling af undersøgelserne

i klinisk spirometri (mulighed for at se kurver) kan afviges. Det er imidlertid

vist, at selekterede grupper af patienter i videnskabelige studier kan udføre

daglig spirometri med både mekanisk og digitalt apparatur med og uden mulighed

for aflæsning af resultaterne 141,

• pc-koblede og håndholdte elektroniske spirometre fra velrenommerede udbydere,

har nået et tilstrækkeligt kvalitetsniveau til klinisk spirometri, og flere apparater opfylder

ATS/ERS-kriterierne,

87

• nogle apparater opfylder kravene i denne standard, til trods for at der ikke er mulighed

for justering i forbindelse med kalibrering, fordi de måler korrekt uden justering

over lange intervaller 142,

• man skal sikre sig dokumentation for, at der ikke er softwarefejl før indkøb og opdateringer.

9.3. Patientadministreret seriel spirometri (PASS)

Tilgængeligheden af enkle og prisbillige spirometre har givet øgede muligheder for spirometri

i hjem og på arbejdsplads enten ved hjælp af digital lagring eller telespirometri. Nogle

af metoderne er validerede, men der savnes stadig evidens for, at seriel måling af FEV1

og FVC har fordele frem for seriel måling af PEF i klinikken og ved diagnostik af erhvervsbetinget

astma, men dette kan skyldes en statistisk type 2-fejl som følge af for få og små

studier.

10. Ofte stillede spørgsmål – praktiske råd

Tabel 16 Praktiske råd

Luftryk PB Valide målinger, som overholder WMO-standard, findes på Danmarks Meteorologiske

Instituts hjemmeside

http://www.dmi.dk/dmi/index/danmark/vejrobservationer.htm 28.12.2005

Indkøb Benyt en forhandler med lokal repræsentant og størst mulig kompetence af

hensyn til service

Hjemmesider DLS hjemmeside med links til andre

Kalibrering af

kalibreringssprøjter

Hans Rudolph. http://www.rudolphkc.com/

28.12.2005

88

11. Perspektiver

Det er arbejdsgruppens vurdering, at nedenstående områder bør prioriteres:

1. Sikring af at alle danske patienter, hos hvem der foreligger indikation for lungefysiologisk

undersøgelse får tilbudt disse og at disse opfylder denne standards minimumskrav

2. Postgraduat uddannelse af personale, som udfører lungefunktionsundersøgelser

3. Etablering af en international standard for evidensbaseret laboratoriemedicin

4. Optimering af danske referencematerialer for spirometri, lungevolumina og DLCO.

5. Optimering og dokumentation af den evidens, der foreligger for den kliniske værdi

af lungefunktionsundersøgelse i form af medicinsk teknologivurdering udført post

festum

6. Der bør skabes mulighed for henvisning fra primærsektoren direkte til de lungefysiologiske

undersøgelser, der anbefales i denne standard, og til et speciallaboratorium,

når det er indiceret.

7. Der bør tilvejebringes bedre kriterier for IC måling specielt tidsrelationen mellem de

gentagne målinger

8. Kan FVC erstattes af FEV6?

9. Kan FVC erstatte måling af VC hos patienter med FEV1/FVC > 0,80?

89

Tabel 17 Specielle undersøgelsesprogrammer hvori denne standards test indgår

Formål De væsentligste undersøgelser

Allergisk alveolitis

FEV1, VC, DLCO, TLC

Amiodaron

FEV1, VC, DLCO, TLC

Antidoping – astma

Eukapnisk hyperventilationsprovokation

Astma

FEV1, VC, PEF

Bronchiolitis obliterans 103

FEV1, FEF25-75% VC, flowvolumenkurver, DLCO, TLC

Bronkiektasi FEV1, FVC, DLCO, TLC

Cystisk fibrose

FEV1, VC, PEF

Dykning Se reference under tabellen. http://www.britthoracic.

org.uk/bts_diving_guidelines_html 28.12.2005

Eosinofilt syndrom FEV1, VC, DLCO, TLC

Flyvning og ophold i højder

FEV1/FVC Se reference under tabellen. http://www.britthoracic.

org.uk/iqs/sid.04445940050815820205107/page246.html

28.12.2005

Immunologiske systemsygdomme

F.eks. reumatoid artritis, Sjøgrens

sygdom,

FEV1, VC, DLCO, TLC

KOL

Emfysem

Alfa1-antitrypsinmangel

FEV1, VC, RV, TLC, DLCO

Lungefibrose FEV1, VC, DLCO, TLC

Lungetransplantation

FEV1, VC, DLCO, RV, TLC

Muskeldystrofi og

andre hypodynamiske lidelser

VC, maksimal respirationsmuskelstyrke

Pension FEV1, VC, PEF, TLC, DLCO

Præoperativ risikovurdering

Risikovurdering før procedurer

med risiko for respirationsinsufficiens

Lungeoperationer

Resektioner

Volumenreducerende kirurgi

Operationer med forventet

postoperativt øget residualvolumen

FEV1, VC, PEF, Bronkodilatator respons

FEV1, VC, DLCO, Bronkodilatator respons

FEV1, VC, DLCO, TLC, RV, Bronkodilatator respons

Sarkoidose med lungemanife- FEV1, VC, DLCO, TLC

90

stationer

Tobaksafhængighedssyndrom

Aktivt brugende

FEV1, VC, PEF

103;143 Flyvning 144, dykning 145

91

Tabel 18. Hæmoglobinkorrektion af diffusionskapaciteten

Hb (mmol/l) DLCO korrigeret /

DLCO ukorrigeret

Mand

DLCO korrigeret /

DLCO ukorrigeret

Kvinde

Hb (mmol/l) DLCO korrigeret /

DLCO ukorrigeret

Mand

DLCO korrigeret /

DLCO ukorrigeret

Kvinde

3 1,83 1,74 7,6 1,08 1,04

3,1 1,79 1,70 7,7 0,07 1,04

3,2 1,75 1,67 7,8 1,07 1,03

3,3 1,72 1,63 7,9 1,06 1,03

3,4 1,69 1,60 8 1,05 1,02

3,5 1,65 1,57 8,1 1,05 1,01

3,6 1,63 1,55 8,2 1,04 1,01

3,7 1,60 1,52 8,3 1,04 1,00

3,8 1,57 1,50 8,4 1,03 1,00

3,9 1,55 1,47 8,5 1,03 0,99

4 1,52 1,45 8,6 1,02 0,99

4,1 1,50 1,43 8,7 1,02 0,98

4,2 1,48 1,41 8,8 1,01 0,98

4,3 1,46 1,39 8,9 1,01 0,98

4,4 1,44 1,37 9 1,00 0,97

4,5 1,42 1,36 9,1 1,00 0,97

4,6 1,40 1,34 9,2 0,99 0,96

4,7 1,38 1,32 9,3 0,99 0,96

4,8 1,37 1,31 9,4 0,99 0,96

4,9 1,35 1,29 9,5 0,98 0,95

5 1,33 1,28 9,6 0,98 0,95

5,1 1,32 1,27 9,7 0,97 0,94

5,2 1,31 1,25 9,8 0,97 0,94

5,3 1,29 1,24 9,9 0,97 0,94

5,4 1,28 1,23 10 0,96 0,93

5,5 1,27 1,22 10,1 0,96 0,93

5,6 1,25 1,20 10,2 0,95 0,93

5,7 1,24 1,19 10,3 0,95 0,92

5,8 1,23 1,18 10,4 0,95 0,92

5,9 1,22 1,17 10,5 0,94 0,92

6 1,21 1,16 10,6 0,94 0,91

6,1 1,20 1,15 10,7 0,94 0,91

6,2 1,19 1,14 10,8 0,93 0,91

6,3 1,18 1,14 10,9 0,93 0,90

6,4 1,17 1,13 11 0,93 0,90

6,5 1,16 1,12 11,1 0,92 0,90

6,6 1,15 1,11 11,2 0,92 0,90

6,7 1,15 1,10 11,3 0,92 0,89

6,8 1,14 1,10 11,4 0,92 0,89

6,9 1,13 1,09 11,5 0,91 0,89

7 1,12 1,08 11,6 0,91 0,89

7,1 1,11 1,07 11,7 0,91 0,88

7,2 1,11 1,07 11,8 0,90 0,88

7,3 1,10 1,06 11,9 0,90 0,88

7,4 1,09 1,05 12 0,90 0,88

7,5 1,09 1,05 12,1 0,90 0,87

92

Arbejdsgruppens medlemmer og interessekonflikter

Flemming Madsen. Formand for arbejdsgruppen, overlæge, dr.med. Allergi- og Lungeklinikken.

Helsingør.

Forskning: klinisk respirationsfysiologi, farmakologi og epidemiologi.

Jann Mortensen. Overlæge, dr.med. Rigshospitalet, Klinisk-fysiologisk og Nuklearmedicinsk

Afdeling. Forskning: klinisk respirationsfysiologi og epidemiologi.

Niels Maltbæk. Overlæge. Roskilde. Forskning: klinisk respirationsfysiologi.

Ole Find Pedersen. Docent, dr.med. Aarhus Universitet, Miljø og Arbejdsmedicinsk Institut.

Forskning: teoretisk og eksperimentel lungefysiologi samt epidemiologisk forskning.

Medforfatter til internationale standarder for lungefunktionsmålinger.

Interessekonflikter: Arbejdsgruppens medlemmer har alle som en del af deres arbejde søgt

at udbrede kendskabet til lungefysiologiske målinger mhp. at øge udredelsen og kvaliteten

af målingerne. Flemming Madsen modtager honorar fra sygesikringen for lungefunktionsmålinger.

Der foreligger ikke interessekonflikter ud over de her nævnte.

93

12. Referencer

(1) Kjærgaard J, Knudsen J, Mainz J. Fra kvalitetscirkler til evidensbaseret klinisk praksis

- statusartikler om kvalitetsudvikling. I. Begreber, metoder og strategier. Ugeskr

Læger 1998; 160:6638-6643.

(2) Macintyre N, Crapo RO, Viegi G, Johnson DC, van der Grinten CP, Brusasco V et

al. Standardisation of the single-breath determination of carbon monoxide uptake in

the lung

7. Eur Respir J 2005; 26:720-735.

(3) Miller MR, Crapo R, Hankinson J, Brusasco V, Burgos F, Casaburi R et al. General

considerations for lung function testing. European Respiratory Journal 2005;

26:153-161.

(4) Miller MR, Hankinson J, Brusasco V, Burgos F, Casaburi R, Coates A et al. Standardisation

of spirometry

9. Eur Respir J 2005; 26:319-338.

(5) Pellegrino R, Viegi G, Brusasco V, Crapo RO, Burgos F, Casaburi R et al. Interpretative

strategies for lung function tests

6. Eur Respir J 2005; 26:948-968.

(6) Pellegrino R, Decramer M, van Schayck CPO, Dekhuijzen PNR, Troosters T, van

Herwaarden C et al. Quality control of spirometry: a lesson from the BRONCUS

trial. European Respiratory Journal 2005; 26:1104-1109.

(7) Wanger J, Clausen JL, Coates A, Pedersen OF, Brusasco V, Burgos F et al. Standardisation

of the measurement of lung volumes

8. Eur Respir J 2005; 26:511-522.

(8) Miller MR, Hankinson J, Brusasco V, Burgos F, Casaburi R, Coates A et al. Standardisation

of spirometry. Eur Respir J 2005; 26:319-338.

(9) Miller MR, Crapo R, Hankinson J, Brusasco V, Burgos F, Casaburi R et al. General

considerations for lung function testing

10. Eur Respir J 2005; 26:153-161.

(10) International vocabulary of basic and general terms in metrology (VIM) Draft guide.

Revision of the 1993 edition. Geneva: IS0; 2005.

(11) ISO 5725-1. Accuracy (trueness and precission) of mesurement methods and results

- Part 1: Genreral principles and definitions. DS/ISO 5725-1 ed. Geneva:

DS/ISO; 1995.

(12) DS/ISO 5725-1. Nøjagtighed (korrekthed og præcision) af målemetoder og resultater.

Del 1 Generelle principper og definitioner. DS/ISO 5725-1 ed. Geneva: DS/ISO;

1995.

(13) Quanjer PH. Standardized Lung Function Testing. Bull Eur Physiopathol Respir

1983; 19 (suppl.):1-95.

94

(14) ATS statement--Snowbird workshop on standardization of spirometry. Am Rev

Respir Dis 1979; 119:831-838.

(15) Standardization of Spirometry, 1994 Update. American Thoracic Society. Am J

Respir Crit Care Med 1995; 152:1107-1136.

(16) Quanjer PH, Lebowitz MD, Gregg I, Miller MR, Pedersen OF. Peak expiratory flow:

conclusions and recommendations of a Working Party of the European Respiratory

Society. Eur Respir J Suppl 1997; 24:2S-8S.

(17) Cotes JE, Chinn DJ, Quanjer PH, Roca J, Yernault J-C. Standardization of the

measurement of transfer factor (diffusing capacity). Report Working Party Standardization

of Lung Function Tests, European Community for Steel and Coal. Official

Statement of the European Respiratory Society. Eur Respir J Suppl 1993;

16:41-52.

(18) Quanjer PH, Tammeling GJ, Cotes JE, Pedersen OF, Peslin R, Yernault J-C. Lung

volumes and forced ventilatory flows 1993 update. Eur Respir J 1993; 6 suppl16:5-

40.

(19) Vecchio TJ. Predictive value of a single diagnostic test in unselected populations. N

Engl J Med 1966; 274:1171-1173.

(20) Parker JM, Dillard TA, Phillips YY. Arm span-height relationships in patients referred

for spirometry. Am J Respir Crit Care Med 1996; 154:533-536.

(21) Townsend MC. Spirometric forced expiratory volumes measured in standing versus

the sitting posture. Am Rev Respir Dis 1984; 130:123-124.

(22) Madsen F, Frolund L, Ulrik CS, Dirksen A. Office spirometry: temperature conversion

of volumes measured by the Vitalograph-R bellows spirometer is not necessary.

Respir Med 1999; 93:685-688.

(23) D'Angelo E, Prandi E, Milic-Emili J. Dependence of maximal flow-volume curves on

time course of preceding inspiration. J Appl Physiol 1993; 75:1155-1159.

(24) Bucca CB, Carossa S, Colagrande P, Brussino L, Chiavassa G, Pera P et al. Effect

of edentulism on spirometric tests. Am J Respir Crit Care Med 2001; 163:1018-

1020.

(25) Eigen H, Bieler H, Grant D, Christoph K, Terrill D, Heilman DK et al. Spirometric

pulmonary function in healthy preschool children. Am J Respir Crit Care Med 2001;

163:619-623.

(26) Morris AH, Kanner RE, Crapo R, Gardner RM. Clinical pulmonary function testing: a

manual of uniform laboratory procedures. 2nd ed. Salt Lake City: Intermountain

Thoracic Society; 1984.

(27) Standardization of Spirometry, 1994 Update. American Thoracic Society. Am J

Respir Crit Care Med 1995; 152:1107-1136.

(28) Hankinson JL, Bang KM. Acceptability and reproducibility criteria of the American

Thoracic Society as observed in a sample of the general population. Am Rev Respir

Dis 1991; 143:516-521.

95

(29) Ferris BG, Jr., Speizer FE, Bishop Y, Prang G, Weener J. Spirometry for an epidemiologic

study: deriving optimum summary statistics for each subject. Bull Eur Physiopathol

Respir 1978; 14:145-166.

(30) Kanner RE, Schenker MB, Munoz A, Speizer FE. Spirometry in children. Methodology

for obtaining optimal results for clinical and epidemiologic studies. Am Rev

Respir Dis 1983; 127:720-724.

(31) Swanney MP, Jensen RL, Crichton DA, Beckert LE, Cardno LA, Crapo RO. FEV(6)

is an acceptable surrogate for FVC in the spirometric diagnosis of airway obstruction

and restriction. Am J Respir Crit Care Med 2000; 162:917-919.

(32) Paoletti P, Pistelli G, Fazzi P, Viegi G, Di Pede F, Giuliano G et al. Reference values

for vital capacity and flow-volume curves from a general population study. Bull

Eur Physiopathol Respir 1986; 22:451-459.

(33) Wanger J, Clausen JL, Coates A, Pedersen OF, Brusasco V, Burgos F et al. Standardisation

of the measurement of lung volumes. Eur Respir J 2005; 26:511-522.

(34) Hansen LM, Pedersen OF, Lyager S, Naeraa N. [Method related differences in vital

capacity]. Ugeskr Læger 1983; 145:2752-2756.

(35) Wanger J, Pedersen OF. Joint ATS and ERS Statement. Static Lung Volumes. Am

J Respir Crit Care Med 2005; in press.

(36) Pellegrino R, Rodarte JR, Brusasco V. Assessing the reversibility of airway obstruction.

Chest 1998; 114:1607-1612.

(37) Pedersen OF. The Peak Flow Working Group: physiological determinants of peak

expiratory flow. Eur Respir J Suppl 1997; 24:11S-16S.

(38) Wright BM, McKerrow CB. Maximum forced expiratory flow rate as a measure of

ventilatory capacity: with a description of a new portable instrument for measuring it.

Br Med J 1959; 5159:1041-1046.

(39) Miller MR, Dickinson SA, Hitchings DJ. The accuracy of portable peak flow meters.

Thorax 1992; 47:904-909.

(40) Miller MR, Lloyd J, Bright P. Recording flow in the first second of a maximal forced

expiratory manoeuvre: influence of frequency content. Eur Respir J 2002; 19:530-

533.

(41) Pedersen OF, Rasmussen TR, Omland O, Sigsgaard T, Quanjer PH, Miller MR.

Peak expiratory flow and the resistance of the mini-wright peak flow meter. Eur

Respir J 1996; 9:828-833.

(42) Kano S, Burton DL, Lanteri CJ, Sly PD. Determination of peak expiratory flow. Eur

Respir J 1993; 6:1347-1352.

(43) Ferris BG, Jr., Speizer FE, Bishop Y, Prang G, Weener J. Spirometry for an epidemiologic

study: deriving optimum summary statistics for each subject. Bull Eur

Physiopathol Respir 1978; 14:145-166.

96

(44) Siersted HC, Hansen HS, Hansen NC, Hyldebrandt N, Mostgaard G, Oxhoj H.

Evaluation of peak expiratory flow variability in an adolescent population sample.

The Odense Schoolchild Study. Am J Respir Crit Care Med 1994; 149:598-603.

(45) Higgins BG, Britton JR, Chinn S, Jones TD, Jenkinson D, Burney PG et al. The distribution

of peak expiratory flow variability in a population sample. Am Rev Respir

Dis 1989; 140:1368-1372.

(46) Boezen HM, Schouten JP, Postma DS, Rijcken B. Relation between respiratory

symptoms, pulmonary function and peak flow variability in adults. Thorax 1995;

50:121-126.

(47) Boezen HM, Schouten JP, Postma DS, Rijcken B. Distribution of peak expiratory

flow variability by age, gender and smoking habits in a random population sample

aged 20-70 yrs. Eur Respir J 1994; 7:1814-1820.

(48) Pedersen OF, Miller MR, Sigsgaard T, Tidley M, Harding RM. Portable peak flow

meters: physical characteristics, influence of temperature, altitude, and humidity.

Eur Respir J 1994; 7:991-997.

(49) Wanger J, Clausen JL, Coates A, Pedersen OF, Brusasco V, Burgos F et al. Standardisation

of the measurement of lung volumes. Eur Respir J 2005; 26:511-522.

(50) NHLBI workshop. Consensus statement on measurement of lung volumes in humans.

www.thoracic.org/adobe/lungvolume.pdf. Date last updated: 30 December

2003/ 19. juli 2005. 2005.

(51) Dubois AB, Botelho SY, Bedell GN, Marshall R, Comroe JH. A rapid plethysmographic

method for measuring thoracic gas volume: a comparison with a nitrogen

washout method for measuring functional residual capacity in normal subjects.

J Clin Invest 1956; 35:322-326.

(52) Coates AL, Peslin R, Rodenstein D, Stocks J. Measurement of lung volumes by

plethysmography. Eur Respir J 1997; 10:1415-1427.

(53) Stocks J, Quanjer PH. Reference values for residual volume, functional residual

capacity and total lung capacity. ATS Workshop on Lung Volume Measurements.

Official Statement of The European Respiratory Society. Eur Respir J 1995; 8:492-

506.

(54) Stanescu DC, Rodenstein D, Cauberghs M, Van de Woestijne KP. Failure of body

plethysmography in bronchial asthma. J Appl Physiol 1982; 52:939-948.

(55) Rodenstein DO, Stanescu DC, Francis C. Demonstration of failure of body plethysmography

in airway obstruction. J Appl Physiol 1982; 52:949-954.

(56) Shore SA, Huk O, Mannix S, Martin JG. Effect of panting frequency on the plethysmographic

determination of thoracic gas volume in chronic obstructive pulmonary

disease. Am Rev Respir Dis 1983; 128:54-59.

(57) Brown R, Hoppin FG, Jr., Ingram RH, Jr., Saunders NA, McFadden ER, Jr. Influence

of abdominal gas on the Boyle's law determination of thoracic gas volume. J

Appl Physiol 1978; 44:469-473.

97

(58) Peslin R, Gallina C, Rotger M. Methodological factors in the variability of lung volume

and specific airway resistance measured by body plethysmography. Bull Eur

Physiopathol Respir 1987; 23:323-327.

(59) Stanescu DC, De Sutter P, Van de Woestijne KP. Pressure-corrected flow body

plethysmograph. Am Rev Respir Dis 1972; 105:304-305.

(60) Desmond KJ, Demizio DL, Allen PD, Beaudry PH, Coates AL. An alternate method

for the determination of functional residual capacity in a plethysmograph. Am Rev

Respir Dis 1988; 137:273-276.

(61) Zarins LP, Clausen JL. Body Plethysmography. In: Clausen JL, editor. Pulmonary

Function Testing Guidelines and Controversies. Equipment, methods, and normal

values. 1 ed. New York: Academic Press; 1982. 141-153.

(62) Forster RE. Exchange of gases between alveolar air and pulmonary capillary blood:

pulmonary diffusing capacity. Physiol Rev 1957; 37:391-452.

(63) MacIntyre NR, Crapo R, Viegi G, Johnson D, van der Grinten CP. Standardization

Of The Single Breath Determination Of Carbon Monoxide Uptake In The Lung - A

Joint Official Statement Of The American Thoracic Society (Ats) And The European

Respiratory Society (Ers). Am J Respir Crit Care Med. In press 2005.

(64) MacIntyre NR. Diffusing capacity of the lung for carbon monoxide. Respir Care Clin

N Am 1997; 3:221-233.

(65) Crapo RO, Forster RE. Carbon monoxide diffusing capacity. Clin Chest Med 1989;

10:187-198.

(66) Wilson AF, Hearne J, Brenner M, Alfonso R. Measurement of transfer factor during

constant exhalation. Thorax 1994; 49:1121-1126.

(67) Leathart GL. Steady-state diffusing capacity determined by a simplified method.

Thorax 1962; 17:302-307.

(68) Meyer M, Scheid P, Riepl G, Wagner HJ, Piiper J. Pulmonary diffusion capacities

for O2 and CO measured by a rebreathing technique. J Appl Physiol 1981;

51:1643-1650.

(69) American Thoracic Society. Single-breath carbon monoxide diffusing capacity

(transfer factor). Recommendations for a standard technique--1995 update

1. Am J Respir Crit Care Med 1995; 152:2185-2198.

(70) Macintyre N, Crapo RO, Viegi G, Johnson DC, van der Grinten CP, Brusasco V et

al. Standardisation of the single-breath determination of carbon monoxide uptake in

the lung. Eur Respir J 2005; 26:720-735.

(71) Macintyre N, Crapo RO, Viegi G, Johnson DC, van der Grinten CP, Brusasco V et

al. Standardisation of the single-breath determination of carbon monoxide uptake in

the lung. Eur Respir J 2005; 26:720-735.

(72) Prabhu MB, Mink JT, Graham BL, Cotton DJ. Effect of a deep breath on gas mixing

and diffusion in the lung. Respir Physiol 1990; 79:195-204.

98

(73) Jones RN, MEADE F. A theoretical and experimental analysis of anomalies in the

estimation of pulmonary diffusing capacity by the single breath method. Q J Exp

Physiol Cogn Med Sci 1961; 46:131-143.

(74) Huang YC, MacIntyre NR. Real-time gas analysis improves the measurement of

single-breath diffusing capacity. Am Rev Respir Dis 1992; 146:946-950.

(75) Okubo T, Lenfant C. Calibration of gas chromatograph without standardized gas

mixtures. Respir Physiol 1968; 4:255-259.

(76) Viegi G, Baldi S, Begliomini E, Ferdeghini EM, Pistelli F. Single breath diffusing capacity

for carbon monoxide: effects of adjustment for inspired volume dead space,

carbon dioxide, hemoglobin and carboxyhemoglobin. Respiration 1998; 65:56-62.

(77) Macintyre N, Crapo RO, Viegi G, Johnson DC, van der Grinten CP, Brusasco V et

al. Standardisation of the single-breath determination of carbon monoxide uptake in

the lung. Eur Respir J 2005; 26:720-735.

(78) Macintyre N, Crapo RO, Viegi G, Johnson DC, van der Grinten CP, Brusasco V et

al. Standardisation of the single-breath determination of carbon monoxide uptake in

the lung. Eur Respir J 2005; 26:720-735.

(79) Coburn RF, Forster RE, Kane PB. Considerations of the physiological variables that

determine the blood carboxyhemoglobin concentration in man. J Clin Invest 1965;

44:1899-1910.

(80) Viegi G, Paoletti P, Carrozzi L, Baldacci S, Modena P, Pedreschi M et al. CO diffusing

capacity in a general population sample: relationships with cigarette smoking

and airflow obstruction. Respiration 1993; 60:155-161.

(81) Mohsenifar Z, Tashkin DP. Effect of carboxyhemoglobin on the single breath diffusing

capacity: derivation of an empirical correction factor. Respiration 1979; 37:185-

191.

(82) Macintyre N, Crapo RO, Viegi G, Johnson DC, van der Grinten CP, Brusasco V et

al. Standardisation of the single-breath determination of carbon monoxide uptake in

the lung. Eur Respir J 2005; 26:720-735.

(83) Frey TM, Crapo RO, Jensen RL, Elliott CG. Diurnal variation of the diffusing capacity

of the lung: is it real? Am Rev Respir Dis 1987; 136:1381-1384.

(84) Macintyre N, Crapo RO, Viegi G, Johnson DC, van der Grinten CP, Brusasco V et

al. Standardisation of the single-breath determination of carbon monoxide uptake in

the lung. Eur Respir J 2005; 26:720-735.

(85) Macintyre N, Crapo RO, Viegi G, Johnson DC, van der Grinten CP, Brusasco V et

al. Standardisation of the single-breath determination of carbon monoxide uptake in

the lung. Eur Respir J 2005; 26:720-735.

(86) Macintyre N, Crapo RO, Viegi G, Johnson DC, van der Grinten CP, Brusasco V et

al. Standardisation of the single-breath determination of carbon monoxide uptake in

the lung. Eur Respir J 2005; 26:720-735.

99

(87) Macintyre N, Crapo RO, Viegi G, Johnson DC, van der Grinten CP, Brusasco V et

al. Standardisation of the single-breath determination of carbon monoxide uptake in

the lung. Eur Respir J 2005; 26:720-735.

(88) Macintyre N, Crapo RO, Viegi G, Johnson DC, van der Grinten CP, Brusasco V et

al. Standardisation of the single-breath determination of carbon monoxide uptake in

the lung. Eur Respir J 2005; 26:720-735.

(89) American Thoracic Society. Single-breath carbon monoxide diffusing capacity

(transfer factor). Recommendations for a standard technique--1995 update. Am J

Respir Crit Care Med 1995; 152:2185-2198.

(90) Gardner RM, Clausen JL, Crapo RO, Epler GR, Hankinson JL, Johnson JLJ et al.

Quality assurance in pulmonary function laboratories. Am Rev Respir Dis 1986;

134:625-627.

(91) Macintyre N, Crapo RO, Viegi G, Johnson DC, van der Grinten CP, Brusasco V et

al. Standardisation of the single-breath determination of carbon monoxide uptake in

the lung. Eur Respir J 2005; 26:720-735.

(92) Hughes JM, Pride N. Lung function tests: Physiological Principles and Clinical Applications.

1 ed. London: W.B. Saunders; 1999.

(93) Pellegrino R, Viegi G, Brusasco V, Crapo RO, Burgos F, Casaburi R et al. Interpretative

strategies for lung function tests. Eur Respir J 2005; 26:948-968.

(94) Lung function testing: selection of reference values and interpretative strategies.

American Thoracic Society. Am Rev Respir Dis 1991; 144:1202-1218.

(95) Oldham PD. The Uselessness of normal values. In: Arcangeli P, Cotes JE, Cournand

A, editors. Introduction to the definition of normal values for respiratory function

in man. Torino: Panminerva Medica; 1970. 49-56.

(96) Groth S, Dirksen A, Dirksen H, Rossing N. Intraindividual Variation and Effect of

Learning in Lung Function Examinations. A population study. Bull Eur Physiopathol

Respir 1986; 22:35-42.

(97) Thuesen J, Dirksen A, Groth S, Kjærulff J, Madsen F, Rasmussen FV. Spirometri -

en rekommandation. København: Dansk Lungemedicinsk Selskab; 1986.

(98) Hankinson JL, Odencrantz JR, Fedan KB. Spirometric reference values from a

sample of the general U.S. population. Am J Respir Crit Care Med 1999; 159:179-

187.

(99) Enright, P., Studnica, M, and Zielinski, J. <[03] Chapter Title>. In: Gosselink, R. and

Stam, H. <[13] Book Title>. 1 ed. <[16] City>: European Respratory Society Journals

Limited; 2005. 1-14.

(100) Wulff HR. Rationel klinik. 1 ed. København: Munksgaard; 1973.

(101) Sterk PJ. Let's not forget: the GOLD criteria for COPD are based on postbronchodilator

FEV1. Eur Respir J 2004; 23:497-498.

100

(102) Rodarte JR, Hyatt RE, Cortese DA. Influence of expiratory flow on closing capacity

at low expiratory flow rates. J Appl Physiol 1975; 39:60-65.

(103) Estenne M, Maurer JR, Boehler A, Egan JJ, Frost A, Hertz M et al. Bronchiolitis

obliterans syndrome 2001: an update of the diagnostic criteria. J Heart Lung Transplant

2002; 21:297-310.

(104) Hansen JE, Sun XG, Wasserman K. Spirometric criteria for airway obstruction: Use

percentage of FEV1/FVC ratio below the fifth percentile, not < 70%

4. Chest 2007; 131:349-355.

(105) Lange P, Nyboe J, Appleyard M, Jensen G, Schnohr P. Spirometric findings and

mortality in never-smokers

21. J Clin Epidemiol 1990; 43:867-873.

(106) Siafakas NM, Vermeire P, Pride NB, Paoletti P, Gibson J, Howard P et al. Optimal

assessment and management of chronic obstructive pulmonary disease (COPD).

The European Respiratory Society Task Force. Eur Respir J 1995; 8:1398-1420.

(107) Celli BR, MacNee W, Agusti A, Anzueto A, Berg B, Buist AS et al. Standards for the

diagnosis and treatment of patients with COPD: a summary of the ATS/ERS position

paper. European Respiratory Journal 2004; 23:932-946.

(108) Global Initiative on Chronic Obstructive Pulmonary Disease. GOLD. 12-11-2007.

http://www.goldcopd.com/

(109) Dykstra BJ, Scanlon PD, Kester MM, Beck KC, Enright PL. Lung volumes in 4,774

patients with obstructive lung disease. Chest 1999; 115:68-74.

(110) Aaron SD, Dales RE, Cardinal P. How accurate is spirometry at predicting restrictive

pulmonary impairment? Chest 1999; 115:869-873.

(111) Glady CA, Aaron SD, Lunau M, Clinch J, Dales RE. A spirometry-based algorithm

to direct lung function testing in the pulmonary function laboratory. Chest 2003;

123:1939-1946.

(112) Wiis J, Mortensen J, Jacobsen E. [Hypodynamic respiratory insufficiency. Diagnostic

investigation]. Ugeskr Laeger 2002; 165:15-20.

(113) Hyatt RE. Forced expiration. In: Macklem PT, Mead J, editors. Handbook of Physiology.

Bethesda: American Physiological Society; 1986. 295-314.

(114) Glindmeyer HW, Lefante JJ, McColloster C, Jones RN, Weill H. Blue-collar normative

spirometric values for Caucasian and African-American men and women aged

18 to 65. Am J Respir Crit Care Med 1995; 151:412-422.

(115) Mannino DM, Buist AS, Petty TL, Enright PL, Redd SC. Lung function and mortality

in the United States: data from the First National Health and Nutrition Examination

Survey follow up study. Thorax 2003; 58:388-393.

(116) Global strategy for asthma management and prevention NHLBI/WHO workshop

report. 1 ed. Bethesda: NIH; 1995.

101

(117) Vestbo J, Lange P. [Forced expiratory volume in 1 second (FEV1)--a respiratory

physiological measurement of considerable prognostic value]. Ugeskr Læger 1991;

153:2292-2295.

(118) Pellegrino R, Brusasco V. Lung hyperinflation and flow limitation in chronic airway

obstruction. Eur Respir J 1997; 10:543-549.

(119) Pride N, Macklem PT. Lung Mechanics in Disease. In: Macklem PT, Mead J, editors.

Handbook of Physiology. Bethesda: American Physiological Society; 1986.

659-692.

(120) O'Donnell DE, D'Arsigny C, Fitzpatrick M, Webb KA. Exercise hypercapnia in advanced

chronic obstructive pulmonary disease: the role of lung hyperinflation. Am J

Respir Crit Care Med 2002; 166:663-668.

(121) O'Donnell DE, Forkert L, Webb KA. Evaluation of bronchodilator responses in patients

with "irreversible" emphysema. Eur Respir J 2001; 18:914-920.

(122) Miller RD, Hyatt RE. Obstructing lesions of the larynx and trachea: clinical and

physiologic characteristics. Mayo Clin Proc 1969; 44:145-161.

(123) Dirksen A, Holstein-Rathlou NH, Madsen F, Skovgaard LT, Ulrik CS, Heckscher T

et al. Long-range correlations of serial FEV1 measurements in emphysematous patients

and normal subjects. J Appl Physiol 1998; 85:259-265.

(124) Bland M. Repeatability and precission in measurement. An Introduction to Medical

Statistics. 3 ed. Oxford: Oxford Medical Publications; 2000. 204-205.

(125) Tweeddale PM, Alexander F, McHardy GJ. Short term variability in FEV1 and bronchodilator

responsiveness in patients with obstructive ventilatory defects. Thorax

1987; 42:487-490.

(126) Habib MP, Pare PD, Engel LA. Variability of airway responses to inhaled histamine

in normal subjects. J Appl Physiol 1979; 47:51-58.

(127) Tweeddale PM, Merchant S, Leslie M, Alexander F, McHardy GJR. Short term

variatiability in fev1:relation to pretest activity, level of fev1 and smoking habits.

Thorax 1984; 39:928-932.

(128) Sourk RL, Nugent KM. Bronchodilator testing: Confidence intervals derived from

placebo inhalations. Am Rev Respir Dis 1983; 128:153-157.

(129) Madsen F, Ulrik CS, Dirksen A, Hansen KK, Nielsen NH, Frolund L et al. Patientadministered

sequential spirometry in healthy volunteers and patients with alpha 1-

antitrypsin deficiency. Respir Med 1996; 90:131-138.

(130) Altman DG, Bland JM. Measurement in medicine: The analysis of method comparaison

studies. Statistician 1983; 32:307-317.

(131) Oldham PD. A note on the analysis of repeated measurements of the same subjects.

J Chronic Dis 1962; 15:969-977.

(132) Pellegrino R, Viegi G, Brusasco V, Crapo RO, Burgos F, Casaburi R et al. Interpretative

strategies for lung function tests. Eur Respir J 2005; 26:948-968.

102

(133) Moscato G, Godnic Cvar J, Maestrelli P, Malo JL, Sherwood Burge P, Coifman R.

Statement on self-monitoring of peak expiratory flow in the investigation of occupational

asthma. Allergy 1995; 50:711-717.

(134) Gibson, G. J., Powell, H., Coughlan, J., Wilson, A. J., Abramson, M., Heywood, P.,

Bauman, A., Hensley, M. J., and Walters, E. H. Self-management education and

regular practitioner review for adults with asthma (Review). 2002

(135) Pellegrino R, Viegi G, Brusasco V, Crapo RO, Burgos F, Casaburi R et al. Interpretative

strategies for lung function tests. Eur Respir J 2005; 26:948-968.

(136) Guyatt GH, Townsend M, Nogradi S, Pugsley SO, Keller JL, Newhouse MT. Acute

response to bronchodilator. An imperfect guide for bronchodilator therapy in chronic

airflow limitation. Arch Intern Med 1988; 148:1949-1952.

(137) Cerveri I, Pellegrino R, Dore R, Corsico A, Fulgoni P, Van de Woestijne KP et al.

Mechanisms for isolated volume response to a bronchodilator in patients with

COPD. J Appl Physiol 2000; 88:1989-1995.

(138) Pellegrino R, Viegi G, Brusasco V, Crapo RO, Burgos F, Casaburi R et al. Interpretative

strategies for lung function tests. Eur Respir J 2005; 26:948-968.

(139) Dirksen A, Christensen H, Evald T, Jensen BV, Jensen JI, Keittelmann S et al.

Bronchodilator and corticosteroid reversibility in ambulatory patients with airways

obstruction. Dan Med Bull 1991; 38:486-489.

(140) Borrill Z, Houghton C, Sullivan PJ, Sestini P. Retrospective analysis of evidence

base for tests used in diagnosis and monitoring of disease in respiratory medicine.

BMJ 2003; 327:1136-1138.

(141) Dirksen A, Dijkman JH, Madsen F, Stoel B, Hutchison DC, Ulrik CS et al. A Randomized

Clinical Trial of alpha(1)-Antitrypsin Augmentation Therapy. Am J Respir

Crit Care Med 1999; 160:1468-1472.

(142) Dirksen A, Madsen F, Pedersen OF, Vedel AM, Kok-Jensen A. Long-term performance

of a hand held spirometer. Thorax 1996; 51:973-976.

(143) Yeates DB, Mortensen J. Deposition and Clearence. In: Murray JF, Nadel JA, editors.

Textbook of Respiratory Medicine. 3 ed. Philadelphia: Saunders; 2000. 349-

368.

(144) Managing Passengers with Respiratory Disease Planning Air Travel. British Thoracic

Society. http://www.britthoracic.

org.uk/iqs/sid.04445940050815820205107/page246.html/ 28 Dec. 2005.

2005.

Ref Type: Slide

(145) British Thoracic Society guidelines on respiratory aspects of fitness for diving. Thorax

2003; 58:3-13.